Tør du stå ved dit si­despring?

BT - - DEBAT -

TORSDAGSKLUMME

Du ken­der sik­kert en, der har prø­vet det. Må­ske har du og­så selv va­e­ret der. Utro­skab, si­despring, hyg­ge på si­de­linj­en, fra­ekt frik­var­ter, vok­sen­hyg­ge osv. Uka­ert barn, man­ge nav­ne. Ju­le­frokostsa­e­so­nen sky­des snart i gang – nog­le gan­ge med et rig­tigt knald. Mun­ter snak, be­sna­e­ren­de dans og en tår over tør­sten, så er der lir i luf­ten, og ko­pirum­met kan plud­se­lig bru­ges til an­det end at Adam Holm hi­sto­ri­ker og jour­na­list hen­te ke­de­li­ge ex­cel-ark. Om det ta­ger to mi­nut­ter el­ler to ti­mer, er sa­gen un­der­ord­net. VI KAL­DER HANDLINGEN for utro­skab, og det af­fø­der al­tid slad­der. »Har du hørt, at Ole fra it knal­de­de med Met­te fra regn­skab?«, si­ger vi halvt for­døm­men­de, halvt fa­sci­ne­ret. Vi gy­ser og ta­en­ker, at Ole og Met­te sik­kert be­fin­der sig i hver sit des­pe­ra­te ae­g­te­skab. De får vo­res med­li­den­hed sam­ti­dig med, at vi for­ar­ges over, at de har stil­let de­res drif­ter til skue. Og det bli­ver kun va­er­re, hvis det vi­ser sig, at ut­ro­ska­ben har fun­det sted over la­en­ge­re tid. I så fald er det jo kri­mi­nelt, og så er der kun ét at gø­re: skils­mis­se. MIN PÅSTAND ER imid­ler­tid, at det ik­ke be­hø­ver at va­e­re et be­skidt la­gen, i hvert fald ik­ke så me­get, at voks­ne, for­stan­di­ge skal af­stå fra at ta­le om

det. Jeg er ik­ke ad­vo­kat for En skils­mis­se utro­skab, og jeg tror ik­ke, at

løs­nin­gen på kedsom­hed med ulyk­ke­li­ge

i par­for­hol­det er at gi­ve børn og fortviv­le­de den gas med en frem­med

sen­ge­part­ner. Men i et land, voks­ne til føl­ge er en

der bryster sig af fri­sind, tem­me­lig vold­som er det sam­ti­dig for­stem­men­de, at så man­ge skam­mer pris for et bed­rag sig over de­res lyst og ri­si­ke­rer at bli­ve skilt, for­di de en gang imel­lem sa­en­ker pa­ra­der­ne. FOR IK­KE SÅ la­en­ge si­den rin­ge­de en god ven og sag­de, at han og ko­nen var ved at gå fra hin­an­den. Hvor­for det, spurg­te jeg let­te­re forun­dret. I mi­ne øj­ne vir­ke­de de som et vel­fun­ge­ren­de par med en dej­lig fa­mi­lie. »Jeg har va­e­ret ut­ro«, lød sva­ret. Til trods for te­ra­pi og lan­ge gå­tu­re i sko­ven var der ik­ke no­get at gø­re. Til­li­den var for­s­vun­det og der­med far­vel og tak til fem­ten års ae­g­te­skab og et brud med løf­tet om at le­ve sam­men i med­gang og mod­gang. JEG BLEV VRED, da jeg hør­te det. Vred, for­di en skils­mis­se med ulyk­ke­li­ge børn og fortviv­le­de voks­ne til føl­ge er en tem­me­lig vold­som pris for et bed­rag. Ja gu gør det ondt, og det er kra­e­ven­de at skul­le op på he­sten igen, men hvis man vil vi­de­re som par, er det ba­re om at tra­ek­ke i det men­tale ar­bejd­s­tøj. Selv­føl­ge­lig er det et in­di­vi­du­elt spørgs­mål, STATS­MI­NI­STE­REN – af Car­sten Graa­ba­ek, i BT si­den 1982 hvor me­get man kan kla­re. Hvad der gi­ver me­ning for den ene, be­hø­ver ik­ke at gø­re det for den an­den. Jeg har va­e­ret min egen ko­ne ut­ro, og hun mig. Vi er, som folk er flest. Vi går op i vo­res børns ve og vel, be­ta­ler de for­døm­te ru­de­k­u­ver­ter, pas­ser vo­res ar­bej­de og ta­ler om fi­nanskri­se og ufred i ver­den og fal­der i søvn til fjern­sy­net hånd i hånd. Ba­er over med den­ne pri­va­te til­stå­el­se. Det kan vir­ke stø­de­n­de, når man som jeg luf­ter la­ge­ner­ne i al of­fent­lig­hed. HVAD SKER DER, hvis man i ste­det for løg­ne­ne og be­na­eg­tel­ser­ne tur­de va­e­re ae­r­lig? Må­ske vil det ha­ve sam­me ef­fekt, som da man som barn gra­e­den­de kald­te på si­ne fora­el­dre og bad dem se ef­ter, om der lå et grønt mon­ster un­der ens seng. Når mor el­ler far ta­end­te for ly­set, føl­tes det ik­ke la­en­ge­re ut­rygt. Ja­lou­si er monste­ret un­der sen­gen. Hvor­for dog pla­ge sig selv med angst for no­get, der dy­best set ik­ke er så far­ligt?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.