Be­sat af kar­to­f­ler og vin

BT - - NYHEDER -

JENS GAARDBO OG MORTEN PELCH SKRI­VER I BT SØNDAGSKLUMMEN

Min ko­ne er be­sat af kar­to­f­ler. Hun kø­ber alt for man­ge. Hun er no­to­risk ban­ge for, at der al­drig er nok af dem. Isa­er når vi skal ha­ve ga­e­ster til mad, så er der kar­to­f­ler over he­le hu­set. I køk­ken­ska­be, bru­se­ka­bi­nen, gar­dero­ben og lin­nedskuf­fen. Jeg selv er til gen­ga­eld be­sat af vin. Uan­set jeg jo kun er i stand til at drik­ke en fla­ske ad gan­gen, bli­ver jeg nervøs, når re­ser­vela­ge­ret syn­ker ned un­der 50 fla­sker. Beg­ge ting er skørt, bims, ube­grun­det, tvangs­pra­e­get, fø­lel­ses­la­det. Men den go­de nyhed er til gen­ga­eld, at ko­nen og jeg på det punkt ik­ke er va­er­re end de fle­ste an­dre. He­le ver­den er nem­lig halvvejs bims, hvis man skal tro bå­de forsk­ning og ar­tik­ler om det mo­der­ne, ir­ra­tio­nel­le men­ne­ske. – af Car­sten Graa­ba­ek, i BT si­den 1982

En stor for­bru­ge­r­a­na­ly­se i USA vi­ste for nog­le år si­den, at vo­res fø­lel­ser har be­tyd­ning for 30-40 pro­cent af vo­res for­brug. Det be­ty­der, at op imod halv­de­len af ind­købs­vog­nens ind­hold ik­ke er no­get, vi har brug for. Det er ba­re no­get, vi har lyst til at kø­be. Om fre­da­gen kø­ber vi f.eks. dy­re­re mad, end vi gør om ons­da­gen – for­ment­lig blot for­di, vi fø­ler, vi har fortjent det. Vi har der­i­mod ik­ke fortjent det midt i ugen. Vi kø­ber og­så en ny ost, selv­om der lig­ger tre hal­ve der­hjem­me i kø­le­ska­bet. Og hen­ne ved kas­sen sy­nes selv spelt­mødre, at fa­mi­li­en li­ge skal fre­dags­for­ka­e­les med nog­le po­ser slik. Jeg si­ger ik­ke, at det er for­kert. Jeg si­ger ba­re, at vo­res selv­for­stå­el­se som be­ga­ve­de, ra­tio­nel­le va­e­se­ner nok skal aen­dres.

Jeg selv køb­te en ly­se­blå skjor­te for ny­lig ale­ne, for­di jeg syn­tes, at den var pa­en – og det er ik­ke så un­der­ligt, for jeg har 11 af dem i for­vej­en, så jeg ved, hvad jeg snak­ker om. Og jeg vil i øv­rigt na­ev­ne, at fø­lel­ser og be­sa­et­tel­ser har haft de­res be­ret­ti­gel­se i hvert fald for mig og for na­tio­nen. Da Dan­mark blev fod­bold-eu­ro­pa­me­stre, sad jeg un­der samt­li­ge kam­pe med høj­re tom­mel­finger tryk­ket ned i so­fa­bor­det. Når jeg gik ud for at la­de van­det, score­de mod­stan­der­ne. Når jeg kom til­ba­ge og be­gynd­te for­fra med tom­mel­finge­ren, score­de Dan­mark. Der­for vandt vi EM.

På sam­me må­de har jeg si­den barn­dom­men al­tid be­t­rå­dt en trap­pe med ven­stre fod først. Det er der­for, det er gå­et mig no­gen­lun­de gen­nem li­vet. For to uger si­den for­søg­te jeg så med høj­re fod, og da fik jeg straks et lang­va­rigt hoste­an­fald. Min la­e­ge si­ger, det skyl­des ci­ga­ret­ter­ne, men det tror jeg ik­ke på.

Jeg tror hel­ler ik­ke på, at hånd­købs­me­di­cin hja­el­per mod no­get som helst, men jeg kø­ber al­li­ge­vel alt det, jeg kan kom­me i na­er­he­den af. Det gør re­sten af be­folk­nin­gen og­så, for om­sa­et­nin­gen på dis­se ret virk­nings­lø­se pro­duk­ter er op­pe på 1.200 mil­li­o­ner kro­ner om året. Det er pen­ge ud ad vinduet, men det fø­les godt. Og så­dan er det og­så med krystal­ler, he­a­ling, ma­ra­ton­løb, sur­dej, ef­ter­ud­dan­nel­se, vej­bump og fora­el­dre­mø­der i bør­ne­ha­ven.

Jeg har bedt min ko­ne sty­re det der med kar­to­f­ler­ne lidt bed­re. Men så pe­ger hun ba­re over på mi­ne vin­fla­sker og fo­re­slår, at jeg sø­ger hja­elp. Så står vi lidt og tjek­ker, hvem der blin­ker først. Og så snak­ker vi om no­get an­det. Ik­ke for­di det er det mest for­nuf­ti­ge at gø­re, men for­di det fø­les så­dan.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.