Eden til livs

BT - - NYHEDER -

»Hvis du ser Maslo­ws be­hovs­py­ra­mi­de for dig, så er vi nu nå­et til en top, hvor vi ger­ne vil la­eg­ge en ån­de­lig­hed el­ler en tan­ke ind i tin­ge­ne. Der­for gi­ver det me­ning for mig at ar­bej­de med, hvil­ke va­er­di­er, der be­ty­der no­get for os i li­vet. Jeg ad­vo­ke­rer for at ryste po­sen og spør­ge: Le­ver vi de be­hov ud, som vi har – el­ler kun­ne vi gø­re det he­le på en ny må­de? Hvor­dan kan vi rok­ke ved nog­le af de nor­mer, vi ta­ger for gi­vet? Det er den so­ci­a­le re­vo­lu­tion for mig,« si­ger han.

Len­nart La­j­bos­chitz’ re­vo­lu­tion be­gra­en­ser sig ik­ke til Vester­bro. Han hå­ber, at stem­nin­gen fra Absa­lon kan spre­de sig ved ek­semp­lets magt.

»Vi har gi­vet os selv to år til at gø­re Absa­lon ba­e­re­dyg­tigt. For er det ba­e­re­dyg­tigt, vil an­dre kun­ne ko­pi­e­re det. Hvis det ik­ke er ba­e­re­dyg­tigt, så er det ba­re en rig­mand, der har en fe­el-good-fø­lel­se om­kring et per­son­ligt pro­jekt.«

Si­de­lø­ben­de har Len­nart La­j­bos­chitz nye, sto­re pla­ner an­dre ste­der. Ny­er­hver­vel­se For knap et år si­den er­hver­ve­de han sig Sø-kva­est­hu­set for 161 mio. kro­ner – en over 6.000 kva­drat­me­ter stor grup­pe af byg­nin­ger på Chri­sti­ans­havn, som tid­li­ge­re har va­e­ret bør­ne­hjem, ho­spi­tal og do­mi­cil for Far­vandsva­e­se­net. Her er det pla­nen at eks­pe­ri­men­te­re med nye bo­lig­for­mer, hvor man kom­mer hin­an­den me­re ved. Pra­e­cis hvor­dan ved han ik­ke end­nu.

»I går la­e­ste jeg en ar­ti­kel om, at man et sted i ud­lan­det hav­de pla­ce­ret en sko­le sam­men med et ae­l­dre­hjem. Det gav bør­ne­ne tryg­hed, og de ae­l­dre var så rør­te over ik­ke at va­e­re iso­le­ret me­re. Det var en vi­dun­der­lig idé, og den slags tan­ker er spa­en­den­de at ar­bej­de med,« si­ger han.

På sam­me vis vil han gø­re op med den ga­engse ho­te­l­op­le­vel­se på de to ho­tel­ler i Hor­n­ba­ek, han har købt; Hor­n­ba­ek­hus og Vil­la Strand.

»Hvis du ta­ger på fe­rie, vil du nor­malt va­e­re på dit ho­telva­e­rel­se, du vil va­e­re ude at spi­se, på sight­se­e­ing og på shop­ping. Fa­el­le­stra­ek­ket ved alt det er, at du ik­ke har no­gen kon­takt med de lo­ka­le. Du er fak­tisk me­get iso­le­ret. Det kun­ne va­e­re sjovt at la­ve et ho­tel, hvor det so­ci­a­le ele­ment og­så kom ind. Det kun­ne va­e­re, at man la­ve­de mad sam­men, at man spil­le­de bingo med de lo­ka­le i Hor­n­ba­ek, el­ler at ho­tel­let var helt an­der­le­des ind­ret­tet, så det frem­stod me­re hjem­ligt,« si­ger La­j­bos­chitz.

Set i det lys gi­ver det og­så me­ning, at han har in­ve­ste­ret en pa­en sum i GoMo­re – bil­de­ling­s­tje­ne­sten, hvor bil­e­je­re bl.a. kan til­by­de frem­me­de et lift. Sko­le på en ny må­de La­j­bos­chitz har til­li­ge do­ne­ret en stor sum pen­ge til den pri­va­te Ca­ro­li­nesko­len, så sko­len har få­et øko­no­misk rå­de­rum til at eks­pe­ri­men­te­re med un­der­vis­nings­for­mer­ne. El­ler, med La­j­bos­chitz eg­ne ord, ’dri­ve sko­le på en helt ny må­de, så de ik­ke ba­re kom­mer ud som små sol­da­ter i et sam­fund, som ik­ke la­en­ge­re fin­des, når de er ble­vet voks­ne’.

»Den rø­de tråd i det, jeg ar­bej­der med, er no­get med at ska­be va­er­di for men­ne­sker. Jeg op­fat­ter over­ho­ve­det ik­ke det, jeg la­ver, som mit ’so­ci­a­le an­svar’. Det ud­tryk lug­ter af dår­lig samvit­tig­hed. Jeg vil hel­le­re si­ge, at der er en mu­lig­hed for mig at iva­er­ksa­et­te de her ting – og den mu­lig­hed vil jeg da ger­ne gri­be så godt, som jeg nu kan,« si­ger han.

Han ret­ter lidt på sto­len og ha­e­ver for før­ste gang un­der in­ter­viewet stem­men en anel­se:

»Min fjen­de num­mer et, som jeg vir­ke­lig ha­der – ha­der er et sta­er­kt ord, men jeg me­ner det – det er li­ge­gyl­dig­hed. Li­ge­gyl­dig­hed er i vir­ke­lig­he­den det mod­sat­te af kaerlighed. Li­ge­gyl­dig­hed er, at jeg ik­ke en­gang in­ter­es­se­rer mig for dig. Li­ge­gyl­dig­he­den vil jeg vir­ke­lig ger­ne til livs,« si­ger Len­nart La­j­bos­chitz.

Spør­ger man ham, hvor det en­ga­ge­ment kom­mer fra – hvem ved, må­ske kun­ne det va­e­re hans op­dra­gel­se el­ler en skel­sa­et­ten­de livs­be­gi­ven­hed – kig­ger han na­er­mest for­bløf­fet til­ba­ge.

»Uden at det skal ly­de for­kert ... Det, vi la­ver her, er det na­tur­li­ge. Det, der fo­re­går ude i det sto­re sam­fund ... det er det una­tur­li­ge. Det er una­tur­ligt at va­e­re uin­ter­es­se­ret i an­dre. Det er una­tur­ligt ik­ke at ha­ve em­pa­ti for an­dre men­ne­sker. Så i vir­ke­lig­he­den be­der du mig for­kla­re no­get, som er na­tur­ligt,« si­ger han. Uden at det skal ly­de for­kert ... Det, vi la­ver her, er det na­tur­li­ge. Det, der fo­re­går ude i det sto­re sam­fund ... det er det una­tur­li­ge. Det er una­tur­ligt at va­e­re uin­ter­es­se­ret i an­dre. Det er una­tur­ligt ik­ke at ha­ve em­pa­ti for an­dre men­ne­sker. Så i vir­ke­lig­he­den be­der du mig for­kla­re no­get, som er na­tur­ligt em­pa­ti. El­ler ret­te­re: Jeg ser en mas­se men­ne­sker, som rum­mer em­pa­ti, men som of­te bli­ver bun­det op i nog­le kul­tu­rel­le nor­mer, som gør, at man ik­ke får ud­le­vet, fri­gi­vet og ud­le­vet den em­pa­ti og de so­ci­a­le be­hov, man selv har som men­ne­ske.« Den fød­te køb­mand Len­nart La­j­bos­chitz er født i Kø­ben­havn som søn af en polsk far og en svensk mor. Han for­lod sko­len som 16-årig, tjen­te i de føl­gen­de år si­ne pen­ge som bl.a. pa­e­da­gog, bord­ten­nisla­e­rer og fo­to­graf og la­er­te sig til­li­ge køb­mands­ska­bets kunst ved bl.a. at re­pa­re­re et par­ti be­ska­di­ge­de pa­raply­er og sa­el­ge dem vi­de­re på lop­pe­mar­ke­der. Si­den åb­ne­de han og hu­stru­en Suzan­ne de­res før­ste bu­tik – Ze­bra, hed den – og da de i som­me­ren 1995 til­lod sig selv en lil­le fe­rie, over­drog de bu­tik­ken til et fa­mi­lie­med­lem. For at som­mer­vi­ka­ren ik­ke skul­le hol­de styr på alt for man­ge for­skel­li­ge tal, sat­te de pri­sen på al­le va­rer til ti kro­ner. Voila, Ti­ger var født.

Det kan vir­ke pa­ra­doksalt, at en mand, der er ble­vet ho­ved­rig på at sa­el­ge bil­li­ge køb-og-smid-va­ek-for­brugs­go­der i he­le ver­den, nu ser sig selv som for­ka­em­per for vo­res so­ci­a­le og kul­tu­rel­le ve og vel.

»Jeg for­står godt, at du si­ger det. Du ser som kun­de i Ti­ger én si­de af me­dalj­en. Men i vir­ke­lig­he­den er der ik­ke sa­er­lig langt fra Ti­gers fi­lo­so­fi til det, jeg la­ver i dag,« si­ger La­j­bos­chitz. Ople­vel­ser gør folk lyk­ke­li­ge I Ti­gers se­ne­ste års­rap­port kan man la­e­se, at virk­som­he­den i dag har 585 LEN­NART LA­J­BOS­CHITZ bu­tik­ker i 27 lan­de, som sam­let om­sat­te for 3,5 mia. kr. i 2015. Ale­ne sid­ste år steg om­sa­et­nin­gen 45 pct.

En så brø­len­de suc­ces ty­der på, at for­ret­nin­gen har fat i an­det og me­re end et glo­balt pu­bli­kums rå kø­be­lyst. I års­rap­por­ten be­skri­ver Ti­ger selv, at for­ret­nin­gens fi­lo­so­fi hand­ler ’ ... om at gi­ve folk ople­vel­ser at de­le med de­res ka­e­re, om pro­duk­ter som ka­ta­ly­sa­to­rer for ople­vel­ser. Ti­ger tror sta­dig på, at re­la­tio­ner og ople­vel­ser er det, der gør folk lyk­ke­li­ge. Og i sid­ste en­de er lyk­ke dét, vi vil gi­ve til vo­res kun­der’.

Det var Len­nart La­j­bos­chitz’ op­rin­de­li­ge virk­som­heds­fi­lo­so­fi. Og det er fi­lo­so­fi­en i det, han la­ver nu.

»Du må skel­ne mel­lem to sfa­e­rer i for­ret­nings­ver­de­nen. Den ene hand­ler om at mak­si­me­re ud­byt­tet. Og den an­den hand­ler om at fin­de på ting og va­e­re iva­er­ksa­et­ter. Jeg er først og frem­mest iva­er­ksa­et­te­ren, som er in­ter­es­se­ret i at ska­be au­ten­tisk ind­hold. Pro­fit har al­drig va­e­ret et mål i sig selv for mig,« si­ger Len­nart La­j­bos­chitz. Gla­e­de over at ska­be va­er­di Kun­ne du ik­ke ba­re la­e­ne dig til­ba­ge og ny­de li­vet som mil­li­ar­da­er?

»Jo­jo, det kun­ne jeg da godt. Men det er jo en mu­lig­hed for mig at vir­ke­lig­gø­re nog­le af de idéer, jeg tror på. Og det er en ka­em­pe gla­e­de for mig. Jeg er ik­ke af­stum­pet, jeg bli­ver da glad for at se de men­ne­sker, der kom­mer her og har en gla­e­de ved det. Jeg bli­ver da glad over at ska­be va­er­di for an­dre.«

»Jo, men und­skyld mig, det vil­le jo va­e­re et to­talt død­ke­de­ligt liv. Vil­le det ik­ke? Jeg har be­hov for at ar­bej­de, til jeg dør. Og hvis der er no­get, der gi­ver mig va­er­di, er det re­la­tio­ner til an­dre men­ne­sker,« si­ger Len­nart La­j­bos­chitz.

Mod in­ter­viewets slut­ning und­skyl­der han sig og ta­ger te­le­fo­nen et par gan­ge. Det er ik­ke for­ret­nin­ger, ejen­doms­hand­ler, glo­ba­le om­sa­et­nings­tal el­ler uop­sa­et­te­li­ge bu­si­nes­smø­der, der tra­en­ger sig på. Men Len­nart La­j­bos­chitz’ al­dren­de mor, som han har lo­vet at kø­re en tur til la­e­gen. Li­ge­som mil­li­ar­da­e­ren brug­te gårs­da­gen på at pas­se et af si­ne små bør­ne­børn.

For man kan ha­ve li­ge så man­ge pen­ge, man over­ho­ve­det kan fo­re­stil­le sig. Og det har Len­nart La­j­bos­chitz. Det er ba­re ik­ke dem, der gør ham glad. Ti­ger-grund­la­eg­ge­ren Len­nart La­j­bos­chitz er født i 1959, op­vok­set på Ama­ger og i dag far til fi­re voks­ne børn. Han er gift med Suzan­ne La­j­bos­chitz, og par­ret åb­ne­de i 1988 bu­tik­ken Ze­bra. I 1995 kom den før­ste bu­tik med nav­net Ti­ger til. Den før­ste Ti­ger-bu­tik i ud­lan­det åb­ne­de i 2001. I dag fin­des Ti­ger-bu­tik­ker­ne i 27 lan­de klo­den rundt – i nog­le lan­de un­der nav­net ’Flying Ti­ger’. Len­nart La­j­bos­chitz solg­te 70 pct. af si­ne ak­tier i Ti­ger i 2012. En han­del, der gjor­de ham til en af Dan­marks ri­ge­ste ma­end. Han sid­der fort­sat i mo­der­sel­ska­bet Ze­bras be­sty­rel­se, men har fri­gjort sig fra den dag­li­ge drift. Si­den sal­get har La­j­bos­chitz in­ve­ste­ret i en ra­ek­ke ejen­dom­me i Kø­ben­havn og Nord­s­ja­el­land, li­ge­som han har skudt pen­ge i f.eks. bil­de­ling­s­tje­ne­ste GoMo­re og i tid­li­ge­re PET-chef Jakob Schar­fs pri­va­te sik­ker­heds­fir­ma, Cer­ta.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.