Når stress får buk­ser­ne til at stram­me

BT - - NOTER -

Nor­ma­le men­ne­sker ta­ber sig, når de er stres­se­de. Men ik­ke mig. Na­eh, nej. »Hvad er der galt med dig, krop? Du er jo fejl­kon­stru­e­ret...« I man­ge år har jeg ska­eldt ud på mig selv – og min krop, når den ef­ter en travl pe­ri­o­de gjor­de det umu­ligt at få tøj på om mor­ge­nen. Helt ae­r­ligt, jeg hav­de ting, der skul­le nås, op­ga­ver der skul­le lø­ses, og hav­de VIR­KE­LIG ik­ke tid til at stå og skif­te tøj for at fin­de et el­ler an­det, der kun­ne luk­kes. Selv­be­brej­del­ser­ne hang så tykt i luf­ten, at den kun­ne ska­e­res i ski­ver. Hver gang blev kon­klu­sio­nen, at nu måt­te jeg sim­pelt­hen ta­ge mig sam­men og gå på kur. Men det var nok den dår­lig­ste idé – no­gen­sin­de. For min krop hav­de jo ik­ke brug for ska­el­dud. Den hav­de det hårdt nok med fa­mi­lie­kri­ser, lan­ge ar­bejds­da­ge og en puls, der tord­ne­de der­u­dad. Den var i alarm­be­red­skab, og det med at hol­de på fed­t­re­ser­ver­ne var fak­tisk rig­tig godt ta­enkt af min krop. Set fra dens si­de kun­ne det jo godt vir­ke som om, jeg kun­ne få brug for no­get ek­stra ener­gi på et tids­punkt. Men jeg var slet ik­ke tak­nem­me­lig for dens be­ta­enksom­hed. Nej, jeg blev gal og op­stil­le­de for­bud og re­strik­tio­ner, for den krop hav­de ba­re at mak­ke ret. Re­sul­ta­tet var for­stop­pel­se, op­pu­stet­hed og trø­ste­spis­ning. Hvil­ket før­te til end­nu me­re ska­el­dud. Med an­dre ord vir­ke­de det som hå­ret på en sven­sker – slet ik­ke... Jeg bur­de vi­de bed­re, for det sker hver gang. Når jeg har travlt, ta­ger jeg på. Det er pis­seir­ri­te­ren­de, men jeg må ac­cep­te­re, at det er så­dan, min krop vir­ker. Så nu prø­ver jeg en ny pa­e­da­go­gisk til­gang. Nem­lig for­stå­el­se. For en må­neds tid si­den blev travlhe­den igen in­tens. Helt for­ud­si­ge­ligt be­gynd­te buk­ser­ne at stram­me. For­ø­gel­sen af om­fan­get kom plud­se­ligt og kun­ne ik­ke for­kla­res med, at jeg hav­de holdt kal­o­ri­e­fest, så jeg vidste, at det måt­te va­e­re for­di, mit travlheds­ni­veau hav­de nå­et stresshøj­de. Men den­ne gang ska­eld­te jeg ik­ke ud. Den­ne gang tak­ke­de jeg min krop for dens for­søg på at spare ener­gi op. Tak­ke­de den for at gø­re mig op­ma­er­k­som på, at mo­to­ren kø­rer på de hø­je nag­ler og skal ha­ve lidt ek­stra ka­er­lig­hed og om­sorg. Men jeg op­stil­ler ik­ke fle­re ’må’ og ’skal’, som jeg nød­ven­dig­vis må bry­de, for­di det er for hårdt. Og der­for dø­jer jeg ik­ke med dår­lig samvit­tig­hed. Når ma­ven bli­ver op­pu­stet, er det tegn på, at jeg skal ta­ge 10 mi­nut­ters po­wer­nap. Og når suk­ker­tran­gen mel­der sig, ta­ger vi li­ge en snak – min krop og jeg. »Du er la­ek­ker­sul­ten? Okay. Der er mu­lig­hed for at hen­te nog­le nød­der og ro­si­ner, det gi­ver me­re ener­gi...« »Nå, det SKAL va­e­re de der skumju­le­ma­end? Okay, men så snup du dem.« Når tan­ker­ne be­gyn­der at ro­de, når ka­len­de­ren bli­ver uover­sku­e­lig, el­ler Er du bi­list, ken­der du godt ly­den, når man kom­mer til at kø­re bi­len for langt ud i gea­re­ne. Så får den en skin­ger lyd og har sva­ert ved at yde me­re. Den mis­lyd kan man og­så la­e­re at hø­re hos sig selv

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.