Kvin­der – giv slip på je­res eks­ma­end U

BT - - KENDER DU DET? -

an­set hvil­ken fa­mi­lie­kon­stel­la­tion man kan hav­ne i, har jeg prø­vet den. Jeg er mor og har to børn med to for­skel­li­ge ma­end. Det be­ty­der, at jeg har haft en lang ra­ek­ke re­la­tio­ner – til ma­end, kvin­der og børn. Nog­le, som sta­dig er i mit liv, og an­dre, som ik­ke la­en­ge­re er. Fa­el­les for al­le mi­ne re­la­tio­ner er, at jeg al­tid har ka­em­pet for at få et godt for­hold til mi­ne ma­ends eks­ko­ner. Min dat­ters far kom ind i mit liv med to søn­ner, der var på al­der med min ae­ld­ste søn. De­res mor var vig­tig i den pe­ri­o­de. Min søns far gik, ef­ter vi brød med hin­an­den, ind i et nyt for­hold og fik to døtre. I den pe­ri­o­de var de­res mor en vig­tig del af min søns (og mit) liv. I dag er min eks­mand i et for­hold med en ny skøn kvin­de, som og­så har et par børn, der er blevet min søns ven­ner. Jeg har bo­et sam­men med en mand, der hav­de en søn. Hans eks­ko­ne fik med sin nye part­ner to søn­ner, i den pe­ri­o­de var hun vig­tig for lo­gi­stik­ken i min fa­mi­lie. Se­ne­st har jeg bo­et sam­men med en mand, som har to børn. I den pe­ri­o­de, hvor de var en vig­tig del af mit liv, var de­res mor – min ka­e­re­stes eks­ko­ne – det og­så. Jeg ud­stil­ler min egen mang­len­de ev­ne til at for­bli­ve i en lang­va­rig re­la­tion (jeg er i øv­rigt sing­le, hvis det skul­le in­ter­es­se­re no­gen...) for at forta­el­le, at jeg har er­fa­ring med ALT, hvad det med­fø­rer af – 7/7-de­le­ord­nin­ger, stats­for­valt­ning, for­so­ning, savn, hak en ha­el, klip en tå... Og selv­føl­ge­lig og­så – ven­skab. Der er man­ge fø­lel­ser i gry­de­ret­ten ’sam­men­bragt fa­mi­lie’ og man­ge kryd­de­ri­er. Of­te bli­ver re­sul­ta­tet lidt for sta­er­kt. Isa­er for bør­ne­ne. Og nu kom­mer jeg frem til det, jeg egent­lig øn­sker at sa­et­te fo­kus på. At alt for man­ge mødre er egoi­sti­ske, sel­vi­ske, kort­sig­te­de og sty­ret af rep­til­hjer­nen, når det kom­mer til de­res børn 44 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Michelle bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn. og eks­ma­end. Jeg kan ik­ke selv si­ge mig fri, men er blevet bed­re, ef­ter jeg fø­lel­ses­ma­es­sigt er blevet vok­sen. Det har al­drig va­e­ret mu­ligt for mig at ind­gå en for­nuf­tig re­la­tion til en kvin­de, mens jeg har va­e­ret i et for­hold til hen­des eks­mand. Bag­ef­ter – når alt er ’fuck­et’ op, for­hol­det lig­ger på gul­vet i tu­sin­de styk­ker, og jeg helt sik­kert ik­ke ud­gør en trus­sel me­re, så er der plads til bå­de und­skyld­nin­ger og op­rig­tig­hed. Jeg har prø­vet at få en fe­rie øde­lagt, for­di min ka­e­re­ste ik­ke måt­te få si­ne børn med. Hans eks­ko­ne syn­tes nem­lig, at al­le hen­des børn, som han ik­ke al­le sam­men var far til, skul­le ha­ve sam­me grund­vil­kår. Så han måt­te ik­ke få si­ne børn med på fe­rie, hvis de an­dre ik­ke skul­le med. Jeg har prø­vet, at en eks­ko­ne rin­ge­de og sner­re­de ad min ka­e­re­ste, for­di jeg hav­de lagt et bil­le­de af hjem­me­bag­te bol­ler på Fa­ce­book, bol­ler som bl.a. var bagt til hen­des børn. Hun bad ham om at min­de mig om, at det alt­så ik­ke var mi­ne børn. Jeg er blevet tru­et med en po­li­ti­an­mel­del­se, for­di jeg gav en søn, der ik­ke var min, en mo­bil­te­le­fon, for det var sand­syn­lig­vis moms­svin­del, men­te hans mor. Det vir­ker som om, man­ge kvin­der ser det som de­res for­nem­ste op­ga­ve at få far og fars nye ka­e­re­ste ned med nak­ken. Man­ge kvin­der er for en sik­ker­heds skyld vre­de på de­res eks­ma­end. Det kan vi­se sig ved, at eks­ko­ner ta­ger sig ret­ten til at va­e­re første­va­el­ger til fød­sels­da­ge, jul, fe­rie, øko­no­mi og fors­må­et­hed. De fø­ler, at de for evigt ejer en del af man­den. Selv­om de ik­ke la­en­ge­re er sam­men med ham. For kvin­der er sinds­sy­ge, når det kom­mer til de­res selv­føl­ge­li­ge ejer­skab til de­res børn. Sik­kert mig selv in­klu­si­ve. Men én ting er jeg god til: At gi­ve slip på mi­ne eks­ma­end. Her­fra skal ly­de en op­for­dring til al­le fors­må­e­de kvin­der: ’Giv slip på din eks og lev dit eget liv.’ Det er sa­ert, at ma­en­de­ne ik­ke selv kan se, at de skal gø­re plads til den naeste sto­re ka­er­lig­hed ved at af­kla­re re­la­tio­nen til de­res eks. Hvor­for kan de ik­ke se, at de­res kon­flikt­skyhed kom­mer til at stå i vej­en – for al­le – når de ind­går i et nyt for­hold. De skal gø­re plads til en ny kvin­de, la­en­ge in­den hun duk­ker op, så hun ik­ke bli­ver den on­de sted­mor, der kom­mer og ’aen­drer’ det he­le. Det skal ik­ke va­e­re den nye kvin­de, der en­de­ligt kap­per nav­le­stren­gen mel­lem en eks­mand og hans eks­ko­ne, det bur­de den mand og kvin­de, der valg­te at gå fra hin­an­den, selv ha­ve fik­set umid­del­bart i for­la­en­gel­se af de­res brud. For brud­det er jo gro­bun­den for et aeg­te ven­skab eks’er­ne imel­lem – et ven­skab som og­så kom­mer bør­ne­ne til go­de. Jeg har prø­vet, at en eks­ko­ne rin­ge­de og sner­re­de ad min ka­e­re­ste, for­di jeg hav­de lagt et bil­le­de af hjem­me­bag­te bol­ler på Fa­ce­book, bol­ler som bl.a. var bagt til hen­des børn. Hun bad ham om at min­de mig om, at det alt­så ik­ke var mi­ne børn

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.