’JEG KAEMPEDE FOR

BT - - NYHEDER -

HERLEV-DRABET

At tra­e­de ind i El­ver­par­ken er som at tra­e­de ind på en kir­ke­gård. Her, hvor børn nor­malt le­ger, hunde bli­ver luf­tet og mo­tions­lø­be­re hol­der sig form, er der nu lav­ma­el­te sam­ta­ler, tå­rer og ta­end­te fyr­fads­lys, samt tuli­pa­ner og ro­ser blandt de hånd­skrev­ne kort. El­sket og vel­lidt Et be­sti­alsk drab ryste­de bor­ger­ne i den kø­ben­havn­ske for­stad Herlev fre­dag af­ten i sid­ste uge. Den 32-åri­ge Lou­i­se Borg­lit blev myr­det med ad­skil­li­ge kniv­stik i El­ver­par­ken, da hun i regn­vej­ret luf­te­de sin sø­ster og svo­gers hund.

El­ske­de og vel­lid­te Lou­i­se Borg­lit, der i 2015 blev kå­ret som årets me­d­ar­bej­der af si­ne kol­le­ga­er i Ma­ga­sin på Kon­gens Nytorv, var gravid i sy­ven­de må­ned. Kort in­de i det nye år skul­le hun va­e­re mor til en lil­le dreng, som hun al­le­re­de hav­de døbt ‘Lil­le P’.

Mor­de­ren er sta­dig på fri fod, og po­li­ti­et har for­ga­e­ves ledt ef­ter et mo­tiv til drabet på en kvin­de, der ik­ke umid­del­bart har det, po­li­ti­et be­skri­ver som ‘skyg­ge­si­der’.

’Vi gjor­de, hvad vi kun­ne, men det var ik­ke nok. Sov sødt. Ka­er­ligst Mi­cha­el og Git­te’, står der på det lidt kryp­ti­ske, men hjer­teska­e­ren­de kort. Det lig­ger blandt de man­ge hånd­skrev­ne hils­ner med ord om sorg og af­sked i El­ver­par­ken i Herlev. Jeg har ka­em­pet for to, der lå jo og­så en lil­le én, de­r­in­de i ma­ven på Lou­i­se

Kor­tet er skre­vet af ae­g­te­par­ret Mi­cha­el Hud­le­busch og Git­te Mor­ten­sen. I lø­bet af den se­ne­ste uge har 52-åri­ge Mi­cha­el Hud­le­busch sam­men med sin ko­ne va­e­ret for­bi lys­ha­vet i El­ver­par­ken tre gan­ge om da­gen. Og­så i dag er det mi­dal­dren­de ae­g­te­par fra Herlev her. Det var Mi­cha­el Hud­le­busch, som fre­dag af­ten kl. 19.14 kaempede en des­pe­rat, for­ga­e­ves kamp for at red­de en ung, gravid kvin­des alt for un­ge liv.

»Jeg gjor­de, hvad jeg kun­ne, men det var ba­re ik­ke nok. Jeg vil­le øn­ske, at jeg kun­ne ha’ gjort me­re,« si­ger Mi­cha­el Hud­le­busch.

Han er til dag­lig da­ek­montør og gift med Git­te Mor­ten­sen. Han er og­så selv fa­mi­lie­far med tre børn fra et tid­li­ge­re ae­g­te­skab. En smartp­ho­ne ly­ser op Fre­dag af­ten er han og en ve­nin­de ude og luf­te fa­mi­li­ens hund, chi­hu­a­hu­a­en Mar­ley, i El­ver­par­ken. De går ad Snedron­ning­vej vi­de­re ad Eder­lands­vej, som ska­e­rer igen­nem det grøn­ne om­rå­de. Et lys­glimt i gra­es­set, må­ske fra en smartp­ho­ne, fan­ger i før­ste om­gang de to ven­ners op­ma­er­k­som­hed, in­den en gol­den re­tri­e­ver uden snor ro­ligt kom­mer imod dem.

»Hun­den er stil­le og ro­lig, da den kom­mer imod os. Den na­er­mest sø­ger os, som om den vil si­ge no­get: ’kom over og hja­elp mig, min ejer lig­ger her­ov­re’. Hun­den kom­mer fra et bu­skads, så vi føl­ger ef­ter. Min før­ste tan­ke er, at eje­ren må­ske er fal­det på skra­en­ten. Jeg kig­ger ud i mør­ket, ind­til jeg ser en per­son lig­ge liv­løs i regntøj og støv­ler. Hun lig­ger som et kors med ar­me­ne spredt ud til si­den. Jeg går hen og skub­ber lidt til hen­des skul­der og si­ger højt ’hal­lo’, men der er in­gen re­ak­tion. Så ta­ger jeg hen­des ven­stre arm og løf­ter den, men den er helt slat­ten, og jeg ta­enk­te, ’fuck, den er gal’, så jeg rå­ber til min ve­nin­de, at hun skul­le rin­ge 112,« si­ger Mi­cha­el Hud­le­busch.

Den dø­en­de kvin­des krop er sta­dig varm, og hen­des øj­ne var kun lidt åb­ne. In­stink­tivt ved han, at det er al­vor. Klok­ken 19.14 går alarmopkal­det igen­nem. Med te­le­fo­nen klemt mel­lem øre og skul­der gu­i­der en sy­geple­jer­ske fra alarm­cen­tra­len den 52-åri­ge da­ek­montør, mens han

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.