BT MØ­DER JENNIFER LAWRENCE

BT - - NYHEDER -

BT I NEW YORK York Ci­ty. Det er her, kron­prins Fre­de­rik og kron­prin­ses­se Mary slår de­res fol­der, når de be­sø­ger USAs stør­ste by. Ud­sig­ten er fa­eno­me­nal, men for unge Lawrence er det­te liv hver­dag. Hun er op­var­tet og be­vog­tet kon­stant, og på den må­de min­der hun om ho­tel­lets tid­li­ge­re roy­a­le ga­e­ster. Men sam­men­lig­nin­gen stop­per, så snart Jennifer åb­ner mun­den. Det er nem­lig ik­ke flos­k­ler el­ler pa­e­ne fra­ser, der kom ud af mun­den på hen­de, og det står klart, at hun ik­ke er kom­met for at hyg­ge­snak­ke. J-Law, som hun kal­des i de ame­ri­kan­ske me­di­er, har no­get på hjer­te og no­get på sin­de. Og hun er ik­ke ban­ge for at si­ge Ir­ri­te­ret og tra­et »Det er sta­dig i dag cho­ke­ren­de for mig, at jeg bli­ver fo­to­gra­fe­ret, når jeg ba­re går rundt i by­en. Når jeg le­ver mit liv, når jeg hand­ler ind. Hvor­for tror folk, at de har ret til dis­se bil­le­der af mig? Når jeg er på en rød lø­ber – ja, så må folk ta­ge al­le de bil­le­der, de vil. Men hvor­for fø­ler ver­den, at de har ret­ten til at se bil­le­der af, at jeg blot le­ver mit liv? For mig be­ty­der det, at jeg bli­ver for­fulgt. Jeg bli­ver de­ci­de­ret stal­ket for­an mit hjem. Det bur­de in­gen men­ne­sker ud­sa­et­tes for. Og så skri­ver folk de­res fuck­ing kom­men­ta­rer på net­tet til mig. De skri­ver: ’Vil du gif­te dig med mig?’. Men de ken­der mig slet ik­ke,« si­ger Jennifer hen­vendt til si­ne fans.

»Nej, jeg har ik­ke. Det er ba­re ir­ri­te­ren­de. Jeg er ba­re tra­et af det,« si­ger hun.

Jennifer Lawren­ces be­røm­mel­se tog for al­vor fart, da de so­ci­a­le me­di­er og pa­pa­ra­zzi­jour­na­li­stik­ken gik amok i slut­nin­gen af 2000er­ne. Det er hun sta­er­kt ma­er­ket af, og når or­det pa­pa­ra­zzi bli­ver na­evnt, bli­ver hun ar­rig. Og hvis en fo­to­graf na­er­mer sig hen­des hund, ser hun rødt og bru­ger ban­de­ord. Det ske­te i ju­ni, og det fik net­tet til at glø­de over. Jennifer har in­gen und­skyld­ning i ae­r­met den­ne tirs­dag i New York – tva­er­ti­mod.

»Jeg sag­de ik­ke: ’Lad va­e­re med at rø­re ved min fuck­ing hund’. TMZ (slad­der-me­die, red.) skrev, at jeg kald­te dem ta­be­re. Det gjor­de jeg ik­ke. Jeg kald­te dem blod­su­ge­re. De er al­le blod­su­ge­re. Find dog et fuck­ing rig­tigt job,« si­ger hun. Blid som et lam Og så er hun fa­er­dig med at ta­le om det. På man­ge må­der min­der Jennifer Lawrence om de newy­or­ke­re, de fle­ste dan­ske­re ken­der fra film og tv. Det ene øje­blik er hun pas­sio­ne­ret og ra­sen­de – det na­e­ste øje­blik er hun blid som et lam. Og det ha­en­ger i den grad sam­men med kar­ri­e­ren. I for­bin­del­se med op­ta­gel­ser­ne til Dar­ren Aro­nov­skys ’Mo­t­her!’ måt­te hun ud­for­dre sig selv, så bå­de hen­des bli­de og ag­gres­si­ve si­de kom frem. Fil­men er en slags na­er­mest bi­belsk forta­el­ling om men­ne­skets for­hold til hin­an­den og til den jord, vi al­le le­ver på.

»Jeg vok­se­de som sku­e­spil­ler. Det her var en helt ny op­le­vel­se for mig. Jeg har al­tid spil­let ret ag­gres­si­ve rol­ler, og det har al­tid pas­set en smu­le med mig selv. Og­så med hu­moren, ener­gi­en. Men rol­len her var helt mod­sat mig. Det gjor­de, at jeg føl­te mig nø­gen. Jeg var nødt til at byg­ge no­get helt nyt op. Det nye for mig var, at jeg måt­te hol­de mig selv helt ude af rol­len,« si­ger hun. »Ab­so­lut, ja. Og jeg tror og­så, at den bli­ver den hår­de­ste film, jeg

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.