H

BT - - KENDER DU DET? -

an blev født på Fyn – i Na­es­by lidt nord for Oden­se. Den­gang i 1963 hav­de by­en sin egen bap­ti­st­kir­ke, god­s­ba­ne­sta­tion, po­st­hus, trin­bra­et, sta­dion og kom­mu­ne­kon­tor.

Na­es­bys stør­ste ar­bejds­plads var ma­skin­sta­tio­nen ’Sio’ med 80 an­sat­te. Da Ul­rich Thom­sen blev født, som det an­det barn i en helt al­min­de­lig mid­delklas­se­fa­mi­lie, er­na­e­re­de me­re end halv­de­len af by­ens 2.700 ind­byg­ge­re sig ved han­del, trans­port, land­brug el­ler in­du­stri.

Den lys­hå­re­de dreng vok­se­de op i en sin­dig fa­mi­lie, hvor hans far Finn var au­to­mo­bilsa­el­ger, mens mo­de­ren Bo­dil var an­sat på kom­mu­nen som tek­nisk teg­ner.

Alt ån­de­de fred og nor­ma­li­tet op gen­nem Ul­rich Thom­sens op­va­ekst. Det lå i luf­ten, at dren­gen og­så skul­le va­e­re et el­ler an­det med salg el­ler han­del. Li­ge­som sin sto­re­bror, der hav­de ta­get en ud­dan­nel­se in­den­for au­to-elek­tro­nik.

»Alt­så, min bag­grund er jo den lidt bed­re mid­delklas­se. Fa­mi­li­en hav­de sik­kert fo­re­stil­let sig, at jeg skul­le va­e­re no­get med salg for øje,« si­ger Ul­rich Thom­sen og smi­ler kort, ef­ter­fulgt af en lil­le, tør lat­ter.

BT mø­der ham i for­bin­del­se med hans før­ste film som in­struk­tør. Den dy­stre ka­er­lig­heds-thril­ler ’In Em­bryo’, der er fil­met i Los An­ge­les med in­ter­na­tio­na­le sku­e­spil­le­re, er net­op ud­kom­met og kan ses over he­le ver­den via ’vi­deo on de­mand’.

Men han er og­så med på at ta­le om for­ti­den, om hvor­dan han blev til den Ul­rich Thom­sen, som of­fent­lig­he­den ken­der fra det sto­re la­er­red.

For det lå ab­so­lut ik­ke i luf­ten, da han vok­se­de op i Na­es­by.

Pla­nen

Den­gang var det uta­en­ke­ligt, at den lil­le dreng en­gang skul­le in­stru­e­re sin egen film el­ler spil­le rol­ler som skurk i in­ter­na­tio­na­le spa­en­dings­film som Ja­mes Bond, og tv-se­ri­er på HBO som ’Bans­hee’ og ’The Bla­ck­list’.

Og in­gen kun­ne ga­et­te, at han i en al­der af 53 år vil­le kun­ne se til­ba­ge på en per­le­ra­ek­ke af mang­fol­di­ge rol­ler i skel­sa­et­ten­de dan­ske film som ’Nat­te­vag­ten’, ’Fe­sten’, ’Blin­ken­de lyg­ter’, ’Som­me­ren ’92’ og se­ne­st ’Kol­lek­ti­vet’ og i dag er en af Dan­marks mest respek­te­re­de sku­e­spil­le­re. Med me­re end 20 in­ter­na­tio­na­le rol­ler på sit cv. Men det er så­dan, det er fal­det ud for Ul­rich Thom­sen. Og det er så­dan, han har vil­let det med sit liv. Selv­om der ik­ke flød én ene­ste drå­be kunst­ne­risk blod i årer­ne i hans fa­mi­lie.

»Min far var bilsa­el­ger, og jeg vil­le va­e­re sku­e­spil­ler. Jeg var så­dan set fa­mi­li­ens sor­te får og stod med spørgs­må­let, om jeg skul­le bry­de ud af fa­mi­li­ens tra­di­tion,« si­ger Ul­rich Thom­sen og ta­en­ker til­ba­ge på den tid, der af­gjor­de hans valg.

Drøm­men

Li­ge før han valg­te sin helt egen vej, langt fra fa­mi­li­ens tra­di­tion, hav­de hans far el­lers truf­fet nog­le valg på søn­nens veg­ne.

»På et tids­punkt, hvor jeg ik­ke rig­tigt vid­ste, hvad jeg vil­le, hav­de min far ar­ran­ge­ret nog­le sam­ta­ler med Ny­borg Va­ske­ma­ski­ner. Jeg hav­de det der med sku­e­spil­ler in­de i ho­ve­d­et, men drøm­me er tit din va­er­ste fjen­de, for ta­enk, hvis man al­drig får dem ud­le­vet, så er de ba­re én stor skuf­fel­se. Jeg tror, at man­ge gør det, at de skub­ber de­res am­bi­tio­ner og drøm­me i bag­grun­den. Li­ge ind­til den dag, de sky­der sig i ho­ve­d­et 30 år se­ne­re, for­di de sy­nes, at de har for­spildt det he­le,« si­ger Ul­rich Thom­sen, der plud­se­lig be­fandt sig til job­sam­ta­ler hos Fyns stør­ste va­ske­ma­ski­ne­pro­du­cent og et af lan­dets før­en­de pen­ge­in­sti­tut­ter, Han­dels­ban­ken.

»Dér be­gynd­te det at gå op for mig, at jeg var ved at plan­la­eg­ge re­sten af mit liv. Og så ta­enk­te jeg, at jeg nok hel­le­re måt­te gø­re no­get ved de tan­ker, jeg hav­de om sku­e­spil­le­ri­et. El­ler i hvert fald prø­ve dem af. Jeg kun­ne jo al­tid ven­de til­ba­ge og sa­el­ge va­ske­ma­ski­ner, hvis det an­det ik­ke fun­ge­re­de.«

Ul­rich Thom­sen smi­ler lidt la­en­ge­re end kort. Den­ne gang når smilet he­le vej­en op til øj­ne­ne. Den lu­ne fyn­s­ke hu­mor lig­ger dybt i ham. Og sup­ple­res af den al­vor, der ses som to mar­kan­te pan­de­ryn­ker mel­lem øjen­bry­ne­ne, hver gang han ven­der tan­ker­ne in­dad.

Ul­rich Thom­sen er ik­ke en mand, der ta­ler uden at ha­ve ta­enkt, og han er ik­ke en mand, der spil­ler sku­e­spil uden­for ka­me­ra­et. El­ler rut­ter med fø­lel­ser­ne.

»På det tids­punkt skul­le jeg fak­tisk i gang med at stu­de­re han­del­s­ju­ra på uni­ver­si­te­tet. Men jeg sneg mig ned til vold­spil­le­ne i Ny­borg, hvor de det år skul­le op­fø­re ’West Si­de Story’.«

Til sin egen over­ra­skel­se fik han en rol­le i Leo­nard Bernste­ins be­røm­te mu­si­cal i den lo­ka­le op­sa­et­ning på Fyn.

»Det var i 1987, og jeg spil­le­de rol­len som ’Action’ i ban­den ’The Jets’. Det gik fint. Jeg kan hu­ske, at det var en stor til­freds­stil­lel­se plud­se­lig at fin­de ud af, hvad jeg ger­ne vil­le. At jeg kun­ne for­nem­me, at jeg var god til det. Og så den for­nem­mel­se – at jeg vid­ste, hvad jeg vil­le ar­bej­de med, det var ...«

Han ryn­ker pan­den for at fin­de de rig­ti­ge ord.

»Det var ret in­ter­es­sant. Mi­ne fora­el­dre var selv­føl­ge­lig over­ra­ske­de over, at jeg gik rundt med tan­ker om at spil­le sku­e­spil, for det var ab­so­lut ik­ke no­get, der lå i kor­te­ne,« si­ger Ul­rich Thom­sen, der her 29 år ef­ter sta­dig ik­ke har den fjer­ne­ste idé om, hvor am­bi­tio­ner­ne kom fra.

»Jeg aner det ik­ke. Det er sva­ert at si­ge ...«

Arv og mil­jø

Ul­rich Thom­sen var 23 år i 1987. Selv­om det he­le var lagt til ret­te for ham, i tråd med fa­mi­li­ens tra­di­tion, indså

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.