En gal hund

BT - - DEBAT -

Jeg kom­mer med fred og har in­tet ar­til­le­ri med. Med tå­rer i øj­ne­ne be­der jeg jer for­stå, at hvis I fuck­er med mig, dra­e­ber jeg jer al­le.« Så­dan faldt or­de­ne, da ge­ne­ral Ja­mes Mat­tis mød­tes med den iraki­ske ha­er­le­del­se ef­ter Bag­dads fald i 2003. Mat­tis har øge­nav­net ’Mad Dog’, og Trump har ka­stet sin kaerlighed på ham – og hvis Mat­tis selv si­ger ja, så er han USA’s na­e­ste for­svars­mi­ni­ster. MAN SKUL­LE VA­E­RE me­get to­ne­døv for ik­ke at fan­ge den ma­skuli­ne un­der­strøm i Trumps valg­kamp. Trumps ap­pel til isa­er hvi­de ma­end er skyld i, at han er pra­esi­dent, og hvis man vil an­er­ken­des der, hvor luf­ten er tyk af te­stoste­ron, så er Mat­tis et op­lagt valg. Det ene­ste al­ter­na­tiv til Mat­tis vil­le med den må­le­stok va­e­re Chuck Nor­ris. MAT­TIS ER MARINESOLDAT – og ud­ta­lel­ser om, at få ting i ver­den fø­les bed­re end at bli­ve skudt på, el­ler at det er vig­tigt at va­e­re hø­flig, blot man ik­ke glem­mer at ha­ve en plan for at slå al­le ihjel, man mø­der – har gi­vet ham et le­gen­da­risk ry blandt ma­ri­ne­sol­da­ter. Mat­tis ta­en­ker og ta­ler som en sol­dat, men bag de man­di­ge one­li­ners er han en af de mest Hans En­gell be­la­e­ste og in­tel­lek­tu­el­le ame­ri­kan­ske ge­ne­ra­ler i ny­e­re tid. Et af Mat­tis’ an­dre øge­nav­ne – ’The War­ri­or Monk’ – af­spej­ler det­te. HVIS MAN LI­GE ser bort fra ju­be­len blandt os hu­le­ma­end, så er der grund til at dva­e­le lidt ved val­get af Mat­tis. MAT­TIS ER BE­RØMT og be­ryg­tet for at ha­ve si­ne me­nin­gers mod og har ik­ke und­ladt at forta­el­le Trump, at han er lodret imod at ge­nind­fø­re den tor­tur­lig­nen­de af­hø­rings­me­to­de wa­ter­bo­ar­ding. Da Mat­tis tjen­te un­der Oba­ma, fryg­te­de den­ne, at Mat­tis øn­ske­de en mi­li­ta­er kon­flikt med Iran, som Mat­tis op­fat­ter som ro­den til alt, der er gå­et galt i Mel­le­mø­sten. Det kan og­så godt va­e­re, at Trump øn­sker et bed­re sam­ar­bej­de med Pu­tin og Rusland, men så vir­ker det sa­ert at pe­ge på en mand, der som Mat­tis øn­sker at sa­et­te hårdt mod hårdt, så rus­ser­ne kan for­stå, hvor gra­en­ser­ne går. Mat­tis er ik­ke ty­pen, der stil­tien­de pa­re­rer or­drer, som han ik­ke er enig i. Det er nok godt, når man ta­ger Trumps uen­de­li­ge uden­rigs­po­li­ti­ske uvi­den­hed i be­tragt­ning. AL­LE PRA­ESI­DEN­TER OP­LE­VER, at om­ver­de­nen – og isa­er USA’s ar­vefjen­der – te­ster dem for at fin­de ud af, hvad man kan slip­pe af sted med. MAN­GE, ISA­ER I Eu­ro­pa, har va­e­ret be­kym­ret for, at USA un­der Trump vil iso­le­re sig, og at Nato-al­li­an­cen ik­ke rum­mer de ame­ri­kan­ske sik­ker­heds­ga­ran­ti­er, vi har va­e­ret vant til. MÅ­SKE ER DET der­for, at Trump me­get ger­ne ser Mat­tis som sin for­svars­mi­ni­ster, for­di han fryg­ter, at rus­ser­ne vil te­ste ame­ri­kansk al­li­an­ce­vil­lig­hed i Bal­ti­kum, og at ira­ner­ne ik­ke vil over­hol­de den ato­maf­ta­le, man ind­gik. TRUMPS DAGS­OR­DEN ER ame­ri­kansk. Den hand­ler om at ska­be ar­bejds­plad­ser og fle­re vel­be­tal­te job til ar­bej­der­klas­sen. Det er nem­mest, hvis der er ro langs li­mes (gra­en­sen). GE­OR­GE W. BUSH hav­de i 2001 en lig­nen­de dags­or­den, men så kom ver­den og ban­ke­de på d. 11. sep­tem­ber, og en ny po­li­tisk vir­ke­lig­hed meld­te sig. Trump vil me­get nø­dig li­de sam­me ska­eb­ne, og der er in­tet som en gal hund, der kan hol­de ubud­ne ga­e­ster fra dø­ren. Set i det lys er Mat­tis den for­svars­mi­ni­ster, USA la­en­ge har ven­tet på.

HVAD ER PRO­BLE­MET?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.