Ka­er­lig­he­den er li­ge dér – for­an os

BT - - DEBAT -

JENS GAARDBO OG MOR­TEN PELCH SKRI­VER I BT SØNDAGSKLUMMEN

Julie Frølich (S), Kan­di­dat til Kø­ben­havns Bor­ger­re­pra­e­sen­ta­tion Jeg bryster mig selv af et me­get op­fan­gen­de blik. Når jeg er ude. På vej. Un­der­vejs. Jeg ser men­ne­sker, skri­ver om dem og nu­an­cer­ne i os. Linjer­ne i dem og fod­af­tryk­ke­ne de sa­et­ter. Dem jeg mø­der på min vej. Men jeg ser ik­ke al­ting. Nog­le ting vil jeg fak­tisk helst ik­ke se. Den­ne ons­dag af­ten på mit ho­tel i Kø­ben­havn så jeg det igen. Det jeg helst ik­ke vil bi­de ma­er­ke i. Ik­ke for­di jeg ik­ke kan un­de an­dre men­ne­sker det, men for­di vi ik­ke al­le lyk­kes med det. Lyk­kes i det. Og med »vi« me­ner jeg na­tur­lig­vis mig selv. Det er jo det »let­te« ved at skri­ve klum­mer. Man kan. Jeg kan. Sa­et­te et »vi« for­an, og så er der en form for – af Car­sten Graa­ba­ek, i BT si­den 1982 skjold. Mel­lem os. Mel­lem mig og den ver­den, jeg be­skri­ver.

For­di de sad der, med de ryn­ke­de ha­en­der, ny­fo­rel­ske­de. Om de hav­de år­ti­er bag sig, var ik­ke ty­de­ligt for mig, men de hav­de i hvert fald ka­er­lig­he­den for­an, i og om­kring sig. Det ae­l­dre par i ho­tel­ba­ren. Han fik rød­vin, hun fik hvid­vin. Der var en ro over dem. Om­kring dem. Han var velkla­edt. Blå hør­bla­zer. Ny­strø­get ly­se­blå skjor­te un­der. Det bru­ne arm­båndsur sad us­vi­ge­ligt sik­kert på den ae­l­dre her­res ven­stre arm. Sko­e­ne mat­che­de den bru­ne la­e­der­rem. Hå­ret var gråt, men kin­der­ne bru­ne. På den må­de som et som­mer­hus i Spa­ni­en gi­ver dig far­ve, in­den novem­ber bi­der i sam­me kin­der med sin bla­est og si­ne for­falds­far­ver. Hun sad ved si­den af ham. Hen­des tyn­de og fi­ne ha­en­der hvi­le­de på man­dens lår. For­sig­ti­ge strøg. Sam­ta­len var le­ven­de, det kun­ne al­le se. Han smi­le­de. Til hen­de. Han ge­sti­ku­le­re­de og un­der­støt­te­de hvert et ord i forta­el­lin­gen med si­ne fag­ter. Han så ik­ke an­det. End hen­de. End det rum, som var mel­lem dem. Kvin­den hav­de sam­me al­der som man­den. In­gen yn­gre se­kre­ta­er, in­gen skils­mis­se her. På en må­de var det må­ske det smuk­ke. I dem. Ved dem. Det var åben­lyst, at de var gift. Med hin­an­den. Vi­el­ses­rin­gen på beg­ges ha­en­der. De hav­de den dér ting over sig, som år sam­men gi­ver. Ind­for­stå­et­he­den. Og i det øje­blik, i den ho­tel­bar, så jeg og­så, hvor vi an­dre ik­ke slår til. Når to­som­he­den ik­ke lyk­kes. Når de drøm­me, vi ba­e­rer, for os selv og for ka­er­lig­he­den, ik­ke lyk­kes, står for­an os, i an­dre.

Der, hvor vi ik­ke var go­de nok. Der, hvor in­ten­tio­nen ik­ke blev bå­ret af hand­lin­ger­ne. Der ka­ster den skyg­ger­ne over os. Om det er tabt ka­er­lig­hed, om det er men­ne­sket, vi tab­te, el­ler om det er den spi­ren­de for­nem­mel­se for no­get nyt. Tro­en på at den kan gen­vin­des. Ka­er­lig­he­den. Det skal jeg ik­ke kun­ne si­ge, men jeg så den og­så i de men­ne­sker om­kring mig. Man­den over for mig med sit eget glas vin. Kvin­den, som så op fra sin pc, da hun slog en hjerte­lig og mild lat­ter op. De op­le­ve­de det og­så. Fa­el­les­ska­bet. Blik­ke­ne. An­er­ken­del­sen. Af dem, som i et storm­fyldt og bru­sen­de hav af til­bud, tin­der og til­tra­ek­ning, lyk­ke­des med at få de­res skib sik­kert i havn og ar­bej­de sam­men om op­ga­ven. De fortje­ner net­op det. Ka­er­lig­he­den. Og det gør al­le vi an­dre i øv­rigt og­så. Den er li­ge dér. For­an os. Når vi tør og vil kig­ge ef­ter og på den.

Det var åben­lyst, at de var gift. Med hin­an­den. Vi­el­ses­rin­gen på beg­ges ha­en­der. De hav­de dén der ting over sig, som år sam­men gi­ver

Sal­get af el­bi­ler er mini­malt i 2016. Det er en ka­ta­stro­fe for mil­jø­et, kli­ma­et og for dan­sker­ne. Den 1. novem­ber skrev BT, at el­bilsal­get er langt fra det for­ven­te­de mål, som po­li­ti­ker­ne sat­te i 2015. Po­li­ti­ker­ne ved, at når man la­eg­ger af­gif­ter på no­get, så mind­skes sal­get - det ga­el­der selv­føl­ge­lig og­så el­bi­ler. Det mang­len­de salg af el­bi­ler er ik­ke ba­re ka­ta­stro­falt for kli­ma­et. Men det er og­så ka­ta­stro­falt for os bor­ge­re. For så la­en­ge der er så man­ge ben­zin- og di­e­sel­bi­ler på ve­je­ne, foru­re­nes vo­res luft. Det be­ty­der, at dit og mit liv bli­ver kor­te­re. Helt kon­kret hand­ler det om, at lidt over 3.000 dan­ske­re hvert ene­ste år dør for tid­ligt, og ti­tu­sin­der bli­ver al­vor­ligt sy­ge kun på grund af luft­foru­re­ning. Det er på ti­de, at den bor­ger­li­ge blok - og­så på det­te om­rå­de - ta­ger sig sam­men og sa­et­ter fart på den grøn­ne om­stil­ling. Det ga­el­der ik­ke bil­li­ge biler - men dit og mit liv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.