CHRI­STI­NA SEDERQVIST

BT - - INHOLD -

’Jeg li­der af yt­rings­angst’

Li­der du af yt­rings­angst? Jeg gør. Jeg selv­cen­su­re­rer hver evig ene­ste dag, for­di jeg er ban­ge for re­pres­sa­li­er. Bå­de fy­si­ske re­pres­sa­li­er og ube­ha­ge­li­ge ver­ba­le re­pres­sa­li­er. Men hver gang jeg ik­ke an­ven­der min yt­rings­fri­hed – gi­ver min me­ning til ken­de el­ler ind­går i en de­bat, så fø­ler jeg mig som ver­dens stør­ste kujon. Lad mig kom­me med et ek­sem­pel. Jeg er ble­vet til­knyt­tet et kvin­de­netva­erk på Fa­ce­book, som dis­ku­te­rer ar­bejds­for­hold for kvin­der i min bran­che. Det er et net­va­erk, der be­står af rig­tig man­ge af mi­ne frem­ti­di­ge sam­ar­bejds­part­ne­re. Pro­ble­met er, at jeg er me­get ue­nig med de to­ne­an­gi­ven­de stem­mer i grup­pen. Fak­tisk sy­nes jeg, at de­res re­to­rik sa­et­ter vo­res li­ge­stil­lings­kamp til­ba­ge. Men det tør jeg ik­ke si­ge, for jeg bry­der mig ik­ke om to­nen, der an­ven­des, når no­gen er i op­po­si­tion til kvo­te­tan­ker og of­fer­men­ta­li­tet. Jeg tør hel­ler ik­ke mel­de mig ud af grup­pen, for det vil sen­de et sig­nal om, at jeg er imod den. Og det er trods alt men­ne­sker, jeg ger­ne vil ind­gå i frem­ti­di­ge pro­jek­ter med. I ste­det en­der jeg med at slå nyhe­der fra grup­pen fra. Li­ge­som jeg va­el­ger ik­ke at få op­da­te­rin­ger fra tid­li­ge­re klas­se­kam­me­ra­ter, der luf­ter ra­ci­sti­ske hold­nin­ger el­ler fra folk, der de­ler bil­le­der af dy­re­tor­tur. Jeg sør­ger med an­dre ord for at hol­de mit news­fe­ed ren­set for ting, der kan brin­ge mig ud af fat­ning. Jeg ifø­rer mig skyklap­per, mens jeg i mi­ne sta­tu­s­op­da­te­rin­ger og i mi­ne klum­mer skri­ver, at vi skal ka­em­pe for yt­rings­fri­he­den. Jeg sør­ger ba­re for, at jeg kun be­hø­ver at yt­re mig om no­get, som in­gen bli­ver stødt over. Hvor­for er det et pro­blem? Er det ik­ke fint nok? Vi har jo yt­rings­fri­hed – ik­ke yt­rings­pligt. Man be­hø­ver jo ik­ke at ha­ve en me­ning om alt. Det er sandt. Men når man hol­der op med at yt­re sig af angst og ik­ke ud fra den vur­de­ring, at man skal va­el­ge si­ne kam­pe, så er de­mo­kra­ti­et i fa­re. Og det er min skyld. Og din, hvis du som jeg er ban­ge for at si­ge, hvad du me­ner. Når jeg skal skri­ve den her klum­me, er der em­ner, jeg und­går, for­di jeg er ban­ge for kon­se­kven­ser­ne. Jeg vil egent­lig ger­ne skri­ve om Alep­po. Om in­te­gra­tion. Om kvo­te­kus­se­ri. Jeg vil skri­ve om bi­stand­s­kli­en­ter, der skal ta­ge sig sam­men og om kul­tur­ra­di­ka­le, der skal fat­te, hvad det vil si­ge at va­e­re fat­tig i Dan­mark. Jeg tror på an­svar og so­li­da­ri­tet. Jeg tror på em­pa­ti mel­lem men­ne­sker. Jeg tror på, at de me­re sol­bra­end­te af mi­ne na­bo­er skal ind­dra­ges i at ta­ge an­svar for vo­res land. Men em­ner­ne er blandt dem, jeg ik­ke har tur­det skri­ve om af angst for, hvor­dan om­gi­vel­ser­ne vil­le re­a­ge­re. For jeg bor i DF-land, og Na­zi-Jon­ni luf­ter sit ha­ge­kors et par ki­lo­me­ter la­en­ge­re ne­de ad vej­en. Men hvis jeg ik­ke tør ... jeg som har ta­le­tid i me­di­er­ne, hvem fan­den skal så gø­re det? Vil vi gø­re dis­kus­sions­kli­ma­et bed­re, er vi nødt til at ind­gå i de­bat­ter­ne. Som si­tu­a­tio­nen er nu, er det kun de mest højtrå­ben­de og kon­flikt­sø­gen­de, der får ta­le­tid. Det skal de sgu ik­ke va­e­re ale­ne om. Al­le vi, som er lidt kon­sensus­sø­gen­de og kon­flikt­sky, er nødt til at man­de os op og ta­ge vo­res ta­le­tid. Det er vo­res an­svar at del­ta­ge. For hvem ved – må­ske kan vi med­vir­ke til at få kam­mer­to­nen til­ba­ge i de­bat­ten.

Jeg ifø­rer mig skyklap­per, mens jeg i mi­ne sta­tu­s­op­da­te­rin­ger og i mi­ne klum­mer skri­ver, at vi skal ka­em­pe for yt­rings­fri­he­den. Jeg sør­ger ba­re for, at jeg kun be­hø­ver at yt­re mig om no­get, som in­gen bli­ver stødt over

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.