Fik du set det, du vil­le...

Hver an­den for­try­der på døds­le­jet ting, de ik­ke fik gjort el­ler sagt. Den nor­ske la­e­ge Au­dun Myskja har skre­vet en bog om, hvor­dan for­try­del­ser­ne kan gø­re os an­dre klo­ge­re på det go­de liv, mens tid er

BT - - TEMA - Dort­he Brø­ker Kri­sten­sen | btwe­e­kend@bt.dk Fo­to Iris

F øl­ger du di­ne ven­ners liv på Fa­ce­book i ste­det for at mø­de dem over en kop kaf­fe? Ar­ran­ge­rer du af­tens­ma­den, så den ser godt ud på In­s­ta­gram? Er se­ne da­ge ble­vet en fast del af dit ar­bejds­liv? Travlhe­den er en fast føl­ge­s­vend i jag­ten på det per­fek­te liv. De fa­er­re­ste stop­per op og spør­ger sig selv, om de nu og­så pri­o­ri­te­rer rig­tigt. For en travl hver­dag lev­ner ik­ke me­gen tid til re­flek­sion. Men det gør til gen­ga­eld den sid­ste tid.

Den nor­ske over­la­e­ge Au­dun Myskja har i me­re end 30 år ar­bej­det med ae­l­dre bl.a. på et ho­spi­ce. I dag er han le­der af ’Cen­ter for Livs­hja­elp’. Han me­ner, at vi al­le kan la­e­re af, hvad der op­ta­ger men­ne­sker, der be­fin­der sig i dø­de­ns gra­en­seland.

»Dø­den er den sto­re la­e­re­me­ster, og den har et bud­skab til os. Dø­den gi­ver et per­spek­tiv på li­vet, som vi har brug for, da vi mi­ster døm­me­kraft og ret­ning på grund af den over­flod af in­for­ma­tion og sti­mu­li, vi kon­stant er ud­sat for.«

Godt 50 pct. af de dø­en­de, han har mødt, har fortr­udt stort og småt på de­res døds­le­je. Iføl­ge Au­dun Myskja er pro­ble­met, at vi ik­ke er til­stra­ek­ke­ligt be­vid­ste om, hvad der er vig­tigt, mens vi le­ver.

»Men dø­den kan la­e­re os at pri­o­ri­te­re og va­er­ne om det, der vir­ke­lig be­ty­der no­get.«

Pro­fe­ter ved dø­den

La­engs­ler, for­try­del­ser og gla­e­der er om­drej­nings­punk­tet i bo­gen ‘Jeg skul­le ha­ve sagt jeg el­sker dig’. I bo­gen har Au­dun Myskja talt med men­ne­sker, der al­le be­fin­der sig ved li­vets af­slut­ning. For dø­den ka­ster nyt lys over li­vet og gi­ver en stør­re ind­sigt i, hvad der er va­e­sent­ligt.

»Mø­det med dø­den er for man­ge en op­våg­nen. Jeg har op­le­vet pa­tien­ter, der na­er­mest ta­ler som pro­fe­ter,« si­ger han.

For op­da­te­rin­ger på Fa­ce­book og tri­vi­el­le hver­dags­pro­ble­mer som na­bo­stri­dig­he­der om høj­den på en ha­ek, bli­ver så uen­de­ligt li­ge­gyl­di­ge i for­hold til f.eks. na­er­va­er med si­ne ka­e­re el­ler dét en­de­lig at få ta­get hånd om en bit­ter skils­mis­se og at få talt ud med èn, som man må­ske ik­ke har kom­mu­ni­ke­ret med i åre­vis.

»Det er ty­de­ligt, at det nem­me­re at se ting i det sto­re per­spek­tiv, når ti­den rin­der ud. Vi har uen­de­li­ge mu­lig­he­der i nu­ti­dens sam­fund. Fa­ren er, at vi be­gra­ver os i uva­e­sent­li­ge ting. Bli­ver vi me­re be­vid­ste om det i hver­da­gen og be­gyn­der at re­flek­te­re lidt me­re over vo­res eget liv, er det mu­ligt at stop­pe op og aen­dre kurs, så vi får skabt en bed­re ba­lan­ce og i hø­je­re grad be­gyn­der at le­ve li­vet fuldt ud. Det er min in­ten­tion med bo­gen,« si­ger Au­dun Myskja.

Find det vig­ti­ge

Vi kan må­ske ik­ke le­ve, som om hver dag var den sid­ste, men vi kan bli­ve bed­re til at ma­er­ke ef­ter, om vi er på ret­te vej. Iføl­ge Au­dun Myskja skal vi i hø­je­re grad stop­pe op og spør­ge os selv, om vi pri­o­ri­te­rer rig­tigt.

For­føl­ger vi vo­res drøm­me, pas­ser vi på ven­ska­ber og re­la­tio­ner? Er ka­len­de­ren ta­et pak­ket, el­ler hu­sker vi hul­ler­ne, hvor vi kan hyg­ge os med ven­ner, ae­g­te­fa­el­ler og børn uden en bim­len­de te­le­fon el­ler an­dre dag­lig­dags for­styr­rel­ser?

»Vi har brug for at skel­ne det be­tyd­nings­ful­de fra det tri­vi­el­le. No­get, der al­drig er tri­vi­elt, er ka­er­lig­he­den. Den går igen i man­ge ud­sagn og er det ene­ste, der vir­ke­lig ta­el­ler. Folk er ik­ke op­ta­get af, hvor man­ge pen­ge der står i ban­ken, el­ler om der er en ken­dis, der har få­et ny fri­su­re. De er op­ta­get af re­la­tio­ner. Folk for­try­der of­te, at de har ar­bej­det for me­get, i er­ken­del­se af at det samva­er med de­res na­er­me­ste, som de er gå­et glip af, ik­ke kom­mer igen. De vil­le øn­ske, de hav­de dyr­ket de na­e­re re­la­tio­ner no­get me­re, ik­ke kun til jul og fød­sels­da­ge, men og­så i hver­da­gen,« si­ger Au­dun Myskja.

Han har set dø­en­de i en helt sa­er­lig for­dy­bel­se. Bl.a. har han mødt Tri­ne, der var syg af kra­eft og le­ve­de an­sigt til an­sigt med dø­den i seks år. He­le sit liv hav­de hun haft fart på, men stil­let over­for dø­den be­gynd­te hun at va­erds­a­et­te de små ting. Hun nød at gå tu­re og duf­ten af en sy­ren­busk blev plud­se­lig en in­tens op­le­vel­se.

»Når hun på kan­ten af dø­den ta­enk­te til­ba­ge på, hvor­dan hun hav­de gå­et tur med si­ne børn, da de var små, kun­ne hun se, at hun ik­ke hav­de va­e­ret på tur med dem. Men­talt hav­de hun va­e­ret al­le an­dre ste­der end sam­men med bør­ne­ne,« si­ger Au­dun Myskja.

No­get an­det, der går igen, er, at folk for­try­der, at de ik­ke i hø­je­re grad for­fulg­te de­res drøm­me. En kvin­de fortrød så­le­des, at hun ik­ke blev sy­geple­jer­ske. Hun be­skrev fø­lel­sen, som hvis hun ik­ke hav­de få­et ham, hun ger­ne vil­le ha­ve og måt­te trø­ste sig med, at hun fik ham fra na­bo­går­den i ste­det. Hun sad til­ba­ge med en fø­lel­se af al­drig at ha­ve få­et brugt si­ne vig­tig­ste ta­len­ter og ev­ner.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.