’Vo­res dat­ter er her, selv om hun er død’

BT - - NYHEDER -

KORT LIV En dag, der al­tid fal­der før­ste søn­dag i novem­ber og bru­ges til at min­des dem, vi har mi­stet. I 13 kir­ker lan­det over min­de­des man de spa­ed­børn, der dø­de in­den, un­der el­ler kort ef­ter føds­len.

»Kam­ma Be­a­te Hold­gaardThom­sen, 23. ju­ni 2010.«

Nav­net run­ge­de i det sto­re kir­ke­rum, da gre­vin­de Ale­xan­dra, pro­tek­tor for Lands­for­e­nin­gen Spa­ed­barns­død, la­e­ste det op i den lan­ge ra­ek­ke af nav­ne på børn, der er gå­et bort, in­den de­res liv for al­vor var be­gyndt. At de af­dø­de børns nav­ne la­e­ses op, er et fast ri­tu­al, der har stor be­tyd­ning for de fora­el­dre, der har mi­stet.

Og­så for Ida Ka­tri­ne Hold­gaard-Thom­sen og hen­des fa­mi­lie. Det var sy­ven­de gang, de delt­og, og det er hvert år en vig­tig dag for dem.

»I for­vej­en er det me­get ta­bu­belagt at ha­ve et dødt barn. Der er man­ge, der har sva­ert ved at for­stå det. Men når hen­des navn bli­ver la­est op, får hun en ek­si­stens­be­ret­ti­gel­se. Tra­di­tio­nen be­ty­der no­get, for­di man er sam­men med an­dre, der har det på pra­e­cis sam­me må­de. Vi har et barn, man ik­ke kan se. På den her må­de bli­ver hun gjort til en lil­le pi­ge,« si­ger Ida Ka­tri­ne Hold­gaardThom­sen. Hun skul­le ha­ve fred Gravi­di­te­ten med Kam­ma for­løb helt nor­malt. Ida Ka­tri­ne Hold­gaard-Thom­sen ma­er­ke­de den liv­li­ge pi­ge un­der ma­ve­skin­det, og par­ret var klar til at bli­ve fora­el­dre for an­den gang.

Men en la­e­ge men­te, at Kam­ma var lidt for lil­le. De fik fo­re­ta­get for­skel­li­ge un­der­sø­gel­ser, og da Ida Ka­tri­ne Hold­gaard-Thom­sen var gravid i uge 31, fik de en be­sked, som de var fuld­sta­en­dig ufor­be­red­te på: Den lil­le pi­ge i ma­ven var syg. Hun hav­de en kro­mo­som­fejl og vil­le en­ten dø i ma­ven el­ler kort ef­ter føds­len.

Ida og Jan Hold­gaardThom­sen gik i chok. Men de var nødt til at hol­de sam­men på sig selv, for de skul­le ta­ge en vig­tig be­slut­ning: Hvad skul­le der ske nu? Ef­ter tun­ge over­vej­el­ser valg­te de at få føds­len sat i gang. Det var fryg­te­ligt at fø­de hen­de. Helt igen­nem fryg­te­ligt. Vi vid­ste ik­ke, om hun var død el­ler le­ven­de, el­ler om vi kun­ne få hen­de med hjem

»Man øn­sker at se sit barn le­ve, men vi kun­ne godt se, at det ik­ke blev no­get va­er­digt liv. Vi valg­te, at hun skul­le ha­ve fred. Vi fra­valg­te at ha­ve bør­ne­la­e­ger til ste­de, der kun­ne for­la­en­ge hen­des liv. Vi vid­ste, at hun ik­ke kun­ne red­des, så vi vil­le ha­ve hen­de hos os og ik­ke på et bord hos en la­e­ge i den korte tid, hun var her,« si­ger Ida Ka­tri­ne Hold­gaardThom­sen. Om­slut­tet af mør­ke Et mør­ke om­slut­te­de det, der skul­le ha­ve va­e­ret et af de stør­ste øje­blik­ke i de­res liv.

»Det var fryg­te­ligt at fø­de hen­de. Helt igen­nem fryg­te­ligt. Vi vid­ste ik­ke, om hun var død el­ler le­ven­de, el­ler om vi kun­ne få hen­de med hjem. Hun le­ve­de, da hun kom ud, og hun nå­e­de at bli­ve døbt. Pra­e­sten nå­e­de ik­ke frem, så jor­de­mo­de­ren døb­te hen­de. Hun lå på mit bryst, ind­til hun dø­de. Hun blev en halv ti­me gam­mel,« si­ger Ida Ka­tri­ne Hold­gaardThom­sen.

I går ta­end­te fa­mi­li­en et lys for Kam­ma og teg­ne­de et hjer­te rundt om det i det fi­ne sand, der var strø­et ud over kir­kens stengulv.

»Det er en an­den op­le­vel­se i dag, hvor vi har få­et det på af­stand,« si­ger Jan Hold­gaardThom­sen.

»Det er ble­vet til et fint min­de me­re end en stor tung sorg.«

Al­li­ge­vel er det sva­ert at hol­de tå­rer­ne til­ba­ge i det sto­re kir­ke­rum.

»I dag får jeg lov at va­e­re mor til mit dø­de barn,« si­ger Ida Ka­tri­ne Hold­gaardThom­sen.

»Det er den ene­ste dag om året, hvor man rig­tigt får lov til det.«

Til april ven­ter par­ret end­nu et barn. En lil­le­sø­ster, der og­så skal hø­re om sto­re­sø­ster Kam­ma, der er her, selv om man ik­ke kan se hen­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.