H

BT - - TEMA -

ele sit vok­sen­liv har Leif Skov ar­bej­det som me­je­rist. Det har va­e­ret et slid­somt job, den­gang der skul­le sla­e­bes sto­re ma­el­kejun­ger. Det hår­de ar­bej­de har gjort hans krop sta­erk og holdt fi­gu­ren slank, så da drøm­men om at sej­le hav­ka­jak for om­kring fem år si­den tog form, hav­de han hver­ken pro­ble­mer med at krav­le ned i ka­jak­ken el­ler at få ar­me­ne til at hol­de til de man­ge ki­lo­me­ter.

»Jeg har el­lers al­drig dyr­ket mo­tion, men min krop er vant til hårdt, fy­sisk ar­bej­de. Jeg har jo og­så to hu­se og to som­mer­hu­se, som jeg hol­der, så jeg sid­der ik­ke så of­te stil­le,« for­kla­rer han og til­fø­jer, at han i prak­sis al­drig er gå­et på pen­sion fra me­je­ri­et St. Cle­mens i Kle­men­sker på Born­holm, for et pen­sio­ni­st­liv uden dag­lig ryt­me kan va­e­re en hård nød at kna­ek­ke, når man el­sker sit ar­bej­de.

Mo­det til at af­prø­ve drøm­men om hav­ka­jak kom i stand, da et par lo­ka­le, ae­l­dre gut­ter tog ham med til ka­jakpo­lo i Gud­hjem svøm­me­hal.

»Det var da me­get sjovt, men alt for hek­tisk. Bas­si­net er lil­le, man er man­ge, der fa­rer rundt, og man skal kon­cen­tre­re sig om at ka­ste en bold samtidig. Det blev for hek­tisk.«

Men det send­te ham vi­de­re til et mø­de med hav­ka­jak­ken. I dag er han af­ha­en­gig af det ryt­mi­ske ar­bej­de, krop­pen la­ver, ar­me­ne der fø­rer pa­gaj­en frem, be­ne­ne der stem­mer imod på ror-pe­da­ler­ne, over­krop­pen der hol­der ba­lan­cen og dre­jer i takt med, at pa­gaj­en fø­res gen­nem van­det. Ryt­misk og ro­ligt. Fy­sisk kra­e­ven­de og psy­kisk af­slap­pen­de.

»Jeg er li­geg­lad med at ro hur­tigt el­ler man­ge ki­lo­me­ter, det er sel­ve sindstil­stan­den, der dri­ver mig her­ud igen og igen. Og­så selv­om det er et bøvl med alt det grej, vej­ret of­te dril­ler og det er sva­ert at plan­la­eg­ge tu­re We­e­kend - 19.11.2016 p.g.a. vind og bøl­ge­høj­de,« for­kla­rer Leif Skov.

Leif Skov forta­el­ler om fri­he­den til at kun­ne la­es­se sin ka­jak på ta­get af bi­len og kø­re li­ge hen, hvor han vil, sa­et­te den i van­det og ro ud at op­le­ve na­tu­ren. Kig­ge på fug­le, føl­ge års­ti­der­nes gang, ma­er­ke vej­re­ts skif­ten, se Born­holm fra havsi­den, smyk­ket i sol og sne.

Tra­e­ning og kam­me­rat­skab

Det drøm­men­de og bli­de ud­tryk i an­sig­tet lev­ner in­gen tvivl om, at han er en mand, der er bidt af sin hob­by. Selv­om han hol­der af sit liv på land, så sker der no­get magisk der­u­de.

»Jeg har li­ge va­e­ret i Syds­ve­ri­ge på we­e­kend­t­ur med ka­jak­klub­ben. Vi var fem kam­me­ra­ter af sted, som er så for­skel­li­ge, som nog­le kan va­e­re. Bå­de i køn, al­der og bag­grund. Jeg sy­nes, det er fan­ta­stisk at knyt­te kam­me­rat­skab med men­ne­sker, der er helt an­der­le­des end mig selv. At vi kan mø­des om det, vi hol­der af. Fø­lel­sen af fri­hed på ha­vet. Det ly­der må­ske højtra­ven­de, men så­dan fø­ler vi det al­le i klub­ben, tror jeg.«

Krop­pen hol­des godt i gang. Selv­om der skal me­get til, at en hav­ka­jak ka­en­trer, så er krop­pen travlt be­ska­ef­ti­get på så­dan en tur. Ar­me­ne ror dig fremad, co­re’en hol­der dig op­rejst og i stand til at la­eg­ge kra­ef­ter i ta­get, selv­om du sid­der ned, hof­ter­ne kor­ri­ge­rer for bøl­ge­gan­gen, så ho­ve­d­et sta­dig er i va­ter i for­hold til ho­ri­son­ten, og øj­ne og ører – ja al­le san­ser – navi­ge­rer he­le ti­den.

»Isa­er duf­ten af ha­vet og dy­re­li­vet der­u­de er be­ru­sen­de. Fisk, der sprin­ger om ka­jak­kens spids, en sa­el, der so­ler på en sten, et blåt hav, der ha­e­ver og sa­en­ker sig, som ro­e­de man på ryg­gen af en gi­gan­tisk hval, hvis be­va­e­gel­ser brin­ger dig fremad. Ja, jeg fø­ler fak­tisk en så stor barn­lig gla­e­de og be­gej­string ved at kom­me ud, at jeg tit har sva­ert ved at ro hjem i ti­de, for når jeg når klip­per­ne op­pe på øens ve­st­kyst, så får jeg ba­re lyst til at fort­sa­et­te og fort­sa­et­te – men er nødt til at hu­ske, at det bli­ver mørkt på et tids­punkt.«

Stør­re end vilj­en

Respek­ten for van­det har og­så en an­del i det at kun­ne ma­er­ke sig selv ude på ha­vet. At no­get er stør­re end en selv, at man skal kun­ne red­de sig selv og an­dre, at ha­vet er så me­get stør­re og sta­er­ke­re end den vil­je, vi mo­der­ne men­ne­sker el­lers sa­et­ter vo­res lid til.

Van­det har al­tid va­e­ret til ste­de i Leif Sko­vs liv. Som barn i Vej­en sta­ve­de han sig frem i en tra­e­bal­je, se­ne­re byg­ge­de han tøm­mer­flå­der og små bå­de, der hur­tigt sank, og se­ne­re blev han ma­ri­ne­sol­dat.

»På ha­vet kan jeg ma­er­ke, at jeg le­ver. Der er jeg ik­ke pak­ket hund­re­de pct. ind i vat. Her er ska­eb­nen lidt ud­for­dret, det kan va­e­re be­fri­en­de i en el­lers kom­plet tryg hver­dag. Uden selv­føl­ge­lig di­rek­te at va­ek­ke Kong Nep­tuns vre­de ved at ro ud i dår­ligt vejr,« til­fø­jer han med et bredt smil.

Ka­ja­kro­ning er ik­ke for al­le. Det er hårdt, man kom­mer til at sve­de, og får pul­sen op og ma­er­ker si­ne gra­en­ser. Og man er nødt til at sa­et­te sig ind i vind og vejr. Men Leif Skov er ik­ke i tvivl om, at ’det er fan­ta­stisk’.

»Har du ba­re den mindst lyst til at prø­ve det af, så gør det. Kon­takt den na­er­me­ste klub, de har helt sik­kert et hold for ae­l­dre, og kom ud. Det har aen­dret mit liv. Ha­vet er ble­vet mit helt eget frirum, og det kan og­så bli­ve dit.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.