Må jeg by­de på en ska­vank?

BT - - NYHEDER -

KOM­MEN­TAR

Gud­ske­lov, at jeg har en ten­nisal­bue. Men først no­get om pi­ger. Jeg blev gift før­ste gang, da jeg var seks år. Pi­gen hed Ani­ta, og hen­des mor be­kendt­gjor­de høj­ti­de­ligt, at vi nu var mand og ko­ne, mens vi ba­lan­ce­re­de på fa­mi­li­ens ha­ve­ba­enk for at nå op i øjen­høj­de med Ani­tas mor. Det var og­så mit før­ste kys. I 1. KLASSE send­te vi dren­ge hår­tot­ter til ud­valg­te pi­ger, og i 3. klasse kom Per, Lars og jeg sam­men med Dort­he. Hun var bomsta­erk og kun­ne løf­te os fra jor­den, så vi blev svim­le. Vi dren­ge snak­ke­de om pi­ger, pi­ger, pi­ger på sam­me må­de, som ejen­doms­ma­eg­le­re ta­ler om be­lig­gen­hed, be­lig­gen­hed, be­lig­gen­hed. Knuds far hav­de po­r­nobla­de un­der sen­gen, så jeg så nøg­ne kvin­der og me­re til, før jeg var 10. Knud for­tal­te, at hans far og mor ’kut­te­de’. Det gna­ek­ke­de vi en del add. Da jeg blev lidt ae­l­dre, fortab­te Per og jeg os i ero­ti­ske forta­el­lin­ger i Ugens Rap­port, som Pers far ik­ke gem­te sa­er­lig godt. HVER AL­DER HAR si­ne fo­re­truk­ne sam­ta­le­em­ner. Min før­ste lan­ge tidsal­der var for­be­holdt pi­ger. Vend­te man vran­gen ud på vo­res hjer­neskal­ler, vil­le de va­e­re ta­pet til med bil­le­der af uop­nå­e­li­ge skøn­he­der. Et sted på hjer­ne­va­eg­gen vil­le der ha­en­ge en gul Jens Grund an­sv. che­fre­dak­tør sed­del med or­de­ne: Husk og­så at spi­se og gå på toilet. Med al­de­ren skif­te­de sam­ta­len ka­rak­ter. Da jeg blev vok­sen, far og fik små børn, hand­le­de al­ting om, hvor lidt vi fora­el­dre fik so­vet om nat­ten. Så fik vi eget hus, og plud­se­lig hand­le­de al­ting om flek­slån og gød­ning til gra­es­pla­e­nen, vi blev snus­for­nuf­ti­ge, og jeg la­er­te end­da at snak­ke med na­bo­en om vej­ret. I DET SE­NE­STE par år har jeg op­da­get et helt nyt sam­ta­le­em­ne: Fy­si­ske ska­van­ker. Be­gej­strin­gen er så stor i min om­gangskreds, at vi slet ik­ke kan stop­pe igen. Vi er i re­pa­ra­tions­al­de­ren, og uha for et fa­el­les­skab det ska­ber. Langt bed­re end drøm­me­kvin­der, ren­te­fald og van­vit­ti­ge vej­r­ud­sig­ter. Fal­den­de po­tens og for tid­lig sa­ed­af­gang er godt nok em­ner, vi sja­el­dent run­der. Men el­lers alt an­det nord og syd for or­ka­nens øje. Tag nu min ten­nisal­bue. Når jeg har mit neon­grøn­ne ne­op­ren-bind på til cros­sfit, hå­ber jeg na­tur­lig­vis, at no­gen spør­ger til al­bu­en. DET SKER TIT. Når jeg så har for­talt, hvil­ket dja­e­vel­skab så­dan en ten­nisal­bue i grun­den er, går jeg over og la­ver 10 pull up’s med kip og he­le piv­tø­jet. Jeg kan na­e­sten ik­ke fo­re­stil­le mig, hvor na­e­se­grus be­un­drin­gen bag mig må va­e­re, men vi­ser det na­tur­lig­vis Pre­ben Bang Hen­rik­sen Retsord­fø­rer, Ven­stre ik­ke. Det er ik­ke kønt at vir­ke selv­til­freds. Så hel­le­re et of­fer.

Man skal al­tid hu­ske at lyt­te lidt til de an­dres ska­van­ker, men kun for at kun­ne over­trum­fe med en end­nu stør­re ska­vank

DET ER KLART, at det ik­ke kun hand­ler om eg­ne li­del­ser. Man skal al­tid hu­ske at lyt­te lidt til de an­dres ska­van­ker, men kun for at kun­ne over­trum­fe med en end­nu stør­re ska­vank. Jeg har en, der er sva­er at slå. Jeg er fem pro­cent in­va­lid, for­di jeg for nog­le år si­den spra­eng­te min akil­les­se­ne til ten­nis. Den ska­de tra­ek­ker jeg al­tid frem, hvis an­dre er ved at vin­de kam­pen om dår­lig­dom­me. DET ER HEL­LER ik­ke la­en­ge si­den, at jeg kom galt af sted til cros­sfit med 90 ki­lo på ryg­gen. Gud­ske­lov var det ik­ke ba­re en let for­stra­ek­ning, men en ’sva­er disko­gen på­virk­ning’, som la­e­gen sag­de. Jeg aner ik­ke, hvad det be­ty­der, men det lød bed­re end en fi­ber­ska­de. Og da jeg for et års tid si­den blev be­hand­let for to ly­skenska­der, fandt la­e­gen og­så et mildt til­fa­el­de af brok. Det må jeg hu­ske at na­ev­ne na­e­ste gang, no­gen spør­ger til mig. DER ER HEL­DIG­VIS én ka­em­pe for­del ved at bli­ve ae­l­dre: Hver dag brin­ger en ny ska­vank. Jeg kan na­e­sten ik­ke øn­ske mig me­re. Det skul­le da li­ge va­e­re et liv uden ska­van­ker. Men så måt­te vi ma­end jo fin­de på no­get nyt at snak­ke om. Siv­flet for ek­sem­pel.

HVAD ER PRO­BLE­MET?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.