Hvad drøm­mer dit barn om?

BT - - SØNDAG -

If you can dream it, you can do it’, sag­de Walt Dis­ney en­gang. Men drøm­me er of­te no­get, vi for­bin­der med en god nats søvn. El­ler som, nog­le sa­er­ligt ta­lent­ful­de men­ne­sker forundt. For hvem har egent­lig tid og råd til at kun­ne ud­le­ve de­res drøm­me? (For slet ik­ke at ta­le om, hvad folk mon vil­le ta­en­ke, hvis man li­ge plud­se­lig sag­de: ‘Jeg har en drøm om at…’). MEN DRØM­ME ER no­get, vi er be­gyndt, at ta­le me­get om hjem­me hos os. For min dat­ter går li­ge nu i 8.klas­se, og der er me­get fo­kus på, hvad der skal ske ef­ter fol­ke­sko­len. Og med ‘pa­rat­heds­vur­de­rin­ger’, krav til gym­na­si­et og en be­gyn­den­de snak om frem­ti­den, så gi­ver det me­ning at ta­le om drøm­me og om li­vet på et lidt hø­je­re plan. For hun er nok, som så man­ge an­dre un­ge i den al­der, tem­me­lig for­vir­ret. VI TA­LER OM, hvad hun fø­ler sig god til (og ik­ke god til). Hvad fa­mi­li­en op­le­ver, hen­des styr­ker er. Hvad hun ta­en­ker kun­ne va­e­re sjovt frem­over. Hvad hun ger­ne vil va­e­re dyg­tig til og hvor vig­ti­ge hen­des so­ci­a­le kom­pe­ten­cer er. Vi ta­ler om al­le de for­skel­li­ge ve­je, som bå­de jeg, hen­des far og pap­far har gå­et. (Uni­ver­si­tet, Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter, Sankt An­nae dren­ge­kor). Og om hvor­dan og hvad, der skal til, for at ud­le­ve si­ne drøm­me. AT DET VIG­TIG­STE i li­vet ik­ke er ka­rak­te­rer og et fast ar­bej­de, men at gø­re sig uma­ge og spør­ge sig selv ‘hvem er jeg’? Hvad er det, som kun jeg kan, og hvor­dan kan jeg bru­ge det til at ska­be no­get, der er godt for ver­den? Hvor vig­tigt det er, at tur­de, at ma­er­ke ef­ter og va­e­re tro mod sin ma­ve­for­nem­mel­se og ik­ke la­de sig ri­ve med af, hvad an­dre gør, og hvad ver­den for­ven­ter af én. DET ER NEM­LIG spe­ci­elt godt for un­ge, at vi re­gel­ma­es­sigt sår små drøm­me-frø i dem, da te­e­na­ge­å­re­ne er en me­get sø­gen­de tid. De er nem­lig ik­ke kun usik­re, højtrå­ben­de og rig­tig go­de til, at sva­re igen. Men og­så ek­stremt sø­gen­de i form af me­ning og for­mål med li­vet. Og­så selv­om de ik­ke nød­ven­dig­vis gi­ver ud­tryk for det. Der­for er det end­nu vig­ti­ge­re, at vi som voks­ne hja­el­per og støt­ter dem til at kun­ne ska­be vi­sio­ner og for­føl­ge de­res drøm­me. Og at vi tror, at det har en virk­ning. FOR VO­RES FANTASI kan vi nem­lig bru­ge til man­ge ting. Den kan bå­de ska­be sjove teg­nin­ger og forta­el­le go­de god­nat­hi­sto­ri­er. Men det er jo kun en brøk­del af den. Vo­res fo­re­stil­lings­ev­ne kan og­så ska­be vo­res ver­den og det liv, vi kom­mer til at le­ve. (Ta­enk ba­re på Walt Dis­ney. Godt hans fora­el­dre ik­ke sag­de, han skul­le drop­pe alt det teg­ne­ri!) DET HAND­LER NEM­LIG ik­ke kun om, at drøm­me om en hund­e­hvalp el­ler en ny te­le­fon, men om et mål, et øn­ske, en vi­sion, en drøm. Så kan vi som voks­ne men­ne­sker, ud­nyt­te vo­res ful­de po­ten­ti­a­le, for­di det er, hvem vi er, når vi er bedst. Det po­ten­ti­a­le som fol­ke­sko­len (med al respekt for la­e­rer­ne), ik­ke for­mår at få til at blom­stre. FOR SKO­LEN HAR det med at til­si­desa­et­te de oce­a­ner af kre­a­ti­vi­tet og uud­tal­te drøm­me, der fin­des hos børn og un­ge. Ja, fak­tisk ha­em­mes det me­re og me­re, jo ae­l­dre de bli­ver. For i et­hvert ud­dan­nel­ses­sy­stem er der et hieraki in­den­for fa­ge­ne. Ma­te­ma­tik og sprog er øverst, og de hu­ma­ni­sti­ske fag som mu­sik, sang, dra­ma, dans bil­led­kunst er ne­derst. De ta­el­ler mindst. DET ER SOM om, at vi be­gyn­der med at ‘til­la­de’ kre­a­ti­vi­te­ten og fan­ta­si­en hos små børn. Men med ti­den for­svin­der det­te fo­kus og vi gli­der lang­somt fra san­ser­ne, krop­pen og hjer­tet op i ho­ve­d­et og ud til ven­stre hjer­ne­halv­del. (Den der bl.a. er Al­le børn er født kunst­ne­re. Pro­ble­met er at for­bli­ve kunst­ner, som vi vok­ser op’. Så lad os va­e­re ‘po­ten­ti­a­le­kri­ge­re’ over for vo­res børn, li­ge­gyl­digt hvil­ken vej de va­el­ger at gå prak­tisk, ana­ly­tisk, stra­te­gisk, ma­te­ma­tisk og sprog­lig). Og der bli­ver så vo­res fo­kus re­sten af vo­res ud­dan­nel­se. LIDT FORENKLET SAGT har vi be­slut­tet, at ‘al­le’ helst skal va­e­re la­e­ger, ad­vo­ka­ter og pro­fes­so­rer. El­ler det er i hvert fald det, som ud­dan­nel­ses­sy­ste­mets suc­ceskri­te­rie’ er sat op til. Hvis man kan få en uni­ver­si­tets­grad, er man vir­ke­lig ga­ran­te­ret ‘suc­ces’. (la­es, iro­nisk) Og på den må­de får vi ho­ved­sa­ge­ligt pro­du­ce­ret ‘ven­stre-hjer­ne­halv­dels-men­ne­sker’ i et helt land og i det me­ste af ver­den. EN RIMELIG BEGRAENSET må­de ‘at ud­nyt­te’ klo­dens po­ten­ti­a­le på ik’? Spe­ci­elt når man ta­en­ker på, at vo­res børn kom­mer til at genop­fin­de sig selv 3-4-5-6-7 gan­ge igen­nem de­res ar­bejds­liv. Og at tek­no­lo­gi­en fremad­ret­tet gi­ver mu­lig­he­der, som vi slet ik­ke kan fo­re­stil­le os i dag. FOR SELVFØLGELIG HAND­LER det ik­ke om at hi­ve børn ud af sko­len og si­ge: ’Drop ma­te­ma­tik­ken, skat! Ba­re drøm der­u­dad’! Men vi bli­ver nødt til at for­hol­de os kri­tisk til et fora­el­det sy­stem, som kun ud­dan­ner en me­get lil­le del af hjer­nen, OG som fora­el­dre va­e­re nys­ger­ri­ge ef­ter, hvor­dan vi får ak­ti­ve­ret og bak­ket op om vo­res børns kre­a­ti­vi­tet og drøm­me. PICASSO SAG­DE EN­GANG: ‘Al­le børn er født kunst­ne­re. Pro­ble­met er at for­bli­ve kunst­ner, som vi vok­ser op’. Så lad os va­e­re ‘po­ten­ti­a­le­kri­ge­re’ over­for vo­res børn, li­ge­gyl­digt hvil­ken vej de va­el­ger at gå. Og pu­ste lidt me­re drøm­me­støv, ud­over dem, imens de sta­dig er åb­ne og mod­ta­ge­li­ge, imens de sta­dig tør og har en liv­lig fantasi. Så bli’r det må­ske mu­ligt, at ska­be et sam­fund, med hjer­nen OG hjer­tet, på ret­te sted. Det kan man i hvert fald drøm­me om … Sa­rah Zo­bel, 42 år. Psy­ko­log og for­fat­ter. Mor til tre børn. Står bag YouTu­be-ka­na­len: Fuck­ing Mo­der­ne Fa­mi­li­er. In­s­ta­gram: sa­ra­h_zo­bel9

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.