H

BT - - INTERVIEW -

btwe­e­kend@bt.dk Foto Nils Meilvang el­la Joof hu­sker sta­dig fe­ri­en på den gra­e­ske ø Ios, hvor hen­des smuk­ke ve­nin­de fo­re­slog, at de skul­le spil­le ba­ck­gam­mon – top­lø­se. Ve­nin­dens bryster vend­te selv­føl­ge­lig kon­se­kvent opad mod må­nen, mens Hel­la Joof fe­brilsk prø­ve­de at sva­je i ryg­gen, for at hen­des bryst­vor­ter ik­ke skul­le ram­me bra­et­tet.

Si­tu­a­tio­nen var symp­to­ma­tisk for Hel­la Joofs ung­dom, hvor hun prø­ve­de og prø­ve­de at le­ve op til et ide­al, hvor ma­ven skul­le va­e­re flad og lå­re­ne tyn­de. Da hun gik på sku­e­spil­ler­sko­len i Oden­se var det uta­en­ke­ligt for hen­de at gå ud ad dø­ren uden fuld ma­keup.

»Når du er ung, er du på en må­de he­le ti­den til au­di­tion. Jeg stod helt se­ri­øst til den fy­si­ske tra­e­ning og sved­te i pud­der, ma­sca­ra og rou­ge. Jeg syn­tes og­så, at jeg hav­de grim­me, tyk­ke lår, men når jeg ser bil­le­der fra den­gang, kan jeg se, at det hav­de jeg over­ho­ve­det ik­ke.«

Brok og util­freds­hed var hen­des tro­fa­ste føl­ge­s­vend i de un­ge år, og hun vil­le vir­ke­lig ger­ne ha­ve kendt til ’rub og stub reg­len’ al­le­re­de den­gang.

I al sin en­kel­hed går den ud på, at va­el­ge én, som man fo­re­stil­ler sig at byt­te med – rub og stub. Alt fra udseende til øko­no­mi og fa­mi­lie.

Hver gang Hel­la Joof be­nyt­ter den, sker der det forun­der­li­ge, at hun ik­ke kan fin­de ét ene­ste men­ne­ske, som hun for al­vor har lyst til at byt­te med.

Re­gel­ryt­ter

Når den 53-åri­ge sku­e­spil­ler, for­fat­ter og in­struk­tør ser til­ba­ge, vil­le hun øn­ske, hun hav­de for­li­get sig med sin krop langt tid­li­ge­re – for det er nu en­gang den, hun er ble­vet til­delt, og den har vist sit va­erd bå­de til at fø­de, kram­me og dyr­ke elskov med. I dag tra­ek­ker hun ik­ke la­en­ge­re ma­ven ind – og er fak­tisk rig­tig glad for si­ne bryster. Hun går uden tø­ven i Fakta iført no­get ’løst spar­ked­ragt­lig­nen­de, med bril­ler­ne på na­e­sen og knold i nak­ken’. Og hun har va­e­ret me­get be­vidst om at op­dra­ge sin egen dat­ter til at sa­et­te pris på sin krop pra­e­cis som den er.

At hun er kom­met me­re i ’sync’ i de se­ne­re år, skyl­des ik­ke mindst, at hun er ble­vet bed­re til at sor­te­re i, hvad der er vig­tigt, og hvad der ik­ke er. Hvor hun tid­li­ge­re hav­de en ten­dens til at hid­se sig op, har hun i dag fun­det ud af, at brok uden hand­ling er ero­de­ren­de og gør me­re ska­de end gavn. Det og me­get me­re forta­el­ler hun om i sin nye bog ’Pap­ma­chéreg­len og an­dre glim­ren­de le­vereg­ler fra li­vets lovsam­ling’. En bog, hvor hun bru­ger si­ne eg­ne er­fa­rin­ger til at gø­re os an­dre klo­ge­re på, hvor­dan vi fin­der gla­e­den og lyk­ken uden at ta­ge så man­ge om­ve­je, som Hel­la Joof har gjort.

Om­ve­je har der ved gud va­e­ret nog­le styk­ker af. Bl.a. har hun la­ert, at man skal va­e­re me­get var­som med at kri­ti­se­re an­dres børn, med­min­dre man bli­ver spurgt di­rek­te. Selv da må man pak­ke kri­tik­ken ind i mas­ser af ka­er­lig­hed. Uan­set hvor go­de ven­ner man er, skal man ik­ke si­ge til folk, at de er dår­li­ge til at op­dra­ge de­res børn, selv­om un­ger­ne he­le ti­den skri­ger og er top­be­la­sten­de.

»Man skal hel­le­re ta­ge børnene med til stran­den el­ler byg­ge en hu­le, for så kan fora­el­dre­ne se, at der er ka­er­lig­hed til ste­de, og så si­ger de må­ske selv, at der er kr­udt i de unger, og så kom­mer I må­ske til at ta­le om det ad den vej. Kri­tik uden mas­siv ka­er­lig­hed er et an­greb, uan­set hvor­dan man ven­der og dre­jer det,« si­ger Hel­la Joof, der ud­over at la­ve film, skri­ve bø­ger og hol­de fored­rag og­så er fast med­lem af ’Mads og Mo­nopo­let’ på P4.

Bo­mulds-reg­len

»Sa­er­ligt kvin­der har en mas­se sy­ste­mer og må­der, tin­ge­ne skal gø­res på, og kan ry­ge op i det rø­de felt, hvis op­va­ske­ren ik­ke er fyldt kor­rekt, el­ler der lig­ger et vå­dt hånd­kla­e­de på gul­vet.«

Er man så­dan en kvin­de, er det godt at ken­de til bo­mulds­reg­len, der for­kla­rer, hvor­for ma­end og kvin­der i par­for­hold tit hav­ner i klud­der­mor, selv om beg­ge har de bed­ste in­ten­tio­ner. Nav­net på reg­len skal min­de om, at et vå­dt hånd­kla­e­de i bund og grund be­står af bo­muld og vand. Bo­muld er en smuk blomst, og du kan va­el­ge at se det vå­de hånd­kla­e­de som en blomst i vand og ik­ke som et ir­ri­ta­tions­mo­ment.

Hel­la Joof er af den over­be­vis­ning, at li­vet er for kort til pro­ble­mer, der kan lø­ses på un­der 15 se­kun­der, og hun har und­skyldt over for gam­le ka­e­re­ster, at hun før var så hyste­risk.

No­get af det va­er­ste, hun ved, er ha­en­ge­par­ti­er mel­lem men­ne­sker, hun hol­der af. Er hun og hen­des mand ble­vet uven­ner, ven­ter hun højst to ti­mer, før hun ta­ger em­net op, og spør­ger om ik­ke de skal få snak­ket om det. Li­ge­som hun rin­ger og ’ta­ger den’, hvis hun for­nem­mer, at hun har gjort en ve­nin­de ked af det.

Dét, Hel­la Joof øn­sker mest, er at hja­el­pe, og hen­des nye bog skal op­fat­tes som en ’hja­el­pe­bog’, som man kan navi­ge­re gen­nem li­vet efter. For der fin­des fak­tisk go­de hu­ske­reg­ler til na­e­sten alt.

’Bir­kes­reg­len’ er in­dis­kuta­bel, og går ud på at ‘vi selv­føl­ge­lig si­ger det, når folk har en bus­se­mand, der sid­der og vip­per, hvis che­fen har glemt at ly­ne buk­ser­ne el­ler har per­sil­le mel­lem forta­en­der­ne’. ’Med løg på reg­len’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.