Reg­ler, reg­ler, reg­ler

BT - - INDHOLD -

Som barn le­ve­de jeg i et strengt re­gi­me af reg­ler. En re­gel dik­te­re­de, at jeg al­drig måt­te tra­e­de på stre­ger­ne på for­to­vet, en an­den be­stem­te de møn­stre, jeg klap­pe­de vo­res hund i. Der var reg­ler for ra­ek­ke­føl­ger og rem­ser, der skul­le gen­ta­ges i en uen­de­lig­hed for at sik­re, at min ver­den be­stod. Reg­ler­ne var tem­me­lig be­sva­er­li­ge – og tids­kra­e­ven­de. Var jeg kom­met hjem fra sko­le uden at tra­e­de på de fa­mø­se stre­ger på for­to­vet for så at ram­me ska­evt på den sid­ste fli­se, var der in­gen vej udenom .... Jeg måt­te til­ba­ge til start. Ned til sko­len og hjem – en gang til. Men reg­ler er ik­ke kun af det on­de. De kan og­så op­ret­hol­de or­den og hu­ske os på, hvad der er vig­tigt. Det ved Hel­la Joof, der net­op har ud­gi­vet en bog om go­de reg­ler. Der er f.eks. glim­me­reg­len, der min­der om, at vi skal dva­e­le ved ALT det go­de i li­vet, bo­mulds­reg­len, der min­der om, hvil­ke kam­pe som er va­erd at ta­ge, og ik­ke mindst pizza­reg­len, der hu­sker på, at man i li­vet – som i pizze­ri­a­et – al­tid skal be­de om dét, man ger­ne vil ha­ve. Per­son­ligt er jeg glad for at kun­ne si­ge, at jeg har lagt tvang­stan­ker­ne og de med­føl­gen­de reg­ler bag mig. I dag spyt­ter jeg kun over ven­stre skul­der, hvis en sort kat kryd­ser min vej. El­ler en grå. El­ler en sort­kla­edt pen­sio­nist. Alt­så ba­re for en sik­ker­heds skyld...

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.