Skuf­fel­se, gla­e­de og bruta­li­tet

BT - - VOORZIJDE PAGINA -

KOM­MEN­TAR

For la­e­ger på lan­dets ho­spi­ta­ler er en stil­ling som over­la­e­ge vist en me­get ty­pisk am­bi­tion. På uni­ver­si­te­ter drøm­mer - tror jeg - man­ge lek­to­rer om at få et pro­fes­sorat. En me­ka­ni­ker drøm­mer om at få sit eget va­er­k­sted i ste­det for at stå på en løn­nings­li­ste.

HVAD ER PRO­BLE­MET? Det er brutalt, for in­gen kan fø­le sig sik­re på, om de er ble­vet ud­valgt, fy­ret el­ler skrot­tet

PÅ MIN ARBEJDSPLADS, Chri­sti­ans­borg, si­ger man om den slags am­bi­tio­ner på job­bet, at ’han/hun vist går rundt med en mi­ni­ster i ma­ven’. Det er jo helt na­tur­ligt - vi er al­le på Bor­gen med en drøm at gø­re en for­skel og få ind­fly­del­se på den po­li­tik, der la­ves. Al­le me­ner, at de har kva­li­fi­ka­tio­ner­ne, og al­le står klar, når der fin­der en ud­skift­ning sted. DER­FOR ER DEN af­ten, hvor der bli­ver rin­get rundt til de nyud­na­evn­te mi­ni­stre, fyldt med gla­e­de for dem, der bli­ver rin­get op, el­ler skuf­fel­se for dem, der ik­ke gør. For dem, der må skif­te mi­ni­ster­bi­len ud med linje 13, kan den va­e­re di­rek­te brutal. Det er sket me­re end én gang, at nyud­na­evn­te mi­ni­stre bli­ver så gla­de ef­ter en så­dan op­ring­ning, at de ik­ke kan hol­de nyhe­den for sig selv. På den må­de ri­si­ke­rer de af­gå­en­de mi­ni­stre at se de­res ’fy­re­sed­del’ i nyhe­der­ne. Den ene dag er man mi­ni­ster og ta­ger be­slut­ning om at kø­be fly for mil­li­ar­der, og den na­e­ste dag får man et par ti­mer til at tøm­me sit kon­tor. FOR­LE­DEN AF­TEN VAR jeg selv en af dem, der sad og ven­te­de på en op­ring­ning. Jeg var sam­men med nog­le kol­le­ger fra an­dre blå par­ti­er, som li­ge­le­des ven­te­de ved de­res te­le­fo­ner, og jeg blev vid­ne til bå­de gla­e­de og tå­rer. Det er brutalt, for in­gen kan fø­le sig sik­re på, om de er ud­valgt, fy­ret el­ler skrot­tet. Uan­set kva­li­fi­ka­tio­ner og hvor godt man har kla­ret sig, er der en ka­ba­le, der skal gå op. Her er der in­gen ret­fa­er­dig­hed. Der skal ta­ges hen­syn til den po­li­ti­ske kon­stel­la­tion, til kønskvo­tien­ten, til magt­ba­lan­cen i par­ti­er­ne og par­ti­er­nes ma­er­kesa­ger. DER BLEV IK­KE en mi­ni­ster­post til mig i den­ne om­gang. Al­le par­ti­er skul­le le­ve­re kvin­der og så­kaldt ’blø­de mi­ni­ste­ri­er’. Et kort øje­blik over­ve­je­de jeg, hvor­dan jeg vil­le se ud i højha­e­le­de sko og ta­enk­te, at nav­net Na­ta­s­cha Kha­der egent­lig pas­ser me­get godt til mig. For som kvin­de og ind­van­drer vil­le jeg nok ha­ve haft bed­re chan­cer. Men når det så er sagt, er jeg bå­de glad og bea­e­ret over at sid­de i Fol­ke­tin­get. Der er for­de­le og ulem­per ved alt. Bli­ver man mi­ni­ster, er der me­get fo­kus på én det før­ste par da­ge, men snart er man be­gra­vet i sit mi­ni­ste­ri­um. Som fol­ke­tings­med­lem kan jeg fort­sa­et­te min va­er­di­kamp og på­vir­ke sla­gets gang med et an­det over­skud, end man kan som mi­ni­ster. MAN ER NØDT til at ta­ge let på de her mi­ni­ster­ro­ka­der. Vi ken­der jo al­le pra­e­mis­ser­ne. Når vi nu fort­sa­et­ter ar­bej­det in­de på Bor­gen, så er det godt at hu­ske sig selv og hin­an­den på, at det er po­li­tik­ken, der er det vig­tig­ste, og der er man­ge må­der at sa­et­te sit fin­ger­af­tryk på. JEG VIL IK­KE la­de som om, at jeg nu ik­ke har en mi­ni­ster i ma­ven la­en­ge­re. Det vil­le va­e­re for­stil­lel­se og falsk be­ske­den­hed. Men jeg hol­der al­drig op med at ka­em­pe for det, jeg tror på, uan­set hvad der står på mit vi­sit­kort - og det er en kamp, jeg ka­em­per med gla­e­de hver dag.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.