’Jeg la­der som om, jeg er vok­sen’

Han har skre­vet 17 be­st­sel­ler-ko­gebø­ger, ejer over 40 re­stau­ran­ter rundt om i ver­den, har la­vet kampag­ner mod børns dår­li­ge mad­va­ner i Stor­bri­tan­ni­en og USA. Al­li­ge­vel in­si­ste­rer han på ’ba­re at va­e­re en dren­ge­røv’. BT fik 30 mi­nut­ter til at bli­ve klo­ge­re

BT - - INTERVIEW -

ae­r­lig, er det det ene­ste rig­tig ge­ni­a­le, jeg har gjort. Så snart jeg tjen­te nog­le pen­ge, brug­te jeg dem på at sam­le li­ge­sin­de­de om­kring mig – man­ge skø­re og fan­ta­sti­ske men­ne­sker. Ho­ved­sa­ge­ligt kvin­der, for de pas­ser på mig og er loy­a­le. Der er in­tet af det, jeg har gjort, som kun­ne va­e­re ble­vet til no­get uden mit hold.«

Ny bog

Han er ula­ste­ligt kla­edt i bla­zer, skjor­te og luft i hå­ret. Og er, på trods af tøm­mer­ma­en­de­ne, char­me­ren­de. På man­dag går hans nye ko­ge­bog ’Su­per­food til he­le fa­mi­li­en’ i hand­len. I den gi­ver han klas­si­ske op­skrif­ter et sundt løft med fle­re grønt­sa­ger og me­re na­e­ring.

»Bo­gen gør, hvad der står på om­sla­get,« si­ger Ja­mie Oli­ver og sig­na­le­rer, at det ik­ke er op­skrif­ter, vi skal ta­le om i dag.

Jeg stre­ger i mi­ne spørgs­mål. De før­ste 10 mi­nut­ter er gå­et, vi går di­rek­te til de tun­ge sa­ger. For jeg vil ger­ne vi­de, hvad en mand, der har rejst Eu­ro­pa tyndt, og som hen­ter in­spira­tion i bl.a. det ita­li­en­ske og span­ske køk­ken, me­ner om Stor­bri­tan­ni­ens be­slut­ning om at for­la­de EU.

»Jeg er ked af det, ra­sen­de, flov. Jeg ny­der at rej­se og ar­bej­de i EU. At vi nu bry­der med vo­res uni­ons-na­bo­er, fø­les som en dår­lig skils­mis­se. Jeg har 4.000 an­sat­te un­der mig. Kun 30 pct. af dem er en­gel­ske. Jeg er en ar­bejds­gi­ver, der gi­ver eu­ro­pa­e­e­re ar­bej­de, det er jeg stolt af, og det er vig­tigt, at de sta­dig fø­ler sig vel­kom­ne hos mig – trods bre­xit. Jeg er 100 fuck­ing pct. eu­ro­pa­e­er og vil få det bed­ste ud af det her, for jeg er an­svar­lig for 4.000 men­ne­sker, som hver isa­er har an­svar for de­res fa­mi­li­er,« si­ger Ja­mie Oli­ver.

Selv er han an­svar­lig for en sta­dig vok­sen­de fa­mi­lie. Sam­men med ko­nen Ju­les har han i au­gust må­ned få­et barn num­mer fem. Hans bør­ne­flok ta­el­ler nu børn i al­de­ren 2 må­ne­der til 14 år.

Jeg har la­est tid­li­ge­re in­ter­view med ver­dens mest me­di­e­van­te kok. Al­le ro­ser ham for hans ut­ro­li­ge til­ste­de­va­e­rel­se.

Nu ban­ker han te­ske­en mod kaf­fe­kop­pen. Lidt uro­ligt. Det sam­me bli­ver jeg, for mit na­e­ste spørgs­mål vil ik­ke rig­tig slå rod. Jeg spør­ger til Lon­dons tid­li­ge­re borg­me­ster og nu­va­e­ren­de uden­rigs­mi­ni­ster Bo­ris Jo­hn­son, som Ja­mie Oli­ver of­fent­ligt har ta­get af­stand fra, da han i som­mer på In­s­ta­gram of­fent­lig­gjor­de, at han vil­le for­la­de lan­det, hvis Bo­ris Jo­hn­son bli­ver pre­mi­er­mi­ni­ster.

Ja­mie Oli­vers øj­ne flak­ker, han kig­ger rundt, rø­rer i kaf­fen, i dag er han ik­ke op­lagt til po­li­ti­ske kom­men­ta­rer.

Kampag­ner­ne

Jeg tjek­ker blok­ken og ka­ster et spørgs­mål på bor­det om re­stau­ran­ten Fif­te­en, hvor han gør util­pas­se­de un­ge til kok­ke.

»Vi ta­ger fat i de un­ge, som ry­ger ind og ud af fa­engs­ler­ne. Sam­fun­det og re­ge­rin­gen er ut­ro­ligt dår­li­ge til at ta­ge hånd om dem, men vi er rig­tig go­de til at få dem ud af de­res pro­blem­fyld­te hver­dag og ind i nog­le fa­ste ram­mer, « si­ger han.

Med ét får jeg et glimt af den Ja­mie Oli­ver, som jeg har set på tv. Stort smil, et grin og de blå øj­ne, der fast­lå­ser øjen­kon­tak­ten. Ar­me­ne svin­gen­de i pen­dul­fart, mens han forta­el­ler, at han: ’Jo ba­re er en dren­ge­røv’.

»In­derst in­de fø­ler jeg mig sta­dig lidt som en nar­røv, for jeg er ri­me­lig li­ge­til som per­son. Jeg vok­se­de ik­ke op i et po­li­tisk hjem, jeg de­mon­stre­re­de ik­ke, jeg var en fuck­ing idi­ot. Jeg var rab­len­de sinds­syg. Jeg la­der ba­re som om, at jeg er vok­sen,« si­ger han.

Al­li­ge­vel står han bag fle­re kampag­ner, som har sat spot på børns sund­hed. Til­ba­ge i 2005 for­søg­te han i do­ku­men­tar­se­ri­en ’Ja­mies school din­ners’ at gø­re ma­den i Stor­bri­tan­ni­ens fol­ke­sko­ler bed­re. Det er et møj­som­me­ligt ar­bej­de, og det lyk­ke­des ik­ke helt, har han si­den in­drøm­met. Al­li­ge­vel for­sat­te han og gik sid­ste år i kø­det på so­da­vands­fir­ma­er, som fyl­der børn og un­ge med suk­ker­hol­di­ge drik­ke, der va­re­de­kla­re­res som sun­de. Kampag­nen ’Ja­mies su­gar rush gik – til Ja­mie Oli­vers sto­re over­ra­skel­se – rent ind og ba­ne­de vej­en for en be­skat­ning af suk­ker i so­da­vand.

Sel­ve kampag­ne­ar­bej­det er en blan­det op­le­vel­se.

»Jeg bå­de el­sker og ha­der det. Jeg ha­der det fak­tisk det me­ste af ti­den, men jeg har la­vet en hånd­fuld af dem, og de har ge­ne­relt haft en stor ind­fly­del­se.«

Fak­tisk vil han helst ba­re la­ve mad, men han be­fin­der sig en si­tu­a­tion, hvor han ik­ke la­en­ge­re fø­ler, at han kan la­de va­e­re med at bru­ge sin su­per­so­ni­ske stem­me til at rå­be højt, f.eks. når børns hel­bred er i fa­re.

Bag mig rø­rer Ja­mie Oli­vers PRa­gent på sig. Hun må sen­de skjulte blik­ke, for kok­kens svar bli­ver kor­te­re. Jeg fort­sa­et­ter trod­sigt med at stil­le spørgs­mål, for der er sta­dig man­ge på blok­ken, og vi er først li­ge kom­met or­dent­ligt i gang.

Der er gå­et 35 mi­nut­ter – fem mi­nut­ter over tid. Ja­mie Oli­ver rejser sig, smi­ler og ra­ek­ker hån­den frem.

Han når må­ske li­ge at ta­en­ke på aeg og ba­con, for et smil bre­der sig over an­sig­tet, men den na­e­ste jour­na­list står i kø, og drøm­men må ud­sky­des.

No­get ty­der på, at der ik­ke er tid til at va­e­re tra­et, når man er chef i for­ret­nin­gen ’Ja­mie Oli­ver’. Al­li­ge­vel går jeg der­fra med ind­tryk­ket af en mand, for hvem det he­le er lidt en leg.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.