Li­vet har in­gen al­der

BT - - SØNDAG -

Den no­get ae­l­dre Sa­rah Zo­bel’. En be­teg­nel­se, som jeg er stødt på ad­skil­l­li­ge gan­ge, ef­ter at jeg har få­et en 9 år yn­gre ka­e­re­ste. Sjovt, som al­de­ren li­ge plud­se­lig be­ty­der no­get i den sam­men­ha­eng, ba­re for­di det er kvin­den, som er ae­l­dre. For jeg sy­nes al­drig, jeg er stødt på sam­me be­skri­vel­se om mig og min eks­mand. Selv­om han og­så var ‘no­get ae­l­dre’, nem­lig 9 år. (Må­ske det ba­re sta­dig er så­dan med al­der og for­hold, at ma­end får ka­rak­ter­tra­ek, me­dens kvin­der får ryn­ker). FOR AL­DER ER no­get, man først be­gyn­der at ta­en­ke over, når den lang­somt sni­ger sig ind på en. Jeg er f.eks. be­gyndt at la­eg­ge ma­er­ke til, at de un­ge hos ba­ge­ren si­ger ‘De’ til mig. Så ved jeg ik­ke helt, om jeg skal gri­ne el­ler gra­e­de el­ler ba­re be­de dem om at ta­le or­dent­ligt. For en ‘De’, er jeg sgu da ik­ke end­nu. Li­ge­som der var en ung kvin­de, der for­le­den hav­de skre­vet på min in­s­ta­gram »Så­dan vil jeg og­så se ud, når jeg bli’r over 40«. En dej­lig kom­pli­ment, tak (men hvor­dan ‘ser man ud’, når man er over 40!). MEN ÉT ER snak­ken om al­de­rens fy­si­ske del, no­get an­det er, vo­res op­fat­tel­se af, hvad vi ‘skal’ og ‘bør’ gø­re og hvor­når. Hvad der er det ‘rig­ti­ge’ og for­ven­te­li­ge at gø­re i en vis al­der. For det er no­get, vi bli­ver in­dok­tri­ne­ret med al­le­re­de, fra vi er ba­by­er. Og så bli­ver det ba­re ved li­vet igen­nem, indtil vi til sidst har få­et ind­delt li­vet i fast­lå­ste ‘al­der­skas­ser’. Vi la­ver sim­pelt­hen en ‘ens-for-al­le’ plan for, hvor­dan li­vet helst skal for­lø­be. ’NEJ, HAR HUN ik­ke få­et ta­en­der end­nu. Hun er 8 mdr’. ‘DU SKAL KUN­NE sove med sluk­ket lys nu’. ‘ER DU IK­KE fa­er­dig med gym­na­si­et! Du er over 18!’ ‘ER DU 30 år? Så er det og­så på ti­de at få børn’. ‘HUN KAN DA ik­ke va­e­re sam­men med ham, han er 20 år ae­l­dre! ‘FÅR HUN BØRN I fyr­rer­ne. Det er sgu sent’. ‘HAN KAN DA ik­ke be­gyn­de på en ny kar­ri­e­re. Han er na­e­sten halv­treds’. OG DET ER egent­lig synd og ret be­gra­en­sen­de for vo­res liv! For den­ne ind­de­ling gør, at vi nemt kan fø­le os for­ker­te el­ler uden­for, for lang­som­me el­ler for hur­ti­ge. El­ler at vi ba­re ik­ke pas­ser ind. For hvis der er no­get, som er vir­ke­lig livsvig­tigt for os som men­ne­sker, så er det, at vi fø­ler os for­bun­det og som en del af en grup­pe. Og net­op der­for tør man­ge ik­ke ‘bry­de’ el­ler gå imod den­ne ‘ens-for-al­le’ strøm. JEG TA­EN­KER SELV på al­le de sam­ta­ler, jeg har haft med min dat­ter om at gå ud, al­ko­hol, sex osv. Og på hvor man­ge gan­ge jeg har sagt ‘ej, det er for tid­ligt’ og ‘hvad gør de an­dre fra klas­sen’. Li­ge­le­des har jeg of­te ta­get mig selv i, at ta­en­ke ‘nej, det er for sent’, hvis jeg f.eks. fik ly­sten til at be­gyn­de på et nyt job el­ler i det he­le ta­get prø­ve no­get helt nyt. MEN HVOR FØ­LES det ba­re vi­dun­der­ligt be­fri­en­de, når vi en gang imel­lem bry­der mu­ren af for­ven­te­lig­hed og over­ra­sker os selv – og an­dre. Li­ge­som når vi mø­der men­ne­sker, vi nor­malt ik­ke vil­le ha­ve no­get til fa­el­les med, og vi så ba­re ‘klik­ker’. Min ka­e­re­ste og jeg er f.eks. ble­vet rig­tig go­de ven­ner med et ae­l­dre ae­g­te­par, som er om­kring 70 år gam­le. Vi mød­te dem, da vi var na­bo­er for lidt tid til­ba­ge. Og de var fra dag ét ba­re fan­ta­sti­ske men­ne­sker at va­e­re sam­men med. De er nem­li­ge nys­ger­ri­ge, sjove, for­doms­frie, og så har de le­vet et langt og spa­en­den­de liv. Og hver gang vi har va­e­ret sam­men med dem, har jeg ik­ke på ét tids­punkt, ta­enkt på vo­res al­der­s­for­skel. Det fø­les nem­lig som om, at der in­gen al­der er. HVIL­KET MIN­DER MIG om en mand, jeg ken­der, som ik­ke helt ved, hvor gam­mel han er. Han ved, han er i halv­tred­ser­ne, men ik­ke me­re. For der hvor han blev født, var der ik­ke helt styr på den slags. Og Jeg kan ik­ke la­de va­e­re, at mis­un­de ham det en­gang imel­lem. Han vir­ker nem­lig som om, at han slet ik­ke går op i al­der. Og vig­ti­ge­re end­nu, at han slet ik­ke er bun­det af det. Så lad os pak­ke al­der­styran­ni­et og kas­se­ta­enk­nin­gen ned I de kas­ser, hvor de hø­rer hjem­me. Og by­de he­le li­vet op til dans. Uan­set al­der FOR TAENK HVIS vi ik­ke vid­ste, hvor gam­le vi var! Hvis vi ba­re le­ve­de uden fød­sels­da­ge og en ind­byg­get stres­sen­de tids­ho­ri­sont. Uden en tids­linje, der kon­stant skal min­de os om, hvor­når vi skal gø­re hvad. Hvor­dan vil­le vi så le­ve vo­res liv? JA, SÅ KUN­NE det må­ske va­e­re, at vi fak­tisk blev bed­re til at va­e­re til ste­de og na­er­va­e­ren­de, der hvor vi li­ge var. At vi var sam­men med de men­ne­sker, som vi hav­de ke­mi med, og at vi gjor­de fle­re af de ting, vi hav­de lyst til at ka­ste os ud i. For i ste­det for at bru­ge sam­fun­dets ‘to­do og not-to-do’ li­ste, vil­le vi au­to­ma­tisk la­de os le­de af vo­res in­tu­i­tion og at,hvad der vil­le gø­re os gla­de – in­de­ni. Så var det må­ske slut med ‘ej, det kan jeg ik­ke gø­re nu’ – og ‘den no­get ae­l­dre Sa­rah’. SÅ LAD OS pak­ke al­der­styran­ni­et og kas­se­ta­enk­nin­gen ned i de kas­ser, hvor de hø­rer hjem­me. Og by­de he­le li­vet op til dans. Uan­set al­der. Sa­rah Zo­bel, 42 år. Psy­ko­log og for­fat­ter. Mor til tre børn. Står bag Youtu­be ka­na­len: Fuck­ing Mo­der­ne Fa­mi­li­er. In­s­ta­gram: sa­ra­h_zo­bel9

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.