Tro­en gør dig glad

BT - - SONDAG -

Jeg tror på Gud. Det har jeg gjort, si­den jeg før­ste gang mød­te ‘ham’ i form af en dyb ka­er­lig­hed og er­ken­del­se af, at al­ting ha­en­ger sam­men. En af de der spi­ri­tu­el­le op­le­vel­ser, som gør, at li­vet al­drig bli­ver helt det sam­me som før, og som løf­ter al­ting op i et stør­re per­spek­tiv. For mig gør det ik­ke no­get, om Gud hed­der Gud, Bud­dha, Kris­h­na, Al­lah el­ler hvem, man nu be­der til. Folk har hver sin til­gang. Hver sin tra­di­tion. Hver sin tro. MEN DET ER som om, at vi har tabt alt det smuk­ke og po­si­ti­ve i re­li­gio­ner og det at tro på no­get. Al­le de evig­gyl­di­ge sand­he­der og fa­el­les va­er­di­er, som man­ge tros­ret­nin­ger har. Og i ste­det for for­bin­der vi det ho­ved­sa­ge­ligt med ter­ror, krig, man­gel på ud­dan­nel­se, magt, op­gi­vel­se af den frie vil­je osv. Ja, re­li­gion er na­er­mest ble­vet et ban­de­ord. Et tegn på no­get ‘far­ligt’ el­ler no­get ‘out­da­tet’. Og først når li­vet vir­ke­lig tvin­ger os i knae, og vi sid­der ved sy­ge­sen­gen, tør, vi i smug fol­de vo­res ha­en­der og be­de til no­get stør­re end os selv. Sø­ge trøst og for­stå­el­se. Først dér er der nem­lig ‘brug for’ tro­en. MEN MÅ­SKE HAR vi me­re brug for den, end vi li­ge går og tror. FOR ME­GET FORSK­NING vi­ser nem­lig, at re­li­gi­øse men­ne­sker har fle­re so­ci­a­le for­bin­del­ser (kir­ke-fa­el­les­skab), fa­er­re ne­ga­ti­ve fø­lel­ser,og fle­re po­si­ti­ve fø­lel­ser end an­dre (tro­en gi­ver stør­re me­ning med li­vet, og fø­lel­ser som tak­nem­me­lig­hed og til­gi­vel­se kom­mer i fo­kus).De får fa­er­re hjer­te­syg­dom­me (sun­de­re livs­stil) og le­ver og­så la­en­ge­re end an­dre. TRO OG RELIGIØSITET ser alt­så ud til at på­vir­ke lyk­ke og liv­stil­freds­hed i en me­get positiv ret­ning.Og vi kan (sjovt nok) be­vi­se, at re­li­gion og tro gør no­get godt for os som men­ne­sker. FAK­TISK TROR JEG, at me­get af den li­del­se, vi op­le­ver idag i form af de­pres­sion, en­som­hed, me­nings­løs­hed og en mar­kant stig­ning i psy­ko-phar­ma­ka, er di­rek­te for­bun­det med, at vi har mi­stet kon­tak­ten til det ån­de­li­ge. Mi­stet kon­tak­ten til en grund­la­eg­gen­de del af os selv – og hin­an­den.Den del som tro­en bl.a. (hvad det nu end er) kan gi­ve os kon­takt til. Den del, der bå­de brin­ger os fa­el­les­skab og stør­re me­ning med li­vet, men og­så den del, der ska­ber en dyb kon­takt til os selv og vo­res in­dre. Den del, som for­bin­der det dy­be­ste i mig med det dy­be­ste i dig. VI HAR MED vi­den­ska­ben i den ene hånd og det ma­te­ri­el­le fo­kus i den an­den for­ga­e­ves for­søgt at fan­ge lyk­ken. Men uden held. For det kan godt va­e­re, at vi har få­et la­e­kre sam­ta­le­køk­ke­ner og en pro­fil på Fa­ce­book, men vi fø­ler os sta­dig me­re en­som­me. Og det kan godt va­e­re, at sovepi­l­len er rar at ha­ve, når man skal tid­ligt op, men den fjer­ner ik­ke de man­ge be­kym­rin­ger og fø­lel­sen af tom­hed. For selv­om vi al­tid går ma­et­te i seng, op­le­ver man­ge af os den ån­de­li­ge hunger­s­nød, som fin­der sted i vo­res del af ver­den. JEG SI­GER IK­KE at, vi al­le skal be­gyn­de, at gå i kir­ke igen. El­ler la­eg­ge Bi­be­len på nat­bor­det. Jeg vil blot slut­te af med det­te smuk­ke ci­tat: ’Vi er ik­ke men­ne­sker, som har en ån­de­lig op­le­vel­se. Vi er ån­de­li­ge va­e­se­ner, der har en men­ne­ske­lig op­le­vel­se.’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.