’Min yd­myg­hed be­står i dag i at lyt­te til an­dre og til mig selv, før jeg ta­ler’

BT - - NYHEDER -

IN­TER­VIEW at ae­l­des med yn­de, and it ain’t pret­ty. De mest se­xe­de ma­end er dem, der ik­ke aner, de er det. Og som er pas­sio­ne­ret op­ta­get af no­get, de er go­de til. Ma­end er vir­ke­lig nog­le ka­el­lin­ger, når det kom­mer til for­fa­en­ge­lig­hed. Kort­sig­tet ta­enk­ning ser man tit hos … che­fer, po­li­ti­ke­re og magt­men­ne­sker, hvis selv­til­lid er langt stør­re end de­res selvva­erd. Når de kry­drer egen røv, po­si­tion og kar­ri­e­re, la­en­ge før de over­ve­jer, hvad der egent­lig skal til for, at folk om­kring dem kan ud­kom­me op­ti­malt. Når in­di­vi­du­el po­si­tio­ne­ring kom­mer før pro­jek­tet, tra­ef­fes der vir­ke­lig man­ge kort­sig­te­de be­slut­nin­ger. På be­kost­ning af alt det po­ten­ti­a­le, der lig­ger li­ge for, hvis man ik­ke var så ban­ge for per­son­ligt at ta­be an­sigt. Kvin­der er over­leg­ne, når det ga­el­der … langt det me­ste. Vi er født til at ta­en­ke ‘vi’ før ‘jeg’. Og så kan man godt fø­de børn, gø­re kar­ri­e­re, kø­be ju­le­ga­ver, for­ske, sa­et­te en vask over og ha­ve en po­li­tisk dags­or­den sam­ti­dig. Hvis kvin­der hav­de ma­ends uku­e­li­ge selv­til­lid og ta­enk­te lidt pa­e­ne­re om sig selv, hav­de vi haft ko­lo­ni­ha­ver på Mars for la­engst. Ma­end er bed­re til la­eng­despring, ky­ni­ske be­slut­nin­ger og til at tje­ne pen­ge. Og det er da og­så flot. Men de vil­le va­e­re vir­ke­lig dår­li­ge til at va­e­re ale­ne hjem­me på pla­ne­ten. Go­de hen­sig­ter er vej­en til … alt godt! Min re­gel num­mer ét er, at man skal va­e­re god ved an­dre. Re­kyl­ef­fek­ten af ge­ne­relt at be­hand­le an­dre men­ne­sker or­dent­ligt er enormt ef­fek­tiv i for­hold til, hvor­dan du har det med dig selv. Selv­føl­ge­lig kan go­de hen­sig­ter va­e­re ge­val­digt mis­for­stå­e­de og vir­ke­lig kik­se­de. Jeg sy­nes, jeg har la­ert, at det sta­er­ke­ste vå­ben er at straf­fe hårdt med ka­er­lig­hed. Selv de stør­ste idi­o­ter bli­ver pa­ent rundt på gul­vet, hvis man er sød ved dem. Og må­ske er ‘pyt’ i vir­ke­lig­he­den det va­er­ste, man kan si­ge til si­ne fjen­de - isa­er hvis man me­ner det. Den stør­ste la­e­re­streg, jeg har få­et, var … at skul­le skif­te kar­ri­e­re midt i li­vet. Jeg er sik­ker på, jeg nok har la­ert no­get af det. Men jeg tum­ler sta­dig ge­val­digt med ma­nu­a­len. Jeg bli­ver nok al­drig ‘Ugens gla­de krøbling, som ef­ter kri­sen kom ud på den an­den si­de, så li­vet i et nyt lys og tral­le­de lyk­ke­ligt vi­de­re i et end­nu fe­de­re se­tup’. Men om ik­ke an­det ved jeg nu, at jeg må­ske kan ud­vik­le mig - men min grund­la­eg­gen­de til­gang til ar­bej­de og men­ne­sker om­kring mig kan jeg nok ik­ke la­ve om på. Og det er okay. Jeg for­try­der, at jeg al­drig … fik gjort op med min mang­len­de ri­si­ko­vil­lig­hed i ti­de. Her går man og sy­nes, at man er så sej. Og så tør man ik­ke no­get som helst, som sa­et­ter sta­tus quo på spil. Det er ir­ri­te­ren­de. Jeg har så man­ge drøm­me, jeg sim­pelt­hen ik­ke har nos­ser til at fø­re ud i li­vet. Sam­ti­dig med at jeg hujer og hep­per, når min bed­ste ven og hans fa­mi­lie sej­ler jor­den rundt. Når min na­bo si­ger sit job op og be­gyn­der på en ud­dan­nel­se, el­ler når min ae­ld­ste ven (Uf­fe El­ba­ek, red.) stif­ter et nyt par­ti. Det tum­ler jeg lidt med un­der dy­nen for­an Ma­ta­dor. Jeg tu­de­de, da … det gør jeg kon­stant. Når der er ind­march til OL. Når stu­den­ter kø­rer for­bi. Når nog­le er ke­de af det. Når der sker no­get for­fa­er­de­ligt i ver­den. Når en kat­tekil­ling bli­ver ven med en ele­fant på Fa­ce­book. Når jeg skal gen­forta­el­le no­get rø­ren­de, jeg har op­le­vet el­ler la­est. Er ge­ne­relt grå­d­la­bil og har al­tid en hyg­ge­lig hul­ke-gråd på la­ger, hvis ver­den gør no­get fint. Det er li­ge i over­kan­ten og pa­ent aka­vet i uen­de­lig man­ge si­tu­a­tio­ner. Det go­de ved at va­e­re mig er … er det ik­ke den fri­stil, vi al­le sam­men knok­ler med at få skre­vet, in­den vi dør? Jeg sy­nes, jeg har et godt og pri­vil­e­ge­ret liv. Jeg vil ger­ne gø­re ver­den til et bed­re sted, men bøv­ler lidt med, hvor­dan jeg får det gjort. Det er ret godt, at jeg har hu­mor (sy­nes jeg selv). Det be­ty­der, at jeg vir­ke­lig tit fin­der mig selv i sjove si­tu­a­tio­ner, som jeg vir­ke­lig sy­nes er langt ude sjove. Det dår­li­ge er … at jeg sim­pelt­hen ta­ler for me­get. Det sy­nes jeg vir­ke­lig og­så selv. Det er ik­ke smart, klogt el­ler stra­te­gisk. Og det gi­ver mig fle­re ta­esk end me­dal­jer. Det er og­så det, der ir­ri­te­rer an­dre men­ne­sker ved mig. Jeg ved det godt. Men så kom­mer jeg li­ge i tan­ke om, at jeg og­så li­ge skal si­ge... Jeg bur­de hol­de min ka­eft. Det gør mig ra­sen­de, når … no­get er uret­fa­er­digt. Når men­ne­sker bli­ver dår­ligt be­hand­let. Når ulo­gi­ske be­slut­nin­ger gør os dum­me­re, end vi er. Jeg vil­le hol­de li­ge un­der to mi­nut­ter i Fol­ke­tin­get, for­di al lo­gisk ta­enk­ning, stra­te­gi og kom­pro­mis-søg­ning vil­le druk­ne i tem­pe­ra­ments­ful­de upas­sen­de ud­brud. Al­le, der ken­der mig, ved, at jeg kan bli­ve SÅ ra­sen­de, hvis folk ik­ke op­fø­rer sig or­dent­ligt over­for hin­an­den. Min stør­ste dum­hed var ... at jeg ik­ke flyt­te­de til New York og skrev en mas­se bø­ger, da jeg var yn­gre. Det var jo det, jeg vil­le. Og nu ved jeg alt for me­get om, hvor­for det ik­ke ba­re så­dan li­ge kan la­de sig gø­re. Jeg skal jo bå­de ha­ve visum, vildt man­ge pen­ge og en idé til mini­mum én bog, no­gen gad at la­e­se. Jeg prø­ver sta­dig at ta­ge mig sam­men til at tur­de. Og hvem ved, må­ske bli­ver jeg den lyk­ke­lig­ste Brook­ly­ni­te på ple­je­hjem­met, in­den jeg dør. Det bur­de jeg. Min stør­ste ge­ni­streg … var at la­ve mig et barn med en rig­tig god mand. Min dat­ter er et langt bed­re men­ne­ske, end jeg no­gen­sin­de bli­ver. Hun har holdt min em­pa­ti, om­sorg og ka­er­lig­hed ved­li­ge i 18 år og har i kraft af sin til­ste­de­va­e­rel­se holdt mig på jor­den og i vir­ke­lig­he­den, når det gik for sta­er­kt. Hun er det bed­ste, jeg ved. Og sum­men af al­le go­de egen­ska­ber fra min mand og mig. Hun er og bli­ver en bonus for pla­ne­ten, ved jeg. Det vig­tig­ste, når man skal ska­be et godt tv-pro­gram, er … ‘What do you wan­na say and who ca­res? Gi­ve a fuck!’ er et godt sted at be­gyn­de, hvis man vil ha­ve man­ge men­ne­sker en­ga­ge­ret i no­get som helst. Du skal pra­e­cis kun­ne for­kla­re, hvad ker­nen i pro­gram­met er, hvor­for det skal la­ves og sen­des net­op nu. Og al­ler­vig­tigst, hvem det skal en­ga­ge­re og in­spi­re­re. Og så skal du ed­der­ma­me gø­re dig uma­ge, sam­men med dit hold. ‘Gi­ve a fuck’ er fak­tisk ver­dens bed­ste uni­ver­sa­le råd, sy­nes jeg. Uan­set om du ba­ger va­nil­je­kran­se, for­hand­ler en fi­nans­lov el­ler ba­re skal la­ve et godt styk­ke tv. Vil man ha­ve op­ma­er­k­som­hed, skal man va­e­re den va­erd.

BLÅ BOG Git­te Mad­sen er 51 år, gift og mor til en dat­ter på 18 år. Bor på Ama­ger. Er se­ni­or-tekst­for­fat­ter og kon­cep­t­ud­vik­ler på re­k­la­me­bu­reau­et Mar­ketsqua­re og har en for­tid som un­der­hold­nings­chef på TV 2, med an­svar for blandt an­det Vild med dans, Top­pen af pop­pen m.fl. Ak­tu­el som livs­stil­s­eks­pert i ‘Li­ge i ska­bet’ på TV 2 Char­lie, som har pre­mi­e­re på mandag. Ved si­den af ar­bej­det skri­ver hun mu­sik, klum­mer og hol­der fored­rag om dan­ske­re og livs­stil.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.