De hem­me­li­ge børnemord

BT - - SØNDAG -

JEG HAV­DE EN­GANG en kli­ent, en ung kvin­de, til sam­ta­le, som var ble­vet mis­brugt af sin far. Hun var på det tids­punkt midt i ty­ver­ne og hav­de bå­ret på den­ne hem­me­lig­hed, si­den hun var barn. Men nu kun­ne hun ik­ke me­re. In­tet fun­ge­re­de i hen­des liv, og hun var fyldt op af skyld og skam. Hun var tom i blik­ket, hav­de søvn­be­sva­er, in­gen ven­ner, kun­ne ik­ke gen­nem­fø­re en ud­dan­nel­se – Og hun skul­le ven­te i me­re end et år på at få en plads på et af lan­dets cen­tre for seksu­elt mis­brug­te. MEN MIN KLI­ENT og Zan­dra Bert­hel­sen (fra Tønder) er langt fra de ene­ste, som har va­e­ret ud­sat for seksu­el­le over­greb som børn. Og de forta­el­ler beg­ge en hi­sto­rie om, hvor dybt­gå­en­de, vid­tra­ek­ken­de og øde­la­eg­gen­de seksu­elt mis­brug er. Og som psy­ko­log er det min pligt at rå­be vagt i ge­va­er og sa­et­te fo­kus på dis­se kon­se­kven­ser og det­te me­get ta­bu­belag­te em­ne. FOR VI MÅ al­drig la­eg­ge af­stand til det. Va­em­mes el­ler skif­te ka­nal. El­ler tro, at det kun sker i sa­er­li­ge fa­mi­li­er. Men va­e­re vil­li­ge til at ud­vik­le vo­res an­ten­ner, så vi bli­ver bed­re til at op­fan­ge sig­na­ler på seksu­elt mis­brug og som sam­fund gø­re hvad der skal til, for at mind­ske fo­re­kom­sten af det! For det sker of­te­re, end vi kan li­de at ta­en­ke på. NOG­LE UN­DER­SØ­GEL­SER PE­GER på, at fo­re­kom­sten af seksu­elt mis­brug af børn og un­ge lig­ger på 5 pro­cent. An­dre un­der­sø­gel­ser si­ger at tal­let lig­ger på mel­lem 10 og 20 pro­cent, hvis man alt­så de­fi­ne­rer mis­bru­get me­re bredt, nem­lig som al­le for­mer for seksu­el­le hand­lin­ger mel­lem børn og voks­ne, fra be­rø­rin­ger af seksu­el ka­rak­ter til fuld­byr­det sam­le­je. Men det er og­så hø­je tal! Som ca sva­re til an­tal­let af kvin­der, der får bryst­kra­eft (1 ud af 9). Og ta­enk hvor me­get fo­kus, vi har på det! MEN DET KAN va­e­re sinds­sygt sva­ert at ’op­da­ge’, for­di det net­op sker in­den­for hjem­mets fi­re va­eg­ge, for­di det of­te er en far/pap­far, som di­rek­te/in­di­rek­te tru­er bar­net til at tie om det, for­di bar­net of­test vil for­sø­ge at hol­de det hem­me­ligt og da­ek­ke over si­tu­a­tio­nen, og for­di vi har sva­ert ved at blan­de os i så­dan­ne sa­ger. Hvad skal vi si­ge, hvem skal vi hen­ven­de os til, og kan det nu og­så pas­se? Men uden selv­føl­ge­lig at se spø­gel­ser over det he­le skal vi blan­de os no­get me­re! Hjem­me­fra, i bør­ne­ha­ven, fra sko­len og kom­mu­nen. Og hel­le­re en gang for me­get. FOR BØRN, DER er ud­sat for seksu­elt mis­brug, kom­mer til at le­ve med dy­be ar på sja­e­len. Det er nok det psy­ko­lo­gisk hår­de­ste, man kan bli­ve ud­sat for som men­ne­ske. For det mis­brug sker i en me­get sår­bar al­der rent ud­vik­lings­ma­es­sigt, OG det sker of­te fle­re gan­ge og over en la­en­ge­re pe­ri­o­de. Dvs. at trau­met går dybt og, lang­va­rigt, hvil­ket jo og­så gør he­a­lings­pro­ces­sen lang og sva­er i den an­den en­de. Der­for er det na­tur­ligt, at vok­sen­li­vet bli­ver pra­e­get af vold­som­me ned­t­u­re med alt fra de­pres­sion til selv­mord­s­for­søg og ’flugt­for­søg’ i form af stof­fer. For børn, der er ud­sat for dis­se over­greb i barn­dom­men, vil va­e­re ma­er­ket af det re­sten af li­vet. PÅ GRUND AF hem­me­lig­hol­del­sen af dis­se trau­mer i barn­dom­men bli­ver de fle­ste ik­ke op­da­get og be­hand­let som børn. Det ser vi net­op nu, da al­le lan­dets cen­tre for sen­føl­ger af seksu­elt mis­brug slet ik­ke kan føl­ge med be­ho­vet for be­hand­ling. FOR NÅR MIS­BRU­GET fin­der sted, er det for in­tens en op­le­vel­se, og bar­net kan luk­ke men­talt af og ik­ke va­e­re i stand til at sa­et­te ord på det. Dets mang­len­de ev­ne til at be­ar­bej­de op­le­vel­sen, når det sker, kan be­ty­de, at man­ge børn gem­mer trau­met va­ek i det ube­vid­ste. Den ube­vid­ste del af hjer­nen. Og på den må­de bli­ver op­le­vel­sen ’fjer­net’ fra her-og-nu, fra be­vidst­he­den, fra hver­da­gen. MEN OP­LE­VEL­SEN ER gemt og duk­ker of­te op se­ne­re i li­vet som et fy­sisk, fø­lel­ses­ma­es­sigt el­ler men­talt pro­blem i form af mis­brug, de­pres­sion, seksu­el­le van­ske­lig­he­der, spi­se­for­styr­rel­ser osv. Og ta­enk på hvad dis­se psy­ki­ske li­del­ser hvert år ’ko­ster’ sam­fun­det, hvil­ket er end­nu en grund til at sa­et­te me­re ind over­for børn og seksu­elt mis­brug. Det kun­ne nok be­ta­le sig i sid­ste en­de. Bå­de i for­hold til øko­no­mi. Og livskva­li­tet. DER­U­D­OVER KAN DET un­dre én, hvor­for vi straf­fer så ’let’ i så­dan­ne sa­ger. Hvor­for er straf­fe­ram­men ik­ke hø­je­re for mis­brug af børn i Dan­mark? Der er nem­lig man­ge sa­ger, hvor kra­en­ke­ren får alt mel­lem 1 og 3 år! Hvil­ket jo er fuld­sta­en­dig ufor­stå­e­ligt, når man ta­en­ker på, at man­ge kra­en­ke­re er ved de­res ful­de fem, når det sker. (Det fo­re­går alt­så ik­ke i et ’sinds­sygt’ øje­blik). DET ER SOM om, at vo­res rets­sy­stem ik­ke er fulgt med i sam­fun­dets ud­vik­ling og hold­ning til vold og over­greb, hvor vi i dag va­erds­a­et­ter liv me­get hø­je­re end før i ti­den. Da be­tød men­ne­ske­liv ik­ke det sam­me som i dag. Og vi er end­da og­så ble­vet me­get klo­ge­re på psy­ko­lo­gi­en, end man var før i ti­den. Vi ken­der nu til kon­se­kven­ser­ne af over­greb – og spe­ci­elt i barn­dom­men. Så hvor­dan kan vi ta­ge så let på no­get, der har så mar­kan­te kon­se­kven­ser? VI MÅ BLI­VE ved med at stil­le spørgs­mål og sø­ge svar. For som Vi­o­la Lar­sens digtsam­ling si­ger: ’In­cest skal ta­les,ik­ke ties ihjel’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.