’SOR­GEN AE­DER DIG OP IN­DE­FRA’

Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg sav­ner sta­dig sin far, men to et halvt år ef­ter fa­de­rens død forta­el­ler han nu om det hår­de syg­doms­for­løb, den ek­stre­me sorg og det ae­r­ger­li­ge ul­ti­ma­tum til Pep Gu­ar­di­o­la

BT - - VENSKABSKAMP - Mi­chel Wik­kel­sø David­sen | mi­cd@sporten.dk

Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg sid­der i ca­fe­te­ri­a­et på Brønd­by Sta­dion. Og med det sam­me duk­ker der et min­de op. Om fa­de­ren Chri­sti­an, som han mi­ste­de til en kra­eft­syg­dom for to et halvt år si­den. Den 22. april 2014.

»For fem år si­den sad min far her i det sam­me ca­fe­te­ria og ven­te­de på mig, mens jeg var ne­de at kla­e­de om. Han har va­e­ret der he­le min op­va­ekst, og når han plud­se­lig ik­ke er der me­re, mi­ster du no­get af dig selv. Du mi­ster no­get af den, du har va­e­ret som ung. Så står du i et tom­rum. Og når der skal ta­ges nog­le be­slut­nin­ger, der skal spør­ges om no­get, el­ler du skal ha­ve et råd med på vej­en, er du må­ske plud­se­lig lidt rå­d­vild. Du er må­ske lidt ale­ne og for­ladt. Du fø­ler dig lidt uret­fa­er­digt be­hand­let, hvor ma­er­ke­ligt det end ly­der. For hvor­for er det li­ge dig, der ik­ke får lov at spil­le for­an din far i Par­ken? Hvor­for er det ik­ke dig, der får lov til at vi­se ham det, som han og­så selv drøm­te om på di­ne veg­ne,« si­ger Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg.

Det er der­for, han sid­der her lør­dag ef­ter­mid­dag. For Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg har be­slut­tet at bru­ge no­get af sin be­gra­en­se­de fri­tid på at ta­ge ud og støt­te op om ’Hå­bets Hold’ - Børn, Un­ge & Sorg’s nye pro­jekt, der skal for­bed­re børns og un­ges ev­ne til sam­men­hold og kom­mu­ni­ka­tion, når li­vet gør ondt.

Li­vet har al­le­re­de gjort ondt på Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg. Han mi­ste­de sin far til kra­ef­ten, da han var 18 år gam­mel. Nu er han 21 år, og han har no­get på hjer­te. Dik­ta­fo­nen lig­ger på bor­det for­an ham, men han ta­ger den selv i hån­den og hol­der den op til mun­den i samt­li­ge 28 mi­nut­ter. Hans bud­ska­ber skal helst ik­ke for­svin­de i ly­den af klir­ren­de tal­ler­k­ner el­ler sum­men­de sam­ta­le i ca­fe­te­ri­a­et.

Han vil ger­ne de­le sit livs stør­ste sorg, så an­dre må­ske kan se, at det er mu­ligt igen at bli­ve glad, når det ser al­ler­sva­e­rest ud. Det gjor­de det i 2013. To uger ef­ter sin 18 års fød­sels­dag fik Pi­er­reE­mi­le Højb­jerg nem­lig i Tys­kland et opkald fra sin far, der for­tal­te, at han hav­de få­et kra­eft.

»Da fik jeg et chok. For når man hø­rer or­det kra­eft, hø­rer man og­så syg­dom, og når man hø­rer syg­dom, hø­rer man død. Det er så­dan nog­le tan­ker, der går gen­nem ho­ve­d­et. Når du så er ale­ne, ik­ke er ret gam­mel og ik­ke er sam­men med ham, bli­ver du lidt sur på li­vet,« si­ger Højb­jerg. Det an­det mester­skab Højb­jerg kan hu­ske det he­le. Det er, som om fa­de­rens syg­dom har få­et li­vet til at kø­re i lang­som gen­gi­vel­se i den pe­ri­o­de. Han hu­sker da­to­er, må­ne­der og i nog­le til­fa­el­de end­da og­så klok­kesla­et. Og han hu­sker spe­ci­elt de go­de stun­der med sin kra­eft­sy­ge far. Dem var der en del af, da han fik sin far ned til sig for at bli­ve be­hand­let. De dan­ske la­e­ger hav­de gi­vet ham et år, men Bay­ern Mün­chen vil­le hja­el­pe, og hver an­den uge kom Chri­sti­an Højb­jerg til Mün­chen for at bli­ve be­hand­let i fem da­ge ad gan­gen.

»Jeg be­søg­te min far på ho­spi­ta­let – det var en ons­dag ef­ter­mid­dag, hvor jeg hav­de tra­e­net om for­mid­da­gen. Jeg kom ind og spurg­te la­e­ger­ne, hvor han var. De for­tal­te mig vej­en ned til hans ene­stue. ’Men han skal va­e­re i ro. Han må helst ik­ke gå for me­get, for krop­pen er svag,’sag­de de. Da jeg kom ind ad dø­ren, kun­ne jeg ik­ke se, at han lå i sen­gen. Men jeg kun­ne hø­re no­get, der lød som en ma­ski­ne, der kør­te. Jeg hav­de haft et par hår­de tra­e­nin­ger, og jeg var lidt tra­et. Men da jeg kig­ge­de rundt om hjør­net, sad han på en kon­di­cy­kel. ’Hvad fan­den har du gang i,’ spurg­te jeg ham. ’Man skal jo hol­de sig fit, skal man ik­ke?’ Da ta­enk­te jeg, at han var en ka­em­pe in­spira­tion. Vi kom ta­et på hin­an­den i den pe­ri­o­de,« si­ger Højb­jerg.

Det gik op og ned med fa­de­rens syg­dom i de må­ne­der, og Pi­er­reE­mi­le

Når man hø­rer or­det kra­eft, hø­rer man og­så syg­dom, og når man hø­rer syg­dom, hø­rer man død. Det er så­dan nog­le tan­ker, der går gen­nem ho­ve­d­et. Når du så er ale­ne, ik­ke er ret gam­mel og ik­ke er sam­men med ham, bli­ver du lidt sur på li­vet Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg

Højb­jerg hu­sker ty­de­ligt sin sid­ste stund med sin far. Det var den 25. marts 2014, forta­el­ler han. Bay­ern Mün­chen kun­ne med en sejr i Ber­lin over Hertha bli­ve ty­ske me­stre, men Højb­jerg tog hjem til sin far.

»Gu­ar­di­o­las før­ste ty­ske mester­skab, mit an­det ty­ske mester­skab. Jeg fik sms’er med ly­kønsk­nin­ger for det ty­ske mester­skab. Jeg kom ind og så min far, og mi­ne tå­rer faldt. Jeg sag­de til ham: ’Nu vandt jeg det ty­ske mester­skab. Nu vin­der vi kam­pen for dig og­så.’ Det var sid­ste gang, jeg så ham.« En klump i hal­sen Tre uger se­ne­re dø­de Pi­er­re-Emi­le Højb­jergs far af kra­eft. Den 22. april 2014. »Jeg var der ik­ke, da han dø­de. Jeg skul­le sid­de på ba­en­ken til en Cham­pions Le­ague-kamp i Madrid mod Re­al Madrid. Jeg hav­de so­vet rig­tig dår­ligt, og da jeg våg­ne­de, kun­ne jeg ma­er­ke, at der var et el­ler an­det galt. Jeg har al­tid min te­le­fon på fly­mo­de, når jeg sover, og da jeg fik ta­get det fra, kun­ne jeg se, at min mor hav­de rin­get fem gan­ge, og min bror hav­de og­så rin­get et par gan­ge. Jeg rin­ge­de til­ba­ge, og hun sag­de: ’Ti­den er ved at va­e­re in­de. Jeg sy­nes, du skal kom­me hjem nu.’ Jeg tror, jeg nå­e­de at dis­ku­te­re lidt med min mor om det. Jeg skul­le selv­føl­ge­lig hjem, så jeg tog mit jak­kesa­et på og gik over i klub­ben. De tro­e­de, at jeg skul­le med på tu­ren til Madrid, men så for­tal­te jeg Gu­ar­di­o­la, hvad der var sket, og jeg var selv­føl­ge­lig ked af det. Jeg fik et fly se­ne­re på da­gen, men li­ge in­den jeg skul­le på fly­ve­ren – klok­ken var kvart over 11 – rin­ge­de min bror og sag­de, at han var gå­et bort for et par mi­nut­ter si­den,« si­ger Højb­jerg og sa­et­ter ord på de før­ste fø­lel­ser.

»Det var som om, at der faldt et par sten fra mi­ne skul­dre. Det var som at smi­de en tung ta­ske. For jeg hav­de set en, jeg el­sker, li­de i så lang tid, og så fik han en­de­lig fred.«

Men den før­ste let­tel­se over, at fa­de­ren nu var slup­pet for si­ne smer­ter og li­del­ser, blev hur­tigt til sorg og la­engsel.

»Der sid­der no­get in­de i dig. Du har en klump i hal­sen. Du har ik­ke sam­me mo­ti­va­tion, når du står op. Og du ved ik­ke, hvad det er. Det, som på et tids­punkt var det al­ler­vig­tig­ste for dig, er plud­se­lig ik­ke sa­er­lig vig­tigt. Det, som en­gang smag­te så godt, sma­ger ik­ke sa­er­lig godt. Du be­gyn­der ik­ke at va­e­re dig selv – at gå imod di­ne prin­cip­per og va­er­di­er, for­di du plud­se­lig fø­ler dig ale­ne, ef­ter­ladt og uret­fa­er­digt be­hand­let af li­vet. Sor­gen ae­der dig op in­de­fra,« si­ger Højb­jerg. Fod­bold som me­di­cin Den sorg, som den­gang 19-åri­ge Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg ma­er­ke­de, kun­ne han ik­ke hol­de helt va­ek fra fod­bol­den. Ho­ve­d­et var ik­ke helt, som det ple­je­de at va­e­re.

»Fod­bold var min me­di­cin, men det var og­så min va­er­ste fjen­de. Jeg var un­der pres, der blev for­ven­tet no­get af mig. Der blev stil­let krav til mig, og jeg blev bedt om at ta­ge nog­le valg på et tids­punkt, hvor jeg ik­ke var i en til­stand til at ta­en­ke klart nok til at tra­ef­fe det rig­ti­ge valg og si­ge det rig­ti­ge,« si­ger Højb­jerg.

Og midt i sor­gen traf han så et valg. Han gik til Bay­ern Mün­chen­tra­e­ner Pep Gu­ar­di­o­la og sat­te ham sto­len for dø­ren.

»Jeg gik til tra­e­ne­ren og stil­le­de ham et ul­ti­ma­tum på et tids­punkt, hvor jeg ik­ke skul­le ha­ve gjort det over for Gu­ar­di­o­la. Det vil­le jeg al­drig ha­ve gjort, hvis jeg hav­de ta­enkt klart, og hvis jeg hav­de va­e­ret mig selv. Jeg har la­ert af det, men jeg vil ik­ke for­try­de det. For så hav­de jeg ik­ke va­e­ret det sted, hvor jeg er i dag,« si­ger Højb­jerg.

Og i dag er han et sted, hvor han kan snak­ke om fa­de­ren, syg­dom­men og dø­den. Det er net­op det, der lig­ger ham på sin­de. At børn og un­ge kan nå der­hen, hvor man kan snak­ke om død og syg­dom. Det er der­for, han støt­ter op om ’Hå­bets Hold’, forta­el­ler han.

For Pi­er­re-Emi­le Højb­jerg kom­mer ik­ke til at se sin far igen, li­ge­som man­ge børn og un­ge hel­ler ik­ke gør, men han kom­mer al­tid til at ha­ve ham med sig.

»Jeg våg­ner nog­le gan­ge og ta­en­ker for mig selv, at hvis jeg ba­re kun­ne få min far en ti­me el­ler 90 mi­nut­ter med på sta­dion, skul­le det va­e­re alt, jeg vil­le be­de om. Jeg tror på, at han er der. Jeg snak­ker til ham en gang imel­lem, og jeg be­der til ham en gang imel­lem. Jeg la­der mig in­spi­re­re af ham. Han gi­ver mig kra­ef­ter og gi­ver mig lyst til at stå op. Han gi­ver mig lyst til at prø­ve igen. Folk sag­de til ham, at det var umu­ligt at vin­de over kra­ef­ten. Men han ka­em­pe­de al­li­ge­vel. Nog­le si­ger til mig, at mi­ne drøm­me er umu­li­ge, men jeg står op og si­ger til mig selv, at jeg sta­dig tror på, at det er mu­ligt.«

FO­TO: GON­ZA­LES PHOTO/KIM MATTHAI LELAN/ ÓLAFUR STEINAR GESTSSON

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.