Ed te

BT - - NYHEDER -

sla­gets gang. Bi­no vil til høj­re, er­go går vi til høj­re, og må fle­re gan­ge slås med cyk­li­ster­ne om ret­ten til cy­kel­stien, som vi er tvun­get ud på, for­di det er den vej, som Bi­no vil. Ube­ta­le­lig lyk­ke Kun få ting på ru­ten er giv­ne.

»Det her er et af hans fa­ste spi­se­ste­der,« si­ger Se­ba­sti­an Dor­set na­e­sten stolt, da Bi­no re­so­lut stop­per op ved et pizze­ria, hvor der stort set al­tid lig­ger re­ster på for­to­vet for­an.

Det kan godt va­e­re, at hund­en er ble­vet bå­de døv og blind. Men lug­tesan­sen fejl­er ik­ke no­get. Og Bi­no ae­der alt. Selv­om han egent­lig har en ret sart ma­ve.

»Han har in­gen la­e­rings­kur­ve om­kring det. Over­ho­ve­det in­gen,« si­ger Se­ba­sti­an Dor­set, som ik­ke kun­ne drøm­me om at prø­ve at op­dra­ge på sin hund.

Om end det ir­ri­te­rer ham en smu­le, at eks­ka­e­re­sten med et be­stemt ryk i snoren og en sa­er­lig to­ne kun­ne få Bi­no til at gå den vej, som hun øn­ske­de.

At ma­ven er ble­vet ret sart med åre­ne, kom­mer der hur­tigt be­vi­ser på. Bi­no stop­per op, plan­ter sig med kon­cen­te­re­de hund­eøj­ne på for­to­vet. Og så pres­ser han igen­nem.

Se­ba­sti­an Dor­set står helt ro­ligt i ven­tepo­si­tion med en sort plast­po­se i hån­den. Og smi­ler an­er­ken­den­de.

»Når man gri­ber sig selv i at ro­se ens hund for dens af­fø­ring, så ved man godt, at man er idi­ot,« und­skyl­der han til BTs ud­send­te, slår en knu­de på po­sen og be­gyn­der fe­brilsk at kig­ge ef­ter den na­er­me­ste skral­des­pand.

»Jeg tror, at jeg har gå­et med så­dan en po­se en hel ki­lo­me­ter en­gang, for­di der ik­ke var no­gen skral­des­pan­de. Bja­ef til en­hver hund­e­e­jer Bi­no er f.eks. så­dan en, der ik­ke gi­der snak­ke med an­dre hunde, og der­for er det ret ir­ri­te­ren­de med al­le de lø­se hunde. Så hund i snor er en rig­tig god re­gel. Und­gå at ta­le så me­get om din hund. Det gør jeg he­le ti­den. Jeg kan sid­de og snak­ke og vi­se bil­le­der af ham over froko­sten på ar­bej­det. Det er me­get pin­ligt. Lad va­e­re med at la­de din hund sprin­ge op ad an­dre. Bi­no kan fin­de på at gø­re det spon­tant ef­ter, at han al­le­re­de er gå­et for­bi folk. Så ven­der han om og hop­per op. Det er me­get ma­er­ke­ligt. Jeg ved ik­ke, om det er for­di, folk lug­ter af mad. Lad for guds skyld va­e­re med at sam­men­lig­ne din hund med an­dre folks børn. Det kan bør­ne­e­je­re bli­ve vir­ke­lig su­re over. Det fø­les helt fa­mi­li­a­ert at gå og svin­ge med sin hunds af­fø­ring.«

Fak­tisk kan Se­ba­sti­an Dor­set ik­ke si­ge én ene­ste dår­lig ting om at va­e­re hund­e­e­jer. Om at va­e­re Bi­nos ’cur­ling-far’.

Hans liv er ble­vet be­ri­get ud over al­le gra­en­ser. Og han gru­er for den dag, hvor Bi­no og hans små, kor­te ben ik­ke la­en­ge­re går på den­ne jord.

»En gang imel­lem ser jeg an­non­cer i bla­de­ne, hvor folk sø­ger et nyt hjem til de­res hund. Den dag hvor Bi­no går bort, tror jeg, at jeg vil ha­ve en brugt hund igen. For det vir­ke­de så godt med den før­ste.

Selv­føl­ge­lig kan en hund og­så va­e­re til be­sva­er, men den ut­ro­li­ge fø­lel­se af lyk­ke man kan få af så­dan et dumt lil­le dyr, der ik­ke gør no­get, men ba­re er der, det er ret ube­ta­le­ligt.«

Og så går Bi­no og hans far hjem.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.