Man ud­tryk­ker ik­ke stolt­hed. Den slags er ik­ke no­get, vi ta­ler om

BT - - NYHEDER -

BIOGRAFI Da In­ger Støj­berg for­le­den al­li­ge­vel var på de kan­ter – Ski­ve­eg­nen i Midtjyl­land – fik hun mel­lem to mø­der klemt et lil­le be­søg ind hjem­me hos far og mor i lands­by­en Hjerk. Selv­om hun kun hav­de 45 mi­nut­ter, stod dam­pen­de varm cho­ko­la­de og ny­bag­te bol­ler klar på bor­det. For derop­pe – som hun med ka­er­lig over­ba­e­ren­hed forta­el­ler – står ti­den stil­le. Det kan godt va­e­re, at In­ger er ble­vet 43 år, men i fora­el­dre­nes øj­ne har in­tet for­an­dret sig fra den- gang, hun som lil­le pi­ge lu­ge­de ukr­udt på ro­e­mar­ker­ne. Men iføl­ge den nye bog ’In­ger - Der hvor hun kom­mer fra’ er der hel­ler in­tet, der har for­an­dret sig i den In­ger Støj­berg, der sta­dig er pi­gen, som higer efter anerkendelse og efter at le­ve op til far og mors us­ag­te for­vent­nin­ger. Pi­gen, hvis vig­tig­ste driv­kraft er og he­le li­vet har va­e­ret at gø­re fora­el­dre­ne stol­te.

Der gi­ves ad­skil­li­ge ek­semp­ler på det i bo­gen om den kon­tro­ver­si­el­le Ven­stre-po­li­ti­ker.

Ét af dem fra den­gang en me­get ung In­ger Støj­berg spra­eng­fyldt af gla­e­de sent om af­te­nen kom hjem til Hjerk, og med ivrigt og stolt hjer­te ru­ske­de liv i si­ne fora­el­dre for at forta­el­le, at hun i en al­der af 20 år var ble­vet valgt som Ven­stre Ung­doms kan­di­dat til amts­rå­dsval­get. Fa­de­ren var ik­ke im­po­ne­ret Fa­de­ren Mathias var ik­ke im­po­ne­ret.

’Jeg la­eg­ger ho­ve­d­et på blok­ken på, at du ik­ke bli­ver valgt’ var hans ene­ste svi­den­de kom­men­tar.

Men hvis man ta­en­ker, at den slags ud­slag af mang­len­de tro på ens ev­ner og ta­len­ter kun­ne slå In­ger Støj­berg om­kuld, så ta­en­ker man helt for­kert.

»Det er da ik­ke no­get, der har sat sig,« for­kla­rer hun over te­le­fo­nen og ud­dy­ber:

»Jeg har al­drig op­fat­tet det som man­gel på tro på mig. Tva­er­ti­mod har det me­re bi­dra­get til no­get fan­de­ni­voldsk­hed. At jeg nok skal vi­se dig, min go­de far, at du ta­ger fejl. Så­dan no­get har va­e­ret med til at mo­ti­ve­re mig,« in­si­ste­rer In­ger Støj­berg.

Hun er gjort af et stof, man – iføl­ge hen­des egen ud­la­eg­ning – skal va­e­re jy­de for helt at for­stå kon­tu­rer­ne i.

Helt fra In­ger Støj­berg var barn, har det, hun selv kal­der ’jysk be­ske­den­hed’, va­e­ret frem­her­sken­de. Det med at ik­ke at stik­ke na­e­sen for langt frem.

Det kom til ud­tryk, da In­ger Støj­berg som lil­le pi­ge drøm­te om at bli­ve astro­naut el­ler po­li­ti­ker og blev ret­tet ind af mo­de­ren Gud­run. Så stort drøm­te man ik­ke i Hjerk. Fri­sør el­ler sy­geple­jer­ske vid­ste man, hvad var.

Det var syn­ligt, da hun be­gynd­te i sko­len og fy­sisk og psy­kisk gjor­de sig na­e­sten usyn­lig.

Det blev kon­kret, da den el­lers dyg­ti­ge te­e­na­ger i sko­len blev bedt om at gi­ve sig selv ka­rak­ter og valg­te den dår­lig­ste, et C.

Og det – for­tal­te mo­de­ren hen­de bag­ef­ter – var godt nok. For var der én ting her i li­vet, man ik­ke skul­le, så var det at sa­et­te sig selv for højt.

»Man kan jo ik­ke li­ge­frem si­ge, at jeg er ble­vet pa­cet frem,« gri­ner In­ger Støj­berg og forta­el­ler anek­do­ten om den for­års­dag i 2009, hvor Lars Løk­ke sat­te hen­de på det nye mi­ni­ster­hold. Et fast hol­de­punkt En nyhed, der blev mod­ta­get med et vist for­be­hold hjem­me hos Mathias og Gud­run Støj­berg i Hjerk. Og kra­e­ve­de, at fora­el­dre­ne li­ge fik lej­lig­hed til at ta­le sam­men, før de var klar med en re­ak­tion: »Far og jeg vil ger­ne si­ge til­lyk­ke.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.