Fri­hed, fri­sind, vel­fa­erds­sam­fund

BT - - NYHEDER -

Så er af­stem­nin­gen i gang. 2.452 for­slag er sam­let til 20 sam­fundsva­er­di­er, som man nu kan stem­me ned til ti. Kul­tur­mi­ni­ster Ber­tel Haar­der har sat sig for at fin­de ud af, hvad der skal ka­no­ni­se­res som sa­er­ligt dansk. Sam­ti­dig er af­stem­nin­gen om tit­len som Årets Dan­sker i gang på Ber­ling­s­ke. Og i det he­le ta­get må man si­ge, at dansk­hed har fyldt og fyl­der en del i de­bat­ten. Men hvor­for al den dansk­hed? ER DER, SOM for­fat­ter An­ne Li­se Mar­strand-Jør­gen­sen skrev i Ber­ling­s­ke i sid­ste uge, ta­le om en ’sym­bol­po­li­tisk jule­leg’, for­di den i bund og grund hand­ler om, at ’ma­jo­ri­te­ten skal sam­les, mi­no­ri­te­ten op­dra­ges’. El­ler er det så fromt som mi­ni­ste­rens håb om at gi­ve kul­tu­relt fa­ste­re grund un­der fød­der­ne. Ber­tel Haar­der har bå­de ar­gu­men­te­ret for, at det vil va­e­re gavn­ligt at va­e­re kul­tu­relt ty­de­lig, og at det ik­ke er eks­klu­de­ren­de.

Det fo­re­kom­mer til gen­ga­eld at va­e­re en bå­de små­e­li­ta­er og – set fra Aske­rød el­ler Fin­land­s­par­ken i Vej­le – ver­dens­fjern sel­skabs­leg for in­tel­lek­tu­el­le. På den an­den si­de må man an­er­ken­de, at stort set al­le bor­ge­re i Mat­ti­as Tes­faye lan­det har en hold­ning til, hvad det vil si­ge at va­e­re dansk. Me­re fol­ke­ligt bli­ver det ik­ke. Indtil nu har den ak­ti­ve of­fent­li­ge del­ta­gel­se i øvel­sen dog ik­ke va­e­ret pran­gen­de fol­ke­lig. SER VI PÅ tid­li­ge­re for­søg med ud­ar­bej­del­se af ka­no­ner, så har de af­født im­po­ne­ren­de ma­eng­der da­ek­ning i me­di­er­ne, en liv­lig de­bat i de ta­len­de klas­ser, men be­gra­en­set af­tryk i den vir­ke­lig ver­den. Det fo­re­kom­mer alt­så at va­e­re en form for på­dut­tet be­vidst­heds­ud­vi­del­se af be­folk­nin­gen. Og det er i sig selv pa­ra­doksalt i en tid, hvor ten­den­sen pe­ger en­ty­digt på, at hvis der er no­get vi ik­ke sto­ler på for ti­den, så er det au­to­ri­te­ter, eli­ten og pro­fes­sio­nel­le me­nings­ma­ski­ner.

Men den­ne ka­non ad­skil­ler sig fra tid­li­ge­re på ét af­gø­ren­de punkt. Spørgs­må­let op­ta­ger folk. Der er en na­tur­lig­hed i stof­fet, som der ik­ke var i an­dre ka­no­ner. Så uan­set hvor man­ge der of­fi­ci­elt har bi­dra­get med for­slag og stemt på de for­skel­li­ge mu­lig­he­der med et lil­le klik på et hjer­te, så har folk in­ve­ste­ret med hjer­tet i ind­hol­det. Bå­de ma­jo­ri­te­ten og mi­no­ri­te­ter­ne.

De­bat­ten om dansk­hed har bå­de ak­ti­ve­ret frygt og håb. For nog­le frygt for at mi­ste det, der er dansk, for an­dre fryg­ten for, at be­stem­te par­ti­er har ta­get dansk­he­den som gid­sel. For nog­le hå­bet om, at vi va­er­ner om det, der er godt i vo­res land, for an­dre hå­bet om, at der sta­dig vil va­e­re plads til al­le. En de­bat ba­se­ret på bå­de frygt og håb er fun­da­men­talt po­tent po­li­tisk.

Spørgs­må­let er, om sel­ve ka­no­nen blot bli­ver en sel­skabs­leg el­ler et re­elt fun­da­ment – ik­ke ba­re un­der vo­res kul­tu­rel­le op­fat­tel­se, men og­så vo­res – og po­li­ti­ker­nes – age­ren i den vir­ke­li­ge ver­den.

HVAD ER PROBLEMET? Spørgs­må­let er, om sel­ve ka­no­nen blot bli­ver en sel­skabs­leg el­ler et re­elt fun­da­ment

KERNEN I DE­BAT­TEN er vel øn­sket om at kun­ne sam­les om no­get. En ker­ne, som kan slå rod og vok­se sig sta­erk. Det er et ae­delt for­mål, som nemt kan druk­ne i den over­flod af ord, der bru­ges på em­net. Og som nemt kan ta­ges som gid­sel af be­stemt po­li­ti­ske over­be­vis­nin­ger. Hvis det sker, så bli­ver re­sul­ta­tet ne­top kun brugt til at gok­ke hin­an­den oven i ho­ve­d­et med som en stor tung kokos­nød. Ud af det vok­ser der kun af­stand mel­lem men­ne­sker.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.