ANGRIBEREN DER G

BT - - SPORTEN -

NY BOG Ud­drag fra ka­pi­tel 12 og 13 Drøm­men var en frem­tid i det Svend­borg, der be­tød så me­get for Jo­hn Erik­sen sam­men med den fa­mi­lie, der var hans et og alt. Drøm­men var en frem­tid med fa­mi­lie og med fod­bol­den, som han ik­ke kun­ne slip­pe. Drøm­men var en frem­tid i det hus med wi­descre­e­nud­sig­ten ved Svend­borg Sund, han så nø­je hav­de plan­lagt, så nø­je hav­de va­e­ret ta­et på i he­le byg­ge­pro­ces­sen. Nu var drøm­me­ne bri­stet.

Jo­hn Erik­sens frem­tid var na­er­mest uover­sku­e­lig. In­gen fod­bold. In­gen vil­la. In­gen fa­mi­lie. Jo­hn Erik­sen skul­le stå på eg­ne ben på et tids­punkt i li­vet, hvor det var tem­me­lig vak­kel­vor­nt. Hu­set i Strand­hu­se kun­ne han ik­ke sid­de i ale­ne. Der var ik­ke pen­ge til det uden ind­ta­eg­ter. An­net­te kun­ne hel­ler ik­ke. Der­for måt­te hu­set sa­el­ges. Der var no­get na­e­sten sym­bolsk over det. Hu­set, der var et lil­le monu­ment over de­res fa­el­les frem­tid, var ik­ke la­en­ge­re på de­res ha­en­der. I ste­det blev den at­trak­ti­ve adres­se med sun­det for fo­den af grun­den veks­let til to ra­ek­ke­hu­se. Det ene lå en ki­lo­me­ter la­en­ge­re in­de i lan­det i det ve­st­li­ge Svend­borg. Der bo­sat­te An­net­te Erik­sen sig med Ca­mil­la og Sa­rah.

Det an­det lå i Rantzaus­min­de. En for­stad til Svend­borg, der var pra­e­get af kyst­linj­en og sto­re im­posan­te vil­la­er, flan­ke­ret af stør­re klas­si­ske par­cel­huskvar­te­rer in­de i lan­det, som de fin­des i de fle­ste dan­ske provins­by­er.

Det var her, Jo­hn Erik­sen skul­le for­sø­ge at få hold på sig selv og sit liv.

Man kun­ne ro­ligt ta­le om, at tav­len på sin vis var ble­vet vi­sket ren. Nu skul­le den svend­bor­gen­si­ske fod­bold­le­gen­de selv teg­ne sin hver­dag, selv pra­e­ge sit liv. Men det er en sva­er di­sci­plin, når man er ved at mi­ste ev­nen til over­ho­ve­det at ta­ge va­re på net­op det: Li­vet.

An­net­te hav­de i den grad holdt sin mand op­pe og kø­ren­de, må­ske end­da på et ni­veau, han slet ik­ke hav­de i sig. Det stod og­så hur­tigt smerte­ligt klart for hans fora­el­dre. Eb­ba og Hart­mann kun­ne se de­res voks­ne søn na­er­mest va­e­re lam­met af skils­mis­sen.

En mand, der hver­ken var i ba­lan­ce med sig selv el­ler i trit med om­ver­de­nen. De hav­de re­gi­stre­ret, at han hav­de pe­ri­o­der, hvor han gen­tog sig selv. De hav­de og­så re­gi­stre­ret, at han hav­de sva­ert ved at få et ar­bej­de. Men i hver­da­gen hav­de de på in­gen må­de va­e­ret ta­et nok på til at kun­ne se, hvor slemt det var. Ik­ke før han stod på eg­ne ben uden at ha­ve An­net­te til at støt­te sig. Og re­sul­ta­tet var uund­gå­e­ligt – Jo­hn Erik­sen var ved at va­el­te i sit eget liv.

I før­ste om­gang var Eb­ba sik­ker på, at hen­des søn var ble­vet hårdt ramt af en de­pres­sion.

Det hav­de ta­get hårdt på ham med skils­mis­sen, der blev lagt oven i, at han ik­ke kun­ne fin­de et ar­bej­de og der­med en el­ler an­den form for me­nings­fyldt hver­dag. Hen­des søn be­fandt sig i et vaku­um. Der­for send­te hun sin søn ned til fa­mi­li­ela­e­gen Stol­pe.

Eb­ba og Hart­mann var på vej på fe­rie, så hun skrev et brev, hvor hun så in­der­ligt bad Jo­hn Erik­sen om ta­ge til la­e­ge og få nog­le lyk­kepi­l­ler.

»Jeg har ik­ke en skid for­stand på lyk­kepi­l­ler, men det var ba­re for at få ham til la­e­gen. Han tog bre­vet med ned til Stol­pe, og Stol­pe gav ham lyk­kepi­l­ler­ne. Men han sag­de og­så, at Jo­hn skul­le kom­me til­ba­ge,« forta­el­ler Eb­ba Erik­sen om den sva­e­re tid, hvor fora­el­dre­ne ik­ke vidste, hvad der var galt med de­res søn.

»Lyk­kepi­l­ler­ne hjalp selv­føl­ge­lig ik­ke no­get, og så fik Stol­pe sør­get for, at Jo­hn kom på sy­ge­hu­set og blev or­dent­ligt un­der­søgt, for vi kun­ne se, at der var no­get galt.«

De dom­me, som ska­eb­nen fa­el­der, kan ik­ke ud­sa­et­tes. De er ik­ke til at und­gå, hvor me­get man end for­sø­ger at und­vi­ge dem. Dom­men kom, og den var hård. I en al­der af ba­re 38 år var Jo­hn Erik­sen lang­somt på vej til at for­svin­de fra den­ne ver­den og helt ind til et sted i sig selv, hvor han ik­ke kun­ne nås. Han var de­ment. Sta­dig ik­ke me­re hårdt ramt, end at han godt kun­ne bo for sig selv. Men der var in­gen tvivl; Jo­hn Erik­sen var ramt på en må­de, der vil­le be­ty­de, at han me­re og me­re vil­le glem­me si­ne om­gi­vel­ser, vil­le glem­me sin ver­den, si­ne el­ske­de. Vil­le glem­me sig selv. Ud over den na­er­me­ste fa­mi­lie var der ik­ke an­dre, der vidste, hvor galt det stod fat med Jo­hn Erik­sen.

Men det be­tød ik­ke, at folk ik­ke vidste, at der var no­get galt med Jo­hn Erik­sen. Den tid­li­ge­re ud­land­spro­fes­sio­nel­le og lands­holds­spil­ler var et kendt an­sigt i provins­by­en, og der­for blev der og­så lagt ma­er­ke til, at han ik­ke la­en­ge­re var, som han var

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.