Vis den uund­gå­e­li­ge pat­i­na

BT - - NOTER -

Jeg la­e­ser om Lo­tus Turéll, som er vok­set op i sla­e­be­spo­ret på sin far Dan Turèlls øde­la­eg­gen­de mis­brug af hash og al­ko­hol. Jeg la­e­ser om Se­ba­sti­an Kle­in, der for­søg­te at red­de sin far Jes­per Kle­in, der vir­ke­de fast be­slut­tet på at drik­ke sig ihjel. De to – nu voks­ne børn – er helt af­sin­digt mo­di­ge, for­di de tør ta­le om de­res fa­mi­li­ers hem­me­lig­he­der. Gen­nem mit liv er jeg stødt på de vil­de­ste fa­mi­lie­hem­me­lig­he­der. Og jeg har set, hvor­dan be­rø­rings­angst kan for­kvak­le alt det, der i vir­ke­lig­he­den er smukt.

En­gang sad jeg i en bil, hvor fi­re ud af fem vid­ste, at te­e­na­ge­ren i bi­len røg (når de voks­ne var ude af sy­ne), men hen­des far tur­de ik­ke ta­le med hen­de om det. Fo­re­stil jer tavs­he­den, da hen­des lil­le­bror – som den ene­ste uvi­den­de – spurg­te, om hun ik­ke snart skul­le ha­ve kø­re­kort, for­di hun ik­ke røg... Der kan va­e­re af­sin­dig småt i så­dan en bil, hvor al­le le­ger med og la­der som in­gen­ting. Jeg har set, hvor­dan psy­kisk syg­dom rev en fa­mi­lie midt over, og hvor­dan in­gen for­holdt sig til det. Al­le ac­cep­te­re­de fra den ene dag til den an­den, at det ene barn plud­se­lig mang­le­de. In­gen spurg­te om det. Jeg har set, hvor­dan fora­el­dre i et øje­bliks be­fip­pel­se be­slut­te­de at ’be­skyt­te’ det ene barn ved at hem­me­lig­hol­de, hvad det an­det barn hav­de gjort. Så­dan ska­ber man hem­me­lig­he­der mel­lem sø­sken­de og la­e­rer børn, at de er så for­ker­te, at de­res ad­fa­erd ik­ke tå­ler da­gens lys.

Vi er al­le sam­men med til at la­de som in­gen­ting – og et ta­bu er skabt. Men det gør det umu­ligt at la­e­re af hin­an­dens fejl, hvis vi kun ta­ler om det go­de.

Na­e­sten al­le er vi dag­ligt i si­tu­a­tio­ner, som fo­to­gra­fe­ret fra den rig­ti­ge vin­kel ser skøn­ne ud. Alt om­kring kan stå i flam­mer, men den avo­ca­do­mad er godt nok smuk. Når vi po­ster bil­le­det, er vi med­vir­ken­de til at ska­be en fø­lel­se hos an­dre af, at de er for­ker­te. For de kan jo selv se, hvor ska­egt, la­ek­kert, luksus, fa­mi­lie­hyg­ge­ligt, yn­digt, rent og smukt al­le vi an­dre har det. Jeg tror, at den fø­lel­se af at va­e­re for­kert og fan­get i et ke­de­ligt liv, med en un­der gen­nem­snit­tet fø­lel­se af lykke, er me­re ska­de­lig end at ta­ge hånd om si­tu­a­tio­nen. Nor­ma­li­se­re den og for­hol­de sig til vir­ke­lig­he­den.

For hvis alt (i hvert fald på In­s­ta­gram og Fa­ce­book) er ta­end­te pej­se og hjem­me­bag, så re­pra­e­sen­te­rer det nok ik­ke den gen­nem­snit­li­ge uge, el­ler må­ned. El­ler liv? Jeg an­be­fa­ler der­for kun at føl­ge dem, som på de so­ci­a­le medier tør af­spej­le en lil­le smu­le vir­ke­lig­hed. Det kan va­e­re en dår­lig dag, en sva­er si­tu­a­tion, en man­dag mor­gen hvor man har trå­dt i en hund­el­ort, et smer­te­fuldt brud, en be­kym­ring, en syg­dom, af­ha­en­gig­hed, rod, en sva­er dag som fora­el­dre, en­som­hed. Kort sagt – li­vet.

Må­ske er min stør­ste ud­for­dring som mor ik­ke at und­gå rid­ser­ne, men der­i­mod at la­e­re mi­ne unger, at pat­i­na er smukt og helt uund­gå­e­ligt. De­res for­bil­le­de skal ik­ke va­e­re én, der gem­mer al smer­te og vir­ke­lig­hed af vej­en, jeg vil la­e­re mi­ne børn at rej­se sig. At se at de ik­ke går i tu­sin­de styk­ker af gråd. Men hvor­dan skal vi la­e­re vo­res unger at hånd­te­re ned­t­ur, hvis vi li­vet igen­nem har skjult vo­res eg­ne? Hvis vi har la­ert dem, at alt sva­ert skal skju­les, gem­mes af vej­en, pud­res og druk­nes i en per­fekt avo­ca­do­mad på pa­la­eo­brød.

Jeg mel­der mig skyl­dig. Jeg frem­vi­ser selv den per­fek­te avo­ca­do­mad, den smuk­ke­ste bo­un­ty­strand, det mis-un­del­ses­va­er­di­ge hjem. Men jeg vi­ser og­så alt det sva­e­re – sor­gen, fryg­ten, syg­dom, fru­stra­tion. Så er der selv­føl­ge­lig de hem­me­lig­he­der, der gør så ondt, at jeg skju­ler dem og ta­en­ker: ’Hvis I vid­ste det, så vil­le I må­ske ik­ke kun­ne li­de mig me­re’.

Den stør­ste stopklods for ae­r­lig­hed er fryg­ten for, hvad an­dre ta­en­ker. Fa­el­les­ska­bet er for vig­tigt for os al­le, fa­el­les­ska­bet er vo­res over­le­vel­se. Men i det se­kund vi hånd­pluk­ker ét se­kund ud af døg­nets 86.400 se­kun­der og ud­stil­ler dét, er det ik­ke la­en­ge­re et spejl af vir­ke­lig­he­den. Men den for­ham­mer, der ban­ker an­dre i ho­ve­d­et med et: ’Du er for­kert’.

En men­ne­ske­lig røv­tur kan nemt gem­mes bag et bil­le­de af en hjem­me­bagt ka­ge. Men det øde­la­eg­ger fa­el­les­ska­bet og stja­e­ler vo­res mu­lig­hed for at ra­ek­ke ud efter hin­an­den – for at hja­el­pe, hvil­ket el­lers er vo­res na­tur. Og det får vi kun me­re forl­oren lykke og en­som­hed ud af. Der­for har jeg en­de­løs respekt for Lo­tus Turéll og Se­ba­sti­an Kle­in.

Må­ske er min stør­ste ud­for­dring som mor ik­ke at und­gå rid­ser­ne, men der­i­mod at la­e­re mi­ne unger, at pat­i­na er smukt og helt uund­gå­e­ligt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.