NÅR GAM­LE BOKSER

Hvor går man hen, når ens tid på ar­bejds­mar­ke­det er for­bi?

BT - - SONDAG -

og ene kvin­de, Ben­te, ta­e­sker af sted på den ha­en­gen­de cy­lin­der­klump. Nog­le er lang­som­me. An­dre er hur­ti­ge.

Kurt No­a­ck tra­e­ner selv med. Han er i god form, det er ty­de­ligt. Han er høj og vel­tra­e­net og 74 år gam­mel.

De­pri­me­ret

No­a­ck er – sam­men med Svend Åge Jør­gen­sen, der er tid­li­ge­re for­mand for Dansk Bok­se­u­ni­on – tra­e­ner for ’Bok­se­ni­ster­ne’, der tra­e­ner tirs­dag og fre­dag hver uge i to ti­mer.

»Jeg var de­ci­de­ret de­pri­me­ret, ef­ter at jeg gik på pen­sion. Ked af det. Jeg kun­ne ik­ke fin­de me­get me­ning. Min ko­ne kom hjem fra sit ar­bej­de hver dag og spurg­te: ’Har du få­et gå­et en tur?’ og hvad vi nu hav­de snak­ket om, jeg skul­le ha­ve gjort. Og jeg måt­te jo si­ge, at ’Nej, det har jeg ik­ke.’ Der gik na­e­sten et år, hvor jeg hav­de det så­dan,« forta­el­ler Stig Vogn­sen.

Han er tid­li­ge­re an­sat i F. L. Smidth gen­nem 37 år, hvor han rej­ste ver­den rundt for at idriftsa­et­te samt fejl­finde på ud­styr le­ve­ret af fir­ma­et.

»Det var, da min ko­ne til svøm­ning hør­te, at der var den her bok­se­klub, og jeg ef­ter­føl­gen­de ne­de ved Brugs­en så en bil, hvor der var et skilt fra klub­ben på, at der ske­te no­get. Det var Svend Åge, der trå­d­te ud af bi­len, og så kon­tak­te­de jeg ham. Det var sgu godt, jeg gjor­de det, for nu er jeg her,« si­ger Stig Vogn­sen. Han gri­ner me­get. Jo­ker med de an­dre. Men han er al­vor­lig, når snak­ken går på, at ti­den ef­ter ar­bejds­mar­ke­det kan va­e­re sva­er.

»Hver dag hav­de jeg den sam­me ru­ti­ne. Jeg stil­le­de min cy­kel det sam­me sted på Ring­s­ted Sta­tion, jeg ha­eng­te min jak­ke stort set sam­me sted på ar­bej­det, og jeg hav­de ting, jeg skul­le ha­ve gjort. Plud­se­lig var de ting va­ek fra den ene dag til den an­den. Det skal man alt­så li­ge vaen­ne sig til,« si­ger han.

»Har­dy, du ta­el­ler ned, det er du go’ til,« si­ger Kurt No­a­ck.

To mi­nut­ters boks­ning. Har­dy ta­el­ler ned med sto­pur om hal­sen, mens han rå­ber: »Høj­re, høj­re, li­ge ven­stre, høj­re!«

»Jeg blev en­gang kno­ck­ou­tet af en fin­ne i før­ste run­de. Det var, for­di han skul­le hjem sam­me dag,« si­ger Har­dy Ol­sen til spørgs­må­let om, hvil­ken af si­ne kam­pe, han hu­sker bedst. Han er ae­res­med­lem af Ring­s­ted Bok­se­klub.

Han kan ik­ke bok­se me­re. 79 år gam­mel og krop­pen er for slidt. Han kom­mer, før tra­e­nin­gen be­gyn­der og la­ver kaf­fe. Når tra­e­nin­gen er i gang, er han mo­ti­va­tor og tid­ta­ger. Han kun­ne va­e­re Ro­cky Bal­boas tra­e­ner ’Mi­ck­ey’ af ud­se­en­de. Han ken­der boks­ning og tek­nik.

»Du si­ger til, når vi går i gang, Kurt,« rå­ber Stig Vogn­sen, da styr­keø­vel­ser­ne på gul­vet er be­gyndt.

Øl i kaf­festu­en

Sid­ste del af tra­e­nin­gen. Op­varm­ning, bok­seø­vel­ser og så styr­ke­tra­e­ning. »Vi er be­gyndt,« rå­ber Kurt No­a­ck til­ba­ge, mens han ta­ger ma­vebøj­nin­ger. »Nååå, nå,« gri­ner Stig Vogn­sen til­ba­ge. På Ring­s­ted Bok­se­klubs hjem­mesi­de står der, at tra­e­nin­gen va­rer fra kl. 10 til 12. Men der er ind­lagt so­ci­al­tid i det tids­rum. Tra­e­nin­gen er fa­er­dig 10.57, og der klap­pes, da Kurt No­a­ck be­kendt­gør af­slut­nin­gen. »Det var lidt hår­de­re i dag på grund af ga­ester­ne, var det ik­ke,« spør­ger en af bok­se­ni­ster­ne, da den ene fa­ste øl skal ind­ta­ges i kaf­festu­en, der lig­ger på 1. sal, ef­ter at ba­det er over­stå­et, og hen­ty­der til Ber­ling­s­kes be­søg. »Naah.« Der små­gri­nes.

Kas­se­re­ren, Kar­sten Dal­gaard, er 66 år. Han sad i fi­nans­af­de­lin­gen i TDC, da han ar­bej­de­de. Han har al­tid va­e­ret in­ter­es­se­ret i boks­ning, men det var først, da han så et avis­op­slag, at han kom til at ken­de klub­ben. Der­ef­ter va­de­de han ind en tra­e­nings­mor­gen, hvor al­le fra før­ste gang hil­ste, selv om de ik­ke vidste, hvem han var.

»Det er helt spe­ci­elt, at vi kom­mer fra så man­ge for­skel­li­ge ste­der. Her er sme­de, en ma­skin­me­ster, folk fra fi­nans­ver­de­nen og så vi­de­re. Det var jo ik­ke folk, man mød­te, da man selv gik på ar­bej­de. Det er vir­ke­lig dej­ligt, sy­nes jeg,« si­ger han. Han ma­er­ke­de li­ge­som Stig Vogn­sen og­så, at det var un­der­ligt, da han plud­se­lig skul­le si­ge far­vel til ar­bejds­li­vet

»Min ko­ne er syv år yn­gre end jeg, så hun ar­bej­der sta­dig. Vi tog en må­ned til Au­stra­li­en, da jeg gik på pen­sion. Da vi kom hjem, og hun så tog på ar­bej­de, da må jeg in­drøm­me ... Der var godt nok stil­le. Og jeg tror, at man­ge af ma­en­de­ne vil in­drøm­me, at det li­ge ta­ger et halvt til et helt år, før man fin­der ud af, hvad man skal,« si­ger Kar­sten Dal­gaard.

Det er et gen­nem­gå­en­de te­ma. Det er sva­ert at slip­pe det liv, man har le­vet gen­nem fle­re år­ti­er. Men som Stig Vogn­sen si­ger:

»Det er jo li­ge­gyl­digt, om det er boks­ning el­ler fa­egt­ning. Så la­en­ge man har no­get at gå op i og nog­le men­ne­sker at va­e­re sam­men med. Det er langt bed­re end at sid­de der­hjem­me og bli­ve gam­mel og se fjern­syn.«

’’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.