In­tet er så skidt, at det ik­ke er godt for no­get

BT - - NYHEDER -

Bilen kør­te i smad­der i sid­ste uge. Rø­de og gu­le ad­var­sels­lam­per bim­le­de og bam­le­de på dis­play­et, og til sidst kun­ne bilen ik­ke flyt­te sig en me­ter. El­ler over­ho­ve­det star­te. Falck - egent­lig over­ra­sket over, at det ik­ke hav­de skif­tet navn til no­get me­re mo­der­ne - var hur­tig og fik os bug­se­ret til som­mer­hu­set og bilen på va­er­k­sted. Sid­ste gang jeg kør­te i en rød Falck-bil med he­le fa­mi­li­en, var nav­net Falck-Zo­nen, jeg var seks år, og vo­res Ford Taunus kun­ne ik­ke me­re. I Fre­de­riks i det mel­lem­ste Jyl­land lån­te vi te­le­fo­nen hos en flink elek­tri­ker, der og­så bød på kaf­fe, ka­ge og so­da­vand. Jeg sad på fø­rer­sa­e­det på tu­ren hjem til Hjort­svang og prø­ve­de Falck­man­dens ka­sket, og i fle­re år der­ef­ter vil­le jeg va­e­re Falck­mand, når jeg blev stor. Se­ne­re pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler og så jour­na­list. Det sid­ste lyk­ke­des. BESKEDEN FRA VAERKSTEDET i sid­ste uge var ned­slå­en­de. Det kun­ne ik­ke be­ta­le sig at re­pa­re­re bilen, og vi kun­ne må­ske få 5.000 kro­ner hos en au­toop­hug­ger. Tra­els be­sked. Fra­va­e­ret af bilen tvang mig til at ta­ge tog og bus, og det blev et gen­syn med barn­dom­mens ru­ter og ru­ti­ner. Jeg hav­de et mø­de i Vej­le og be­søg­te min far i Tør­ring, 20 ki­lo­me­ter der­fra. Han er 92 år og i fuld vi­gør. Vi snak­ker om fa­mi­li­en, ar­bej­de og om, hvor­dan det så­dan el­lers går. Min far er me­get ak­tiv og har det godt. »Men jeg er ved at bli­ve gam­mel,« si­ger han. Det kan man dog ik­ke hø­re på ham. Vi snak­ker om hans og mit liv, og han forta­el­ler om gam­le da­ge. Det kan han godt li­de, og det kan jeg godt li­de at hø­re på, for jeg ken­der man­ge af de lo­ka­le folk, han snak­ker om. JEG KIG­GER I det ring­bind, min far har la­vet om sit liv. Dag­bogs­op­teg­nel­ser og erin­drin­ger om et langt le­vet liv, så bør­ne­børn og ol­debørn kan få »et ind­tryk af, hvad de kom­mer af«, som min far si­ger. Jeg fal­der over en an­be­fa­ling fra ef­ter­å­ret 1945, hvor far tjen­te på en gård på Fyn som for­karl.

»An­ders Bendt An­der­sen er in­ter­es­se­ret i ar­bej­det og er til at for­hand­le med om de for­skel­li­ge pro­ble­mer, der er at lø­se in­den­for land­bru­get. Hvis der var fle­re af den slags un­ge, var det ik­ke så sva­ert at dri­ve land­brug. Jeg gi­ver med gla­e­de min al­ler­bed­ste an­be­fa­ling,« skrev går­de­je­ren.

Min far kø­rer mig til bus­sen på sta­tio­nen. Han har sta­dig kø­re­kort, og jeg sti­ger på til Vej­le, som jeg har gjort tu­sind­vis af gan­ge før. In­den jeg fik egen bil. Det er sam­me ru­te. Øl­holm, Lind­ved, Grejs­vej, Horn­strup og ned ad bak­ken til Vej­le.

’Hvis der var fle­re af den slags un­ge, var det ik­ke så sva­ert at dri­ve land­brug’, skrev går­de­je­ren

DER ER FORDELE ved bus­sen. For ek­sem­pel kan man la­e­se på vej­en. Jeg har gang i en nyud­gi­vet bog om og af Cla­es Kast­holm, der dø­de tid­li­ge­re på året. Han var jour­na­list, for­fat­ter og de­bat­tør og op­vok­set uden­for de sto­re by­er på Sja­el­land. Blandt an­det hos en mor­far, der var brugs­ud­de­ler i lands­by­en Aas­høj. Jeg faldt over Kast­holms ka­rak­te­ri­stik af det, han kom af: »Jeg har respekt for den ge­ne­ra­tions men­ne­sker. Hvis de ik­ke li­ge til­hør­te de bed­re­stil­le­de lag (..) så var de­res ska­eb­ne at gå sam­men­lagt højst fi­re år i sko­le, ud at tje­ne, hårdt ar­bej­de fra tid­lig mor­gen til sen af­ten,« skri­ver han og til­fø­jer, at man­ge af dem al­li­ge­vel »me­stre­de bog­li­ge fa­er­dig­he­der og til­eg­ne­de sig vi­den om hi­sto­ri­en«, der gav dem og de­res fa­mi­lies til­va­e­rel­se per­spek­tiv. Den slags men­ne­sker ken­der jeg, ta­en­ker jeg, da jeg kø­rer gen­nem et ef­ter­års­far­vet land­skab på den jy­ske høj­de­ryg. I en bus. In­tet er så skidt, at det ik­ke er godt for no­get...

17. ok­to­ber

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.