H

BT - - INTERVIEW -

Fo­to Nils Meilvang un har let til tå­rer og for­ud­ser al­tid, at an­dre og­så har det. Der­for står der på bor­det i pra­este­va­e­rel­set i Sankt Pauls Kir­ke en pak­ke Kle­e­nex på bor­det. Ba­re for en sik­ker­heds skyld.

Sog­ne­pra­est og sam­funds­de­bat­tør Kat­hri­ne Lil­leør er vi­tal og smit­ten­de i sin gla­e­de og sit en­ga­ge­ment – men li­ge så vel som gla­e­den er og­så sor­gen et vil­kår i hen­des liv – hun ved, at det kra­e­ver en ak­tiv hand­ling at slip­pe smer­ten og la­eg­ge bri­ste­de drøm­me bag sig.

Hun vok­se­de op i 1970er­ne – den­gang der ik­ke var sik­ker­heds­se­ler bag i bi­ler­ne, og børn var me­get min­dre i fo­kus end i dag. Når hun ta­en­ker til­ba­ge, var vej­en hjem fra sko­le of­te grå.

»Der var ik­ke no­gen, der gad at le­ge, og der var ik­ke al­tid no­gen, der ven­te­de der­hjem­me, og de voks­ne ane­de ik­ke, hvor tun­ge mi­ne da­ge un­der­ti­den var.«

Det var nu ik­ke mang­len på op­ma­er­k­som­hed, der gjor­de, at hun hav­de det sva­ert.

»Nej, slet ik­ke. Der var sna­re­re ta­le om den grund­la­eg­gen­de en­som­hed, der fin­des i al­le men­ne­skers liv, og som jeg har skul­let la­e­re at hånd­te­re. Jeg hu­sker me­get ty­de­ligt, hvor­dan jeg ka­em­pe­de med at fin­de ud af, hvad jeg skul­le stil­le op, når jeg mød­te mod­gang, for jeg kun­ne bli­ve sinds­sygt ked af det,« si­ger Kat­hri­ne Lil­leør.

»Det kan jeg sta­dig. Det kan vi al­le.«

Hun kan våg­ne og va­e­re glad, men ef­ter tre tan­ker er hun ik­ke glad la­en­ge­re. Bå­de som pri­vat­per­son, men og­så som pra­est har hun måt­tet spør­ge sig selv, hvor­dan man ha­e­ver sig over det, man går og gra­e­der over. Hvor­dan man over­le­ver, når li­vet sej­ler.

Trist­he­den

Kat­hri­ne Lil­leør var ’ik­ke sa­er­lig god til at va­e­re barn’.

»Der var for lan­ge tan­ker i mit ho­ved, og jeg føl­te mig of­te en­som. Jeg hav­de det van­vit­tig sva­ert, fra jeg var ni til jeg var 15 år. Jeg kun­ne ma­er­ke, at jeg ik­ke lig­ne­de de an­dre, og det var en me­get sår­bar tid. Jeg føl­te mig hud­løs i ve­nin­de­sam­men­ha­en­ge. Pi­ger vil ger­ne va­e­re sam­men to og to, det lig­ger sim­pelt­hen i vo­res dna. Jeg hu­sker fø­lel­sen af at bli­ve valgt fra af hen­de, jeg rig­tig ger­ne vil­le va­e­re sam­men med, for­di hun hel­le­re vil­le va­e­re to og to med en an­den. Der var ik­ke ta­le om mob­ning, det ske­te ba­re, men det be­rør­te mig dybt. Og jeg be­fandt mig i et va­cuum af trist­hed og ’ked-af-det-hed’, ind­til jeg fandt en ny at va­e­re sam­men med,« si­ger Kat­hri­ne Lil­leør, der ud­over at va­e­re sog­ne­pra­est ved Sankt Pauls Kir­ke i Kø­ben­havn og­så er me­nings­dan­ner, forfatter samt fored­rags­hol­der.

Det gjor­de ondt at bli­ve fra­valgt, men Kat­hri­ne Lil­leør fandt tid­ligt en må­de at ta­ck­le smer­ten på – hun fandt sim­pelt­hen no­get rart, hun kun­ne gla­e­de sig til.

»Det er en er­fa­ring, jeg gjor­de mig me­get tid­ligt. Gla­e­den blev et kom­pas, jeg in­tu­i­tivt fandt frem for at navi­ge­re ud af mør­ket. Jeg gik f.eks. og rem­se­de op for mig selv, at min mor vil­le hen­te mig fra sko­le på fre­dag, el­ler at jeg skul­le hjem til mi­ne bedste­fora­el­dre i we­e­ken­den. Jeg fandt nog­le fo­kus­punk­ter, der hjalp mig vi­de­re,« si­ger hun og kig­ger sig om ef­ter den halvan­det år gam­le grav­hund Au­gus­ta.

Med svin­gen­de ører og bru­ne øj­ne får den smi­le­ne frem. Kat­hri­ne Lil­leør kan umu­ligt skju­le, hvor glad hun er for sin kom­pag­non, der hop­per op i so­fa­en og la­eg­ger sig til ret­te helt ta­et op ad hen­de. Det var el­lers ik­ke me­nin­gen, at hun skul­le ha­ve en ny hund. Hen­des for­ri­ge dø­de, da den var 11 år gam­mel. Med lej­lig­hed på 4. sal midt i Kø­ben­havn og et travlt liv, var det nemt at få øje på ulem­per­ne ved at få en ny hund, men i sid­ste en­de tab­te de prak­ti­ske ind­ven­din­ger.

Lod­den gla­e­de

Au­gus­ta er le­ve­rings­dyg­tig i dag­lig gla­e­de bå­de hos Kat­hri­ne Lil­leør og re­sten af fa­mi­li­en, der ta­el­ler hen­des tre døtre, Kla­ra, Cor­de­lia og Ce­ci­lia, hen­des mand Jo­akim Lil­holt og hans to søn­ner Ak­sel og Dit­lev.

Net­op gla­e­den – og hvor man fin­der den – selv når li­vet gør ondt, er om­drej­nings­punk­tet i Kat­hri­ne Lil­leørs nye bog ’Gla­ed dig!’.

I bo­gen. der er en form for selv­hja­elps­bog, de­ler hun ud af si­ne er­fa­rin­ger og forta­el­lin­ger om, hvor­dan man over­le­ver mod­stand – et livsvil­kår vi al­le mø­der – før el­ler si­den.

»Det ly­der må­ske ba­nalt, men mit øn­ske er at få la­e­ser­ne til at min­de sig selv om tids­punk­ter, hvor de har op­le­vet mør­ket bli­ve over­vun­det. Man kan ik­ke tro det, når man er al­ler­mest ked af det. Men jeg har selv er­fa­ret, at li­ge­gyl­digt hvor tungt li­vet fø­les, er der al­tid gla­e­de i sig­te,« si­ger den 52-åri­ge pra­est.

Hun an­er­ken­der, at det kan ly­de som en na­e­sten umu­lig op­ga­ve, sa­er­ligt i si­tu­a­tio­ner, hvor man er så ked af det, at man ta­en­ker, at man al­drig bli­ver glad igen, men Kat­hri­ne Lil­leør er et godt ek­sem­pel på, at det kan la­de sig gø­re at fin­de lys, og­så når det he­le ser al­ler­mest håb­løst ud. Selv

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.