Har du og­så få­et ’perfektiona’?

BT - - SØNDAG -

Hvor­dan får man en hver­dag til at gå op, når man er på bar­sel og ger­ne vil va­e­re den bed­ste ka­e­re­ste, mor, ve­nin­de, fa­mi­lie­med­lem. Hol­de sit hjem, se godt ud, tra­e­ne, ta­be sig, spi­se sundt, la­ve mad, hand­le ind, va­ske tøj og jeg kun­ne bli­ve ved. Og alt det­te uden at kna­ek­ke nak­ken, mi­ste gla­e­den i hver­da­gen, hu­ske at va­e­re i nu­et og ik­ke la­de sig ri­ve med af det per­fek­te bil­le­de af den per­fek­te mor, som man ser på de so­ci­a­le me­di­er, i bla­de osv..” SÅ­DAN SKREV EN pi­ge for­le­den dag til mig. Og sva­ret er: Det kan man ik­ke. For vi er man­ge, der bli­ver re­vet med af ’det per­fek­te liv’, hvor det he­le helst skal gå smukt op i en hø­je­re en­hed. Og selv­om vi godt ved, at li­vet ik­ke er så­dan, bli­ver vi al­li­ge­vel fø­lel­ses­ma­es­sigt på­vir­ket af det. JEG VED GODT, jeg har et me­get pri­vil­e­ge­ret liv med sun­de børn, mand og job. Og til­med et dej­ligt sted at bo. Men sta­dig­va­ek ken­der jeg alt for godt til fø­lel­sen af at jong­le­re rundt med tu­sind krav til sig selv og li­vet. Og man er na­er­mest ble­vet halv­de­pri­me­ret, in­den man har svun­get be­ne­ne ud af sen­gen om mor­ge­nen, for­di ens dag er be­gyndt med bil­le­der af ens el­ler an­dens ’six­pa­ck’, en hvid sand­strand, en de­tox mor­genju­i­ce og et kys­se­bil­le­de med #mit­livska­er­lig­hed. OG JEG HAR da og­så haft ad­skil­li­ge sam­ta­ler med min 15-åri­ge dat­ter om hvor­dan de so­ci­a­le me­di­er på­vir­ker hen­de og hen­des op­fat­tel­se af, hvor­dan li­vet helst skal se ud. Vi har of­te talt om, hvil­ke bil­le­der hun kan li’ og hvad de ’forta­el­ler’ og om hvor­dan, dem, hun ser op til, ik­ke le­ver per­fek­te liv. Hvor­dan de bil­le­der, de po­ster, kan va­e­re me­get op­stil­le­de og kun øje­bliks­bil­le­der af li­vet. Men det be­kym­rer mig som mor. For det er en sel­vi­s­ce­ne­sat og per­fek­tio­ni­stisk ver­den, de vok­ser op i, hvor sam­men­lig­ning og hø­je for­vent­nin­ger er ro­den til me­gen in­dre fru­stra­tion. MEN DET PER­FEK­TE, er jo en il­lu­sion, et tå­be­ligt ide­al. Det er en af vor tids stør­ste psy­ki­ske li­del­ser. For det er na­e­sten som en usyn­lig virus, der ta­e­rer på vo­res ener­gi og ae­der vo­res livs­gla­e­de op in­de­fra. Man kun­ne kal­de det for ’perfektiona’. For den er li­ge så ud­bredt og ned­bry­den­de, som når vi får ’in­flu­en­za’ om vin­te­r­en. SÅ HVAD ER ku­ren mod ’perfektiona’? VI KAN BE­GYN­DE med at va­e­re uper­fek­te fora­el­dre (og men­ne­sker). Man­ge af os er nem­lig op­dra­get til at ’ha­ve al­le svar’ som fora­el­dre og vi­de al­ting. Vi fø­ler, at vi er nødt til at vi­de og kun­ne det he­le, for det er trods alt os, der er de voks­ne. Vi ved ik­ke, at når vi gør det, så av­ler vi frygt og ha­em­nin­ger i vo­res børn. Vi ska­ber et uop­nå­e­ligt ide­al, der får dem til at fø­le sig små. På den må­de mi­ster de ly­sten til at fin­de frem til de­res eg­ne ev­ner. Og der­for vok­ser de op i den tro, at de er nødt til at va­e­re på sam­me må­de. MEN NÅR VI tør stå ved vo­res fejl og mang­ler, (uden at slå os selv i ho­ve­d­et), så sen­der vi dem et bud­skab om, at fejl­trin ik­ke kan und­gås og at det er men­ne­ske­ligt. Når vi gri­ner ad os selv og vo­res fejl og ta­ler åbent om vo­res usik­ker­hed, sti­ger vi nem­lig ned fra pie­desta­len og op­for­drer bør­ne­ne til at mø­de os – men­ne­ske til men­ne­ske. OG SÅ HAND­LER det om at tur­de, at va­e­re lidt me­re sår­bar. Selv­om or­det ’sår­bar’ får os til at lø­be langt va­ek. Men det er nem­lig ik­ke, når vi er ’per­fek­te’, at vi er al­ler­mest el­ske­li­ge, sta­er­ke og be­un­drings­va­er­di­ge. Når vi slip­per lidt me­re og ik­ke hol­der kramp­ag­tigt fast i li­vet, i en plan, i en to-do­li­ste, så fly­der det af en el­ler an­den grund lidt bed­re Men der­i­mod når vi er mest sår­ba­re. åb­ne og usik­re. Når vi be­gyn­der med at si­ge ’jeg el­sker dig’, når vi med op­rejst pan­de rin­ger til la­e­gen, for at få svar på prø­ven, når vi står op for os selv, be­der om hja­elp, ska­ber en ny for­ret­ning, bli­ver fy­ret, si­ger nej, prø­ver no­get nyt, be­der om til­gi­vel­se osv. osv. Li­vet er sår­bart. Og selv­om det fø­les som svag­hed, er det li­ge det mod­sat­te. For jo min­dre ’perfektiona’ – jo me­re livs­gla­e­de, ae­gt­hed og for­bin­del­se til an­dre men­ne­sker. VI KOM­MER OG­SÅ hur­tigt til at sam­men­lig­ne os selv med an­dre via de so­ci­a­le me­di­er. Men der fin­des jo kun én af dig og én af mig. Ta­enk én i he­le ver­den. Det er sgu da op­tur! Og vi har al­le for­skel­li­ge livs­ba­ner, med hver sin po­r­tion af lyk­ke og li­del­se. Så det hja­el­per al­tid at ta­en­ke i ’fan­ta­sti­ske for­skel­lig­he­der’, frem for i ’ens for al­le..’. LI­GE­SOM DET KAN hja­el­pe at ta­en­ke i pro­ces – og ik­ke per­fek­tion. Det prø­ver jeg i hvert fald at la­e­re mi­ne børn i for­hold til sko­len. Der vil­le jo ik­ke va­e­re no­gen grund til at gå i sko­le, hvis man kun­ne al­ting fra før­ste dag. Hvis man al­tid fik 12 og kend­te sva­ret. Det er me­get bed­re at ta­en­ke sko­len som en pro­ces og ik­ke som rig­tig/for­kert, per­fekt/dår­ligt. PERFEKTIONA ER OG­SÅ lig med me­get selv­kri­tik. Og der skal man va­e­re op­ma­er­k­som på den­ne in­dre kri­ti­ker. For det kan man nem­lig godt. Så for­søg at ta­ge dig selv blidt i nak­ken, når ’ej, det er ty­pisk mig, at jeg ik­ke får det gjort…’ be­gyn­der at ta­le. Og ba­re stop den. For hvem gi­der at mob­be sig selv. OG SÅ SLIP kon­trol­len og sig ’pyt’. Ja, sig det til dig selv li­ge nu. ’Pyt’. Og ma­erk hvor­dan di­ne skul­dre fal­der lidt ned. Det kan godt va­e­re at, jeg er ude af form li­ge nu, og at va­ske­kur­ven er lidt fyldt, men pyt. Så får jeg gjort an­dre ting. Når vi slip­per lidt me­re og ik­ke hol­der kramp­ag­tigt fast i li­vet, i en plan, i en to-do­li­ste, så fly­der det af en el­ler an­den grund lidt bed­re. Sa­rah Zo­bel, 42 år. Psy­ko­log og for­fat­ter. Mor til tre børn. Står bag YouTu­be-ka­na­len: Fuck­ing Mo­der­ne Fa­mi­li­er. In­s­ta­gram: sa­ra­h_zo­bel9

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.