H

ver torsdag mødes Bent Hansen på 75 år med tennisholdet, enten på udebane eller i hallen i Allinge, hvis vintersaesonen har sat ind. De otte herrer går til stålet, og der spilles både om streger (kontanter til holdkassen) og om håneretten under tredje halvleg.

At rafle, få en snaps og have det sjovt under og efter traening er en stor del af det at spille tennis, men det er ikke det vigtigste for Bent Hansen. Han kan nemlig ikke undvaere at bevaege sig.

»Motion er min medicin, som jeg gladelig tager hver dag, og det har jeg gjort hele livet.«

Han har altid bevaeget sig. Vaeret aktiv og dystet om medaljer og trofaeer. Både i fodbold, badminton og andre sportsgrene. I den lokale klub, ASG Allinge-Sandvig Gymnastikforening, men også i Bornholmsserien, hvor han sidst i 1960erne var med til at rykke det lokale fodboldhold op i Danmarks-serien.

»Motion har altid vaeret en naturlig del af min hverdag, for mig ville det vaere svaert at lade vaere med at røre mig. Jeg får det faktisk ikke godt af ikke at røre mig. Derfor holder jeg mig i gang hver dag. Selvom jeg også dyrker hyggelige aktiviteter, som måske ikke er meget fysiske, sørger jeg for at røre mig meget i min hverdag generelt. Jeg kan simpelthen ikke lade vaere.«

Ikke traet af motion

Det er aldrig de fysiske aktiviteter, der gør ham traet. Tvaertimod.

»Mens vi bevaeger os, har vi det jo sjovt, glaeden ved sporten og bevaegelsen haenger sammen med det kammeratskab, jeg har opbygget med dem, jeg mødes med. Det fysiske og sociale i kombination er min medicin, kan du sige. Det holder mig i gang og gør mig glad. At vi kan