’Jeg sat­te pi­sto­len for tin­din­gen og tryk­ke­de af’

Som barn skød Jens Bro­mann sig i ho­ve­d­et og blev blind. Et kort, men ube­ha­ge­ligt op­hold på et blin­de­hjem fik ham til at sva­er­ge, at han vil­le bru­ge sit liv på at aen­dre vil­kå­re­ne for han­di­cap­pe­de

BT - - 180° -

DFo­to Claus Bech en dag han fandt sin fars tje­ne­stepi­stol, var Jens Bro­mann en nys­ger­rig kna­egt på kun 10 år.

I 1963 var Jens Bro­manns far chef for PET og for­mand for Na­tos Ef­ter­ret­nings­kom­mis­sion, og søn­nen vid­ste, at fa­de­ren hav­de si­ne tje­ne­stepi­sto­ler lig­gen­de et sted i hjem­met. Han vid­ste og­så, at den slags var far­li­ge, så da han fandt dem, tog han si­ne for­holds­reg­ler og tøm­te ma­ga­si­net, in­den han be­gynd­te at le­ge med den ene pi­stol. Men den lil­le dreng hav­de for­reg­net sig. »Der sad li­ge pra­e­cis én kug­le til­ba­ge i kam­me­ret, den hav­de jeg ik­ke ta­enkt på.«

Han kun­ne li­ge så godt ha­ve tryk­ket pi­sto­len af ud ad vin­du­et el­ler ret­tet den al­le mu­li­ge an­dre ste­der hen.

»Men lør­da­gen in­den hav­de jeg set en Per­ry Ma­son film, hvor der var én, der sat­te pi­sto­len for tin­din­gen og tryk­ke­de af. Så det gjor­de jeg.«

I sam­me se­kund mi­ste­de Jens Bro­mann sy­net. Men på miraku­løs vis var han sta­dig ved be­vidst­hed.

Han vid­ste, at han hav­de va­e­ret uar­tig, så mens blo­det med hans eg­ne ord ’po­ste­de ud i bå­de høj­re og ven­stre si­de af ho­ve­d­et’, prø­ve­de han at pak­ke pi­sto­len sam­men og la­eg­ge den på plads. Som en gal ka­em­pe­de han for at skju­le sin uger­ning, men måt­te op­gi­ve og gå til be­ken­del­se over for sin mor.

Mo­de­ren tog si­tu­a­tio­nen over­ra­sken­de køligt. Hun bad Jens Bro­manns sto­re­bror om at hol­de øje med Jens, mens hun selv løb oven­på. I dag ga­et­ter Jens Bro­mann på, at hun var op­pe for at se, om han hav­de va­e­ret ud­sat for en for­bry­del­se. Da po­li­ti­et ef­ter­føl­gen­de duk­ke­de op, un­der­søg­te og­så de hu­set for ubud­ne ga­e­ster. I kold­krig­sti­den var det en na­er­lig­gen­de tan­ke, at KGB el­ler an­dre kun­ne va­e­re ude efter PET-che­fens fa­mi­lie.

Dø­den na­er

Da mo­de­ren en­de­lig kom til­ba­ge og rin­ge­de efter en am­bu­lan­ce, hav­de Jens Bro­mann med si­ne små dren­ge­fin­gre selv kon­sta­te­ret, at kug­len var gå­et tva­ers gen­nem ho­ve­d­et. På Glo­strup Sy­ge­hus kun­ne la­e­ger­ne kon­sta­te­re, at syns­ner­ven var re­vet over, men el­lers hav­de dren­gen in­gen va­ri­ge mén efter ulyk­ken.

»Det, der på ho­spi­ta­let gav de stør­ste kom­pli­ka­tio­ner, var, at jeg fik sår­fe­ber. Jeg fik over 42 gra­der i fe­ber og lå fle­re da­ge i et stort kø­le­skab, for­di fe­be­ren var for høj,« hu­sker han.

Men da han kom hjem, be­gynd­te be­sva­er­lig­he­der­ne for al­vor. Nu skul­le Jens Bro­mann la­e­re at le­ve et helt nyt liv – uden syn.

Som blind kun­ne han ik­ke la­en­ge­re bo hos sin mor og far. Iføl­ge blin­de­loven skul­le blin­de børn i den sko­leplig­ti­ge al­der i 60er­ne nem­lig bo på Ref­sna­es­sko­len i Ka­lund­borg.

»Det var en me­get stor om­va­elt­ning for en se­en­de plud­se­lig at kom­me ind i de blin­des ver­den – og så på en kostsko­le. Sko­len var me­get spe­ci­el,« si­ger Jens Bro­mann med sa­er­ligt tryk på den sid­ste sa­et­ning.

»Vi lå på sto­re sove­sa­le. Jeg kom på en fi­re­mands­stue. Det ene­ste, der var på stu­en, var fi­re sen­ge og to hånd­va­ske. På toilet­ter­ne var der in­gen dø­re, for vi skul­le kun­ne ob­ser­ve­res he­le ti­den. Jeg hav­de in­tet pri­vat­liv over­ho­ve­det,« hu­sker Jens Bro­mann. Men det var ik­ke det va­er­ste.

Li­ge efter ulyk­ken var Jens Bro­manns smags­sans øde­lagt. Det be­tød, at han op­le­ve­de, at den var­me mad, der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.