Sø­ren og jeg ved, at vi er på lånt tid

Bo­gak­tu­el­le Ritt Bjer­re­gaard har skre­vet an­det bind af si­ne erin­drin­ger i et kapløb med kra­ef­ten

BT - - NYHEDER -

Hun er ble­vet scan­net, og tirs­dag fik hun re­sul­ta­tet.

»Jeg har li­ge få­et at vi­de, at jeg har et halvt år me­re uden at skul­le i ke­mo­be­hand­ling. Det er en su­per nyhed,« si­ger Ritt Bjer­re­gaard.

I bo­gen ’Valgt. Erin­drin­ger II’, der ud­kom­mer 6. sep­tem­ber, forta­el­ler hun om de før­ste år i po­li­tik. Mens hun skrev, var hun igen­nem en ke­mo­be­hand­ling, og det på­vir­ke­de skri­ve­pro­ces­sen. I ind­lag­te ka­pit­ler hø­rer vi om la­e­ger­nes døds­dom, hvor­dan sorg og angst blev en del af hen­des liv, og om ae­g­te­fa­el­len, for­fat­te­ren og hi­sto­ri­ke­ren Sø­ren Mør­chs hjer­te­an­fald og ef­ter­føl­gen­de ope­ra­tion, hvor han fik en ny hjer­te­klap. ’Mit liv fra nu er delt op i hal­ve år’ De to le­ver i pe­ri­o­der hver for sig, han i lej­lig­he­den i Ker­te­min­de og hun i hu­set i Kø­ben­havn. Nu har de ind­ført den re­gel, at de al­tid skal ha­ve en mo­bil­te­le­fon in­den for ra­ek­ke­vid­de. For ta­enk nu, hvis den ene fal­der om. Sø­ren Mørch er trods alt 83 år. De er beg­ge ble­vet gam­le.

Trods den op­løf­ten­de be­sked fra la­e­ger­ne er Ritt ri­me­lig nøg­tern.

»Mit liv fra nu er delt op i hal­ve år. Det er tri­ste vil­kår. Sø­ren og jeg ved, at vi er på lånt tid. Dét har vi for­li­get os med. Vi sør­ger for at ha­ve nog­le go­de hver­da­ge sam­men og le­ver i nu­et,« si­ger hun.

Hen­des ve­nin­der skri­ver op­mun­tren­de til hen­de, at kra­ef­ten al­drig får has på hen­de. For hun er se­je­re end de fle­ste.

»Så­dan har jeg det ik­ke selv,« si­ger hun.

Det er in­gen sjov op­le­vel­se ba­re at måt­te la­e­ne sig til­ba­ge og in­gen­ting kun­ne gø­re. ’Jeg bli­ver al­drig rask’ »Der er in­gen ret­fa­er­dig­hed i det. Da jeg spurg­te la­e­gen, sag­de han, at når man kryd­ser de 70, stø­der de her syg­dom­me til. Jeg bli­ver al­drig rask. Jeg kan hå­be på, at de me­tast­a­ser, der sid­der i lun­ger­ne, ik­ke vok­ser. De er vok­set til én-to mm, men det er for lidt til, at man vil gø­re no­get ved det,« si­ger hun.

Vi får i bo­gen et sja­el­dent ind­blik i men­ne­sket bag po­li­ti­ke­ren, når hun i de ind­lag­te ka­pit­ler skri­ver om sit kra­eft­for­løb. Det er som om, Ritt her tra­e­der ud af rol­len og fø­rer os dybt ind bag fa­ca­den. Ind i sja­e­lens pri­va­te ge­mak­ker. Na­eh, det sy­nes hun nu ik­ke, af­bry­der hun og for­kla­rer, at der ik­ke er an­det ved hen­de, end det man kan se.

»Jeg tror ik­ke, at jeg på no­get tids­punkt hol­der op med at va­e­re po­li­ti­ker. Jeg kom­mer til at lig­ge på mit døds­le­je og vur­de­re, om det er ri­me­ligt, at de dø­de bli­ver be­hand­let på den må­de,« si­ger hun og smi­ler bredt. Li­vet har bå­ret frugt, sy­nes hun. »Jeg har ud­ret­tet no­get. Jeg sy­nes ,jeg har med­vir­ket til, at kvin­der er kom­met frem. Par­ti­er­ne har få­et kvin­de­li­ge for­ma­end. Det hav­de in­gen fo­re­stil­let sig den­gang, da vi ka­em­pe­de for at få en kvin­de­lig na­est­for­mand i S. Jeg sy­nes, jeg har brugt li­vet, og jeg tror ik­ke, at der er no­get ef­ter dø­den. Det ga­el­der om at bru­ge den tid, der er,« si­ger Ritt og kom­mer med sin egen lil­le ’buck­et­list’ – en øn­ske­sed­del om de ting, hun ger­ne vil nå, in­den det er for sent.

På li­sten står tred­je bind af hen­des erin­drin­ger, som hun vil be­gyn­de at skri­ve på ef­ter jul. Om ti­den som EUkom­mis­sa­er, mi­ni­ster igen og over­borg­me­ster i Kø­ben­havn. Der står og­så fle­re al­min­de­li­ge hver­da­ge på li­sten, og go­de op­le­vel­ser med fa­mi­lie og ven­ner.

»Det er ik­ke så­dan, at da jeg fik be­sked om, at jeg har uhel­bre­de­lig kra­eft, at jeg skul­le nå en mas­se. Nej, jeg ta­en­ker, at jeg har brugt li­vet, og brugt det godt,« si­ger hun.

Ån­de­li­ge re­flek­sio­ner om et liv ef­ter dø­den lig­ger hen­de fjer­nt.

»Jeg hø­rer til de jord­bund­ne ty­per. Det er li­vet her og nu. Det jeg kan ud­ret­te nu. Det jeg kan op­le­ve. Lyk­ken ved at va­e­re her med min mand og vo­res ka­er­lig­hed. Jeg ven­ter mig ik­ke no­get ef­ter dø­den,« si­ger hun.

»Nej, jeg har det li­ge­som Edith Pi­af. Hun si­ger det på fransk ’Je ne re­g­ret­te ri­en’. Jeg for­try­der ik­ke no­get. Det er en øde­la­eg­gen­de ting at sid­de der og ta­en­ke til­ba­ge på den må­de. Man kan ana­ly­se­re et for­løb, men det an­det kan jeg ik­ke bru­ge til no­get,« si­ger Ritt.

Syv år er gå­et, si­den hun i 2010 lod sig pen­sio­ne­re ef­ter en en­kelt pe­ri­o­de som over­borg­me­ster i Kø­ben­havn. Nu går ti­den med skri­ve­ri­er og fored­rag. En­ten ha­det el­ler el­sket Når hun kom­mer ud i lan­det, hø­rer hun of­te folk si­ge, at hun har va­e­ret der al­tid. Fi­re år­ti­er i top­po­li­tik for­na­eg­ter sig ik­ke. En­gang en del af ’De fan­ta­sti­ske fi­re’, kvar­tet­ten med Svend Auken, Poul Nyrup Ras­mus­sen, Mo­gens Lyk­ke­toft og hen­de selv. Ven­ner og fjen­der på kryds og tva­ers, og man sag­de, at de­res ind­byr­des al­li­an­cer og in­tri­ger drev So­ci­al­de­mo­kra­ti­et fra sej­re til ne­der­lag, split­te­de og sam­le­de. In­tet kun­ne be­slut­tes, uden at de fi­re var in­de over.

Igen­nem det me­ste af kar­ri­e­ren har det va­e­ret et vil­kår for hen­de, at folk en­ten ha­de­de hen­de el­ler el­ske­de hen­de.

»Til det kan jeg kun si­ge, at det hja­el­per at bli­ve pensionist. Der er man­ge fle­re, der el­sker dig. Det er dej­ligt,« si­ger hun.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.