Le­ne Bei­er var 25 år, før­ste gang hun na­e­sten dø­de

BT - - NYHEDER -

Hun vid­ste med sik­ker­hed, at hun skul­le dø. Men livet, der pas­se­rer revy, blev ik­ke af­spil­let i hen­des ho­ved.

Af­ske­den blev ik­ke plan­lagt og or­de­ne ik­ke for­mu­le­ret. For Le­ne Bei­er var så tra­et. Hun var alt, alt for tra­et til at ta­en­ke på no­get som helst.

»Men jeg kan hu­ske, jeg ta­enk­te: ’Det her kom­mer ik­ke til at gå’. Ens hjer­ne fun­ge­rer og­så lang­som­me­re, så jeg var helt rundt­os­set,« forta­el­ler hun.

Da di­ag­no­sen blev stil­let, var den stør­ste for­hin­dring over­vun­det. Da mag­tes­løs­he­den og usik­ker­he­den for­svandt, for­svandt døds­dom­men og­så.

Me­di­ci­nen blev op­trap­pet lang­somt af frygt for at for­år­sa­ge et hjer­te­stop, men den vir­ke­de i lø­bet af de to må­ne­der, hun måt­te sy­ge­mel­des fra sit ar­bej­de. Og for før­ste gang i må­neds­vis føl­te Le­ne Bei­er sult. Det blev en ri­stet ho­t­dog. An­den gang, Le­ne Bei­er så døden i øj­ne­ne, var syv år se­ne­re.

Stof­skif­te­syg­dom­men myks­ø­dem gør det sva­ert at bli­ve gravid. Abor­tri­si­ko­en er for­hø­jet, li­ge­som der og­så er en ri­si­ko for, at isa­er døtre ar­ver syg­dom­men, så der skul­le en del over­vej­el­ser til. Der­på fulg­te nog­le år, hvor Le­ne Bei­er med sin mand An­ders for­søg­te at bli­ve gravid på egen hånd, ind­til de måt­te gi­ve op og ty til in­se­mi­ne­ring og hor­mon­be­hand­ling. Ef­ter tre for­søg kom hen­des ae­ld­ste søn, den i dag syv-åri­ge Art­hur, til ver­den. Men hel­ler ik­ke det­te skul­le for­lø­be uden pro­ble­mer.

»Det var den mest van­vit­ti­ge fød­sel i ver­den,« forta­el­ler Le­ne Bei­er om føds­len, der kun­ne ha­ve ko­stet bå­de mor og barn livet.

Art­hur var en or­dent­lig klep­pert, som sat­te sig fast to gan­ge. På det tids­punkt var det for sent at fo­re­ta­ge kej­ser­snit, og man end­te med at bra­ek­ke kra­ve­be­net på den lil­le fyr og for­st­u­ve mo­de­rens ha­le­ben med vil­je for at få ham ud. Un­der­vejs mi­ste­de Le­ne Bei­er na­e­sten to li­ter blod.

Hans sto­re stør­rel­se ved føds­len kan mu­lig­vis skyl­des hen­des myks­ø­dem. Det me­ner hun at ha­ve hørt no­get om, men hun er ik­ke helt sik­ker.

Det er og­så li­ge me­get, for det er for­tid nu, for­kla­rer hun. I det he­le ta­get ta­en­ker hun ik­ke så me­get på sin

syg­dom. Med dag­lig me­di­ci­ne­ring har den nem­lig na­er­mest in­gen ind­virk­ning på hen­des hel­bred.

’Godt, jeg hav­de svi­ger­mor’

Hun er sta­dig kuldska­er og får øm­me og krid­hvi­de fin­ger­spid­ser, når det er koldt. Hun får ondt i ho­ve­d­et, hvis ly­set er for skar­pt, og hun ser dår­ligt i mør­ke, forta­el­ler Le­ne Bei­er, der har ind­vil­li­get i at forta­el­le sin hi­sto­rie for at hja­el­pe an­dre i sam­me si­tu­a­tion.

Hun op­le­ver nem­lig, at de fle­ste symp­to­mer og fa­re­sig­na­ler er så umid­del­bart harm­lø­se og lum­ske, at la­e­gen sja­el­dent tjek­ker stof­skif­tet på eget ini­ti­a­tiv.

»Så det var godt, jeg hav­de min svi­ger­mor, el­lers hav­de jeg ik­ke over­le­vet det her,« si­ger Le­ne Bei­er.

FOTO: CLAUS BECH

Le­ne Bei­er er sta­dig kuldska­er og får øm­me og krid­hvi­de fin­ger­spid­ser, når det er koldt. Hun får ondt i ho­ve­d­et, hvis ly­set er for skar­pt, og hun ser dår­ligt i mør­ke. Men med sin me­di­cin kan hun trods alt le­ve et nor­malt liv nu.

FOTO: ÓLAFUR STEINAR GESTSSON

Når Le­ne Bei­er har svedt i tra­e­nings­lo­ka­let og på gul­vet i ’Vild med dans’, har hun druk­ket li­ter­vis af vand for ik­ke at bli­ve svim­mel og i sid­ste en­de be­svi­me. Hun har nem­lig sva­ert ved at hol­de på va­e­sken og tis­ser tit – til stor mor­skab for sin dan­se­part­ner Fre­de­rik Non­ne­mann.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.