Kul­tur En kri­mi i dø­den

BT - - KULTUR -

RO­MAN Men net­op som han var godt i gang med ar­bej­det, måt­te Ry­da­hl og hans fa­mi­lie over­vin­de de­res egen kri­mi: he­le tre møder med man­den med le­en.

Først blev Ry­da­hls ko­ne ramt af kra­eft. Hans søn over­va­e­re­de et be­sti­alsk mord i en fod­ga­en­gertun­nel i Hil­le­rød, der gav genklang i he­le Dan­mark. Oven i det dø­de Ry­da­hls na­e­re ven – og na­e­sten-na­bo – ef­ter kort tids kra­eft­syg­dom.

Men selv­om vej­en til ’De sav­ne­de’ har va­e­ret som at gå bar­fo­det gen­nem en la­byrint fyldt med glas­skår, er han kom­met ud af skri­ve­pro­ces­sen som et klo­ge­re og bed­re men­ne­ske, hå­ber han. Livs­be­kra­ef­ten­de Set på et tids­punkt, hvor Ry­da­hls ko­ne hel­dig­vis er hel­bredt for sin kra­eft­syg­dom, kan det vir­ke bå­de en smu­le bizart og bit­tert iro­nisk, at syg­dom­men og de tragi­ske be­gi­ven­he­der skul­le fin­de sted i en tid, hvor Ry­da­hl ef­ter man­ge års for­fat­ter-ind­sats en­de­lig hav­de få­et mu­lig­hed for at kon­cen­tre­re sig om sin na­e­ste ro­man.

»Der er sik­kert og­så ven­ti­le­ret no­get sort­syn ud fra min si­de i ’De sav­ne­de’. Men be­stemt og­så det mod­sat­te. Midt i alt det for­fa­er­de­li­ge har jeg jo set, hvor­dan en mas­se men­ne­sker har va­e­ret der for min fa­mi­lie og vo­res ven­ners fa­mi­lie. Det er me­get livs­be­kra­ef­ten­de,« si­ger han.

I som­me­ren 2015 fik Ry­da­hls ko­ne kon­sta­te­ret kra­eft i øjet. Den slags kan ik­ke ku­re­res med ke­mo, i ste­det bli­ver der ind­sat en ra­dio­ak­tiv kap­sel i øjet, der gi­ver en hur­tig, men me­get smer­te­fuld be­hand­ling. Og som al­tid med kra­eft­be­hand­lin­ger er der vold­som­me ef­ter­virk­nin­ger. Stuk­kel ihjel Godt og vel et halvt år se­ne­re gik de­res søn hen i den om­tal­te tun­nel sam­men med sin go­de ven for at mø­de en an­den dreng, som ven­nen hav­de haft en kon­flikt med. Øn­sket var, at de skul­le bli­ve go­de ven­ner igen. I ste­det stak den an­den ven­nen ned for øj­ne­ne af søn­nen.

»En me­get vold­som op­le­vel­se for en te­e­na­ged­reng. Det vil­le det og­så va­e­re for os an­dre. Og det er klart, at det og­så på­vir­ke­de min ko­ne, der i for­vej­en var i be­hand­ling.« si­ger Tho­mas Ry­da­hl.

»Jeg sy­nes, at det er vig­tigt at va­e­re åben. For mig er det en del af en pro­ces, som og­så er en la­e­re­pro­ces. Jeg har mødt nog­le si­der i mig selv på godt og ondt. Jeg blev nok hur­tigt ham, der sør­ge­de for alt det prak­ti­ske, så min ko­ne kun­ne kon­cen­tre­re sig om sin he­ling. Nog­le gan­ge har hun og­så brug for, at man sa­et­ter sig ned og er ked af det sam­men med hen­de. Det er jeg ved at la­e­re. Det er nok en klas­sisk man­de­ting,« si­ger Tho­mas Ry­da­hl.

Ople­vel­ser­ne har ik­ke di­rek­te på­vir­ket for­fat­te­rens skriv­ning. Hans hi­sto­rie fo­re­går, som la­e­se­re af ’Ere­mit­ten’ vil vi­de, på Fu­er­te­ven­tu­ra. Men så al­li­ge­vel.

»Jeg har få­et et end­nu stør­re be­hov for at skri­ve nu­an­ce­ret end tid­li­ge­re. F.eks. er det vig­tigt for mig at vi­se, at ka­er­lig­hed ik­ke ba­re er let. Uan­set om man som en kvin­de i ’De sav­ne­de’ sa­et­ter alt ind på at fin­de sin for­s­vund­ne mand, kan der godt va­e­re pro­ble­mer i et for­hold. Der er lag og ni­veau­er i os al­le. Dyb­der. In­tet i li­vet er 100 pct. At se min ko­ne vri­de sig i smer­ter er det va­er­ste, jeg har op­le­vet i mit liv, men jeg ved­står og­så, at vi har vo­res op- og ned­t­u­re,« si­ger Tho­mas Ry­da­hl. Er der for hin­an­den Det er ved at bli­ve mørkt på Sja­el­lands nord­kyst. Va­er­ten forta­el­ler, at han og søn­nen får be­søg af pi­gen, der for ny­lig mi­ste­de sin far, Ry­da­hls go­de ven. De er der for hin­an­den i kvar­te­ret midt i Gille­le­je.

»Hu­set her er et me­get godt ek­sem­pel på alt det, vi har la­ert af det, vi har va­e­ret igen­nem. Vi solg­te vo­res an­det hus i Fre­dens­borg med et tab. Men vi fik et sted, hvor vi har det godt og kan va­e­re ta­et på vo­res ve­nin­de og hen­des børn. For det er nu, vi skal le­ve – og det skal fo­re­gå, hvor vi har det bedst,« si­ger Tho­mas Ry­dal og til­fø­jer et mot­to, der me­get let kom­mer til at ly­de som en kli­ché, men al­drig bli­ver det – slet ik­ke i hu­set i Gille­le­je:

»Li­vet er her og nu.« Midt i alt det for­fa­er­de­li­ge har jo jeg set, hvor­dan en mas­se men­ne­sker har va­e­ret der for min fa­mi­lie og vo­res ven­ners fa­mi­lie Tho­mas Ry­da­hl

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.