Kig­ger du op, mø­der du di­ne med­men­ne­sker

BT - - NYHEDER -

JENS GAARDBO OG MOR­TEN PELCH SKRI­VER I BT SØNDAGSKLUMMEN

CLAUS KVIST HANSEN (DF) ORD­FØ­RER FOR SOCIAL DUMPING Jeg ta­ger to­get en del. Det er på man­ge må­der en ga­ve. Jeg ser Dan­mark i øjen­høj­de. Års­ti­der­ne, som skif­ter. Men­ne­sker i al­le far­ver, si­tu­a­tio­ner og fra man­ge sam­fundslag. Øje­blik­ket, når DSB-to­get fremto­ner i ho­ri­son­ten, og al­le på per­ron­en tra­e­der et skridt frem. Be­tragt­nin­gen af men­ne­ske­ne i to­get, som skal ud i det øje­blik, hvor dø­re­ne sky­der ud og så til si­den. Der står vi. Derop­pe, tre trin op­pe, står de. I kø. I gan­gen. Og der mø­des vi. På vej. Un­der­vejs. På vej ud. På vej hjem. Blik­ke som mø­des. For­sig­ti­ge smil. Søvn­mo­di­ge skridt for nog­le. Vig­ti­ge og am­bi­tiø­se for an­dre. Tra­e­de­møl­le-ryt­men for de sid­ste. – af Car­sten Graa­ba­ek, i BT si­den 1982

Na­tur­lig­vis er der ud­for­drin­ger ved at ta­ge to­get re­gel­ma­es­sigt. Aflys­nin­ger. Fejl i vog­ne­ne. For man­ge men­ne­sker og for lidt plads. Så, dét var det ne­ga­ti­ve. Af prin­cip har jeg i min tog­fa­erd valgt kun at la­de de tre ting gå mig på un­der mi­ne to­g­rej­ser. Flyg­tigt. Kort. Og så vi­de­re. Al­le tre ting er uden for min ra­ek­ke­vid­de at aen­dre. Og for­an, rundt om og ved si­den af mig sid­der de. Mi­ne med­men­ne­sker.

Jeg har en in­drøm­mel­se. For­di til ti­der sny­der jeg. I mi­ne ører er der hø­re­te­le­fo­ner, men jeg hø­rer in­tet i dem. Jeg lyt­ter. Jeg ser. Og be­trag­ter.

De nye ka­e­re­ste­par, som ik­ke kan la­de fin­gre­ne slip­pe hin­an­den. Som, alt imens land­ska­ber gli­der for­bi, ik­ke slip­per sy­net af hin­an­den for no­get. Den halv­be­ru­se­de fyr, som ska­en­des med ka­e­re­sten på vej hjem i nat­to­get. For­ret­nings­man­den, som får det grå bord imel­lem os til at ryste igen og igen, når mail og ar­bejds­opkald va­el­ter ind. Kryds og tva­ers-ty­pen. Hver en over­vej­el­se med kug­le­pen­nen i mun­den. Den stu­de­ren­de med al­le si­ne kom­pen­di­er og post-it ma­er­ker på de af­gø­ren­de si­der og po­in­ter. Sko­le­klas­sen, som skal på tur til Kø­ben­havn og hur­tigt ind­ret­ter de­res vogn til en slags sove­sal med duf­ten af su­re so­k­ker, chips og ung­dom­me­ligt mod.

Men én ting la­eg­ger jeg ma­er­ke til hver ene­ste gang. Èn ting fan­ger mig al­tid – det ae­l­dre par.

Par­ret, som sid­der ved si­den af hin­an­den. De va­ri­e­rer i al­der. Al­le i de­res livs ef­ter­år.

Nog­le gan­ge er det ik­ke et par. Blot ’ven­ner’, som de så fint om­ta­ler det selv. An­dre gan­ge sid­der den ae­l­dre her­re el­ler kvin­de helt ale­ne. De ryn­ke­de ha­en­der i skø­det. Ryn­ker­ne, som er for­met som bar­ken på de smuk­ke­ste tra­e­er i sko­ven. De er der. Til ste­de på en må­de, som ’får mig’ hver gang. Ind­tryk­ke­ne su­ger de til sig. Blik­ket mod ver­den hol­der de. Og så smi­ler de. Til mig. Til de an­dre. Land­ska­bet, som gli­der for­bi uden­for be­trag­tes. Sce­ne for sce­ne. Uan­set om de er sam­men el­ler ale­ne.

I to­get mø­der vi hin­an­den. Og hvis vi kig­ger godt ef­ter, så mø­der vi og­så os selv. Hvis vi kig­ger op.

Jeg har en in­drøm­mel­se. For­di til ti­der sny­der jeg. I mi­ne ører er der hø­re­te­le­fo­ner, men jeg hø­rer in­tet i dem. Jeg lyt­ter. Jeg ser. Og be­trag­ter

BT be­ret­te­de d. 11/10 om, at en be­vil­ling til at be­ka­em­pe social dumping ud­lø­ber i 2018. Re­ge­rin­gen na­ev­ner ik­ke be­vil­lin­gen i sin 2025-plan. Det vil va­e­re en stor fejl at drop­pe kam­pen mod social dumping. Ik­ke blot er det ret og ri­me­ligt at be­ka­em­pe uva­e­se­net, det er og­så en god for­ret­ning for statskas­sen, idet ind­sat­sen indtil vi­de­re har ka­stet over 600 mio. kr. af sig. Så det er helt sik­kert et em­ne, Dansk Fol­ke­par­ti vil ta­ge med ind til for­hand­lings­bor­det, når vi skal drøf­te fi­nans­lov og 2025-plan med re­ge­rin­gen og de an­dre par­ti­er. For vi vil ik­ke ha­ve social dumping i Dan­mark. Der­for er det et om­rå­de, der skal pri­o­ri­te­res.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.