I sand i Ja­pan

BT - - REJSER -

sand­ba­de­re fo­re­tra­ek­ker at luk­ke øj­ne­ne. Jeg over­ve­jer mit valg nø­je. På den ene si­de skul­le det at luk­ke øj­ne­ne gø­re op­le­vel­sen i sand­ba­det me­re in­tens. På den an­den si­de får mør­ket bag øjen­lå­ge­ne fø­lel­sen af at va­e­re le­ven­de be­gra­vet til at vir­ke uhyg­ge­ligt ae­g­te. Et sva­ert valg. Jeg be­slut­ter mig for, at det må va­e­re et spørgs­mål om tem­pe­ra­ment i for­e­ning med fri fan­ta­si, der er af­gø­ren­de for, om man tør. Jeg ta­ger chan­cen, skru­er ned for fan­ta­si­en og la­der øjen­lå­ge­ne gli­de i.

Hvis man kan luk­ke klau­stro­fo­bi­en ude og blot fo­ku­se­re på den kraf­ti­ge var­me, som san­det af­gi­ver mod krop­pen, er op­le­vel­sen in­ten­siv, alt­om­slut­ten­de og frem for alt over­or­dent­lig af­slap­pen­de. Ans­pa­endt­he­den og my­o­ser­ne i krop­pen gi­ver lang­somt slip, og en for­nem­mel­se af, at ens sam­le­de mu­skel­mas­se bli­ver blød som smør, re­sul­te­rer i en mo­men­tan fø­lel­se af at gå i ét med ele­men­ter­ne. Kla­edt af Når man sand­ba­der, an­be­fa­les det, at man mak­si­malt la­der sig ind­hyl­le af det var­me sand i 15-20 mi­nut­ter. Så med det kom­bi­ne­re­de sko­vl og skuf­fe­jern bli­ver vi ef­ter et kvar­ters tid på langs gra­vet fri, og i en na­er­mest zen-ag­tig til­stand be­va­e­ger vi os – iført de nu gen­nem­blød­te og til­san­de­de yuka­ta­er – ind i et lil­le ba­de­hus, hvor sand­bads-se­an­cen fort­sa­et­ter i en lil­le­bit­te op­var­met in­den­dørs pool. Den er på stør­rel­se med et mel­lem­stort boble­bad og kan der­for kun med til­s­ni­gel­se ka­te­go­ri­se­res som en egent­lig pool. Her sid­der vi – nu uden ki­mo­no – med ryg­gen op ad kan­ten og med be­ne­ne truk­ket ta­et til os.

En ae­l­dre og i øv­rigt split­ter­nø­gen ja­pansk kvin­de, der li­ge­som os net­op har lig­get på langs un­der det var­me sand, for­kla­rer os på spar­somt en­gelsk og ved hja­elp af hånd­tegn, at det ik­ke er me­nin­gen, at vi skal sid­de og kry­be sam­men. Nej, vi skal bre­de vo­res kor­pus så me­get som mu­ligt. Og­så selv om det be­ty­der, at vo­res nøg­ne krop­pe nu er fa­re­tru­en­de ta­et på hin­an­den. Det til­si­ger tra­di­tio­nen. Be­gre­ber som in­tims­fa­e­re og blu­fa­er­dig­hed er hørt op med at ek­si­ste­re i det lil­le ba­de­rum.

Den ja­pan­ske kvin­de la­der sig ik­ke på­vir­ke af den kejte­de stem­ning, der nu er op­stå­et i po­o­len, og fort­sa­et­ter ufortrø­de­nt sin hånd­tegns­for­kla­ring om ja­pansk ba­de­kul­tur. Hun for­kla­rer os, at vi ef­ter op­hol­det i po­o­len skal igen­nem den sid­ste del af ba­de­ce­re­mo­ni­en: bru­se­ba­det. Ik­ke et sa­ed­van­ligt dou­che i en bru­se­ka­bi­ne. Nej, et sid­den­de et af slagsen. Hun vi­ser os, hvor­dan vi skal pla­ce­re vo­res nøg­ne bag­de­le på nog­le små pla­sti­cskam­ler, ik­ke hø­je­re end 30 cen­ti­me­ter, der er sat frem for­an et spejl. På fli­ser­ne ved si­den af spej­let ha­en­ger en hånd­bru­ser og en sa­e­be­dis­pen­ser. Af­va­sk­nin­gen kan be­gyn­de.

Hvis man er af en no­gen­lun­de gen­nem­snit­lig høj­de og me­re stiv­be­net end de­ci­de­ret smi­dig, er kon­cep­tet ’bru­se­bad på pla­sti­cskam­mel’ ta­et på at va­e­re en fy­si­o­lo­gisk umu­lig­hed. Men tra­di­tio­nen til­si­ger det. Igen. Det når al­drig at bli­ve helt klart for os, hvor­for vi skal sid­de på de små skam­ler, og tan­ken om en hur­tig skyl­ler un­der en helt al­min­de­lig bru­ser, der er pla­ce­ret i be­ha­ge­lig høj­de, for­bli­ver en tan­ke. Den nøg­ne ae­l­dre kvin­de har nu for al­vor talt sig varm, og hun for­kla­rer os, at det er kuty­me, at man ik­ke kun va­sker sig selv, men og­så va­sker hin­an­den. Skep­sis­sen vok­ser i po­o­len.

Det la­der til, at kvin­den for­nem­mer vo­res tvivl, så for at ek­sem­pli­fi­ce­re sit bud­skab fin­der hun en spand, fyl­der den med varmt vand og ha­el­der for­sig­tigt ind­hol­det ned ad ryg­gen på mig. Til­sy­ne­la­den­de er hun ik­ke helt over­be­vist om, at vi vir­ke­lig har for­stå­et, hvad hun me­ner, så hun gen­ta­ger ma­nøv­ren. Fle­re gan­ge. Min nor­d­eu­ro­pa­ei­ske og af na­tur blu­fa­er­di­ge meds­and­ba­ders an­sigts­ud­tryk skif­ter fra skep­tisk til må­ben­de for til sidst at en­de ud i et im­po­ne­ret smil. Im­po­ne­ret over det åben­ly­se fri­sind, der her­sker i det lil­le ba­de­hus. Krop­pe og nø­gen­hed er ik­ke et te­ma – i hvert fald ik­ke et, der for­bin­des med no­get far­ligt og gra­en­se­over­skri­den­de. At gå i sand­bad er en ae­ld­gam­mel ja­pansk tra­di­tion, der in­de­ba­e­rer no­get, som bedst kan sam­men­lig­nes med en le­ven­de be­gra­vel­se

Sand­bads-se­an­cen har nå­et sin en­de. Re­ne, ny­red­te og at­ter iført vo­res tra­di­tio­nel­le eu­ro­pa­ei­ske ge­vand­ter står vi for­an det lil­le ba­de­hus. Vi har al­le få­et pir­ket til vo­res ri­gi­de op­fat­tel­ser af nø­gen­hed og kro­p­s­for­stå­el­se.

Med re­fe­ren­ce til den in­ti­me va­ske­si­tu­a­tion i ba­de­rum­met hvi­sker min – nu ik­ke na­er så skep­ti­ske – nor­d­eu­ro­pa­ei­ske meds­and­ba­der:

»Det var vist en helt sa­er­lig og me­get au­ten­tisk ja­pansk op­le­vel­se, du der blev ud­sat for.« Og net­op da går det op for mig, at jeg midt un­der se­an­cen med den nøg­ne ja­pan­ske kvin­de og med van­det lø­ben­de fra skul­dre til la­end fuldt og hel­hjer­tet har købt pra­e­mis­sen for fo­re­stil­lin­gen. På trods af at in­tims­fa­e­re­gra­en­sen ef­ter dansk må­le­stok for la­engst var ble­vet over­skre­det, blev blu­fa­er­dig­he­den for en stund sat på stand­by. På me­re end ét ni­veau kom jeg i na­er­kon­takt med den ja­pan­ske kul­turs så be­røm­te og be­un­drings­va­er­di­ge ken­de­tegn: Ga­est­fri­hed, hja­elp­som­hed og ren­lig­hed.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.