Ta­bu­ret­kla­e­ber el­ler figh­ter

BT - - DEBAT -

Stats­mi­ni­ster Lars Løk­ke Ras­mus­sen har lagt stra­te­gi­en for ef­ter­å­ret om. Det var en suc­ces, da Løk­ke i for­å­ret skub­be­de de sva­e­re­ste spørgs­mål til ef­ter­å­ret og i ste­det an­non­ce­re­de, at der vil­le kom­me en 2025-plan. Men den øvel­se vir­ker kun én gang. El­ler gør den?

HVAD ER PROBLEMET? Et ima­ge som ’hånd­va­er­ke­ren’ er sat over styr, stats­mi­ni­ster­tyng­den er te­stet og fej­l­e­de

DEN LIDT KEDSOMMELIGE bog­hol­der­fi­nans­lov er ryk­ket op i ra­ek­ken af pri­o­ri­te­ter, li­ge­som de to bund­ne op­ga­ver om at af­skaf­fe PSO-af­gif­ten og få etab­le­ret et nyt sy­stem for ejen­doms­vur­de­rin­ger. Nu skal bol­den til at rul­le. Må­ske kan man li­ge­frem få gang i nog­le af ini­ti­a­ti­ver­ne fra 2025-pla­nen. Det from­me håb er, at når først par­ti­er­ne – ik­ke mindst DF og LA – har ind­gå­et en ra­ek­ke af­ta­ler, så er fa­el­les­ska­bet ble­vet be­kra­ef­tet – og i øv­rigt vil det se mystisk ud, hvis LA så va­el­ter re­ge­rin­gen umid­del­bart ef­ter at ha­ve ind­gå­et en ra­ek­ke af­ta­ler med den. Det er hå­bet. SÅ LA­EN­GE DER er håb, er der mu­lig­he­der. Hå­bet ser godt nok me­get spin­kelt ud, for li­ge­som al­le ve­je fø­rer til Rom, så fø­rer al­le for­hand­lin­ger SØ­REN PA­PE POUL­SEN, i ef­ter­å­ret frem mod knu­den om­kring top­skat. Men så la­en­ge der er mu­lig­he­der, vil stats­mi­ni­ste­ren for­føl­ge dem. Og­så selv­om det ser grimt ud un­der­vejs. Det kan man be­trag­te som uva­er­digt ta­bu­ret­kla­e­be­ri el­ler som be­un­drings­va­er­dig figh­terånd. De plat­te sport­s­me­ta­fo­er står da og­så i kø, når man i dis­se da­ge skal for­sø­ge at ba­lan­ce­re mel­lem sort­syn og op­ti­mis­me på re­ge­rin­gens veg­ne, f.eks. at den far­lig­ste bok­ser er ham (m/k), som li­ge har kys­set kan­vas­sen – men på den an­den si­de kan det og­så va­e­re sva­ert et hol­de ba­lan­cen på de vak­len­de ben. I JYDE-WHIST VIL­LE man si­ge, at Løk­ke har mel­din­gen med en dår­lig hånd. På den ene si­de må man an­er­ken­de, at re­ge­rin­gen sid­der med vir­ke­ligt dår­li­ge kort på hån­den – na­er­mest jern­hånd. På den an­den si­de kan en kort­haj spil­le en vir­ke­lig dår­lig hånd god. Men når det sker, så er ind­sat­sen høj, for går man ned med sin mel­ding, så ta­ber man ik­ke med én bet, så går man ned med 10. Det kan va­e­re dyrt at tro på, at det går bed­re, hvis man selv for­sø­ger at sty­re spil­let. EN TING ER sik­kert, Løk­ke kan ik­ke true med valg igen. Sidst han gjor­de det, var i slags­må­let med De Kon­ser­va­ti­ve om Eva Kjer Han­sen og land­brugs­pak­ken. Hvis vi skal bli­ve i kort­ver­de­nen, så spil­le­de Løk­ke den­gang po­ker og gik ’all in’. Han tab­te. Man kan vel si­ge, at han si­den den­gang har spil­let på klods magt­ma­es­sigt i hå­bet om, at en hel­dig hånd vil­le red­de det he­le. Men ga­el­den til hu­set – i det­te til­fa­el­de til støt­te­par­ti­er og va­el­ger­ne – er vok­set. Og det er trods alt de fa­er­re­ste, der spil­ler rig­tigt godt, når først bil­nøg­ler­ne er lagt i pulj­en. ET IMA­GE SOM ’hånd­va­er­ke­ren’ er sat over styr, stats­mi­ni­ster­tyng­den er te­stet og fej­l­e­de, »jeg vil ik­ke va­e­re stats­mi­ni­ster for en­hver pris« er for­tyn­det til smag­løs­hed som bil­lig saft, og al­le mu­lig­he­der for at ha­ve kørt en valg­kamp på at va­e­re den ene­ste med en plan er udtøm­te, for hvad hja­el­per det at ha­ve en plan, hvis den er så ’klog’, at den ene­ste, der for­står den, er én selv. Der­for fri­stes man til at si­ge, at den ene­ste go­de nyhed er, at det kun kan gå fremad.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.