’Jeg hav­de ik­ke drømt om at bli­ve 30’

BT - - KULTUR -

FOR­LA­EN­GET SPIL­LE­TID »Det sid­ste år har va­e­ret vildt, det har na­er­mest va­e­ret som i ti­den med Ma­lurt.« BT mø­der Mi­cha­el Falch på spil­le­ste­det Vif­ten i Rø­d­ov­re, hvor han skal op­tra­e­de med ven­nen og kol­le­ga­en Poul Krebs, med hvem han har haft et yderst po­pu­la­ert sam­ar­bej­de det se­ne­ste år. I he­le pe­ri­o­den har Falch ved si­den af gå­et med et nyt og eks­pe­ri­men­te­ren­de so­lo­al­bum i ma­ven, som har få­et tit­len ’Plud­se­lig al­ting sam­ti­dig’.

1980er-fa­eno­me­net Mi­cha­el Falch gik men­talt og kre­a­tivt på rø­ven i 1990er­ne, men spe­ci­elt si­den al­bum­met ’Fal­der du nu’ fra 2006 er det kun gå­et fremad.

»Nu er det vist på ti­de, at der kom­mer en sol­strå­le­hi­sto­rie fra mig,« si­ger han.

Som man­ge fora­el­dre op­le­ver, er man ik­ke ene om si­ne op- og ned­t­u­re – de på­vir­ker he­le fa­mi­li­en. Falch var ved at sen­de den dår­li­ge sta­fet vi­de­re, men blev red­det på stre­gen, og i dag teg­ner der sig et helt an­det bil­le­de.

»Mi­ne fora­el­dre dø­je­de med en mas­se pro­ble­mer, som vi fik med i ba­ga­gen. Det va­er­ste for mig vil­le va­e­re at gen­ta­ge den livs­stil over for mi­ne børn, men det var li­ge ved at ske. Hel­dig­vis fik jeg stop­pet brat op for 15 år si­den, el­lers hav­de jeg gen­ta­get møn­stret,« si­ger Mi­cha­el Falch. Stor ka­er­lig­hed I dag er det en no­get an­den rol­le, Mi­cha­el Falch spil­ler for si­ne tre børn og tre bør­ne­børn.

»Det er jo så la­en­ge si­den, at mi­ne børn nu har vaen­net sig til at op­fat­te mig som en klip­pe i de­res liv – det der to­ta­le ner­vevrag, jeg var, lig­ger langt til­ba­ge. Det sto­re er ik­ke at va­e­re den, der brin­ger uro, men sna­re­re den, der in­di­mel­lem kom­mer med lidt fred. Det er en af de sto­re ga­ver i mit liv.«

Og selv­om den gam­le la­e­derjak­ke-ro­ck­er hav­de for­s­vo­ret at skul­le bli­ve bedste­far-sen­ti­men­tal, isa­er i me­di­er­ne, er der en lil­le kna­egt, der ik­ke er til at kom­me uden om.

»Jeg har al­drig no­gen­sin­de set så vild en livs­gejst, som lil­le Hu­go på syv må­ne­der vi­ser, når han krav­ler rundt. Et smi­len­de lil­le va­e­sen. Jeg ved, det er sen­ti­men­talt, men for fan­den hvor er det smukt og stort. Det er det mysti­ske ved ka­er­lig­hed. Da vi fik vo­res an­det barn, Sof­fi, syn­tes jeg, det var synd for hen­de. An­na hav­de jo boo­k­et al ka­er­lig­he­den. Men da hun så kom, sag­de det slam, så blev den ka­er­lig­hed ba­re for­doblet, og det sam­me ske­te med Mat­hil­de, det bli­ver ba­re ved.« Hvi­ler ik­ke på laur­ba­er­re­ne Sam­me ka­er­lig­hed og en­tu­si­as­me, som Mi­cha­el Falch ud­tryk­ker over for fa­mi­li­en, er der og­så til mu­sik­ken. Vir­ke­tran­gen er in­takt, og al­de­ren har og­så gi­vet nye per­spek­ti­ver til sangskriv­nin­gen. Sja­el­dent for en 60-årig – en al­der, hvor rig­tig man­ge kunst­ne­re hvi­ler på laur­ba­er­re­ne.

»Jeg hav­de ik­ke drømt om at bli­ve 30, så det er en vild for­la­en­get spil­le­tid, jeg er rø­get ud i. Men ma­ge­lig­he­den og selv­til­stra­ek­ke­lig­he­den har ik­ke nå­et mig end­nu. Jeg la­e­ner mig ik­ke op ad no­gen ef­ter­løn li­ge nu. Mit liv har mest in­ten­si­tet, når jeg skri­ver san­ge, og når jeg op­tra­e­der,« si­ger Mi­cha­el Falch og fort­sa­et­ter:

En vig­tig fak­tor er, at jeg har me­di­te­ret hver dag i 15 år. Tra­e­ning, tra­e­ning – det vir­ker ved gen­ta­gel­se. Det må ha­ve en enorm ef­fekt på psy­ken, som har ef­fekt på sangskriv­nin­gen. Det er som at op­le­ve med­vind in­de­fra. Men det er ik­ke så­dan en le­ver­postej-ag­tig, per­ma­nent sinds­ro, som jeg må­ske hå­be­de på og søg­te en­gang. Jeg vil ik­ke ha­ve be­dø­vel­se, jeg vil ha­ve skar­pt na­er­va­er.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.