En

BT - - NYHEDER -

barn­dom­men. Han skrev. Selv om han blev en an­er­kendt mo­der­nist i 60er­ne, op­nå­e­de han kun en flig af den an­er­ken­del­se, han hi­ge­de ef­ter. I ste­det ka­em­pe­de han med da­e­mo­ner­ne. Da han døde, var han na­e­sten glemt. Hans dat­ter har va­e­ret me­re di­sci­pli­ne­ret. Hun har skre­vet de ro­ma­ner, hun har sat sig for. Ver­dens vak­len Det var, mens hun gen­rej­ste ham, gav ham sin va­er­dig­hed til­ba­ge og skrev den fra­va­e­ren­de fa­der ud af sig selv, at hun be­gynd­te at for­nem­me ver­dens vak­len. Det var før Is­la­misk Stat. Før flygt­nin­ge­ne druk­ne­de i Mid­del­ha­vet el­ler gik på dan­ske mo­tor­ve­je. Før Char­lie Heb­do, før Ba­ta­clan, før Man­che­ster, før den fo­re­gå­en­de tids le­de­stjer­ner som Bowie og Prin­ce tog va­ek, før den glo­ba­le op­varm­ning blev til ned­t­urs­som­mer og vej­r­ka­ta­stro­fer. Men der var no­get un­der op­tra­ek. De ge­opo­li­ti­ske kon­ti­nen­tal­pla­der var på den kol­li­sions­kurs, der si­den er ac­cel­le­re­ret.

»Jeg hav­de en for­nem­mel­se af, at no­get var ved at for­sky­de sig,« si­ger hun.

Og da hun sam­ti­dig fik en op­ga­ve om at skri­ve et kon­cept til en in­ter­na­tio­nal tv-se­rie, der skul­le fo­re­gå i Genève, hvor FN har sit eu­ro­pa­ei­ske ho­ved­sa­e­de og man­ge af ver­dens hu­ma­ni­ta­e­re or­ga­ni­sa­tio­ner de­res ho­ved­kon­tor, be­slut­te­de hun sig for at un­der­sø­ge og ud­for­ske sin for­nem­mel­se ved at ud­sa­et­te ver­den for en in­flu­en­za­pan­de­mi, som ri­si­ke­rer at lø­be løbsk, for­di per­son­li­ge og po­li­ti­ske in­ter­es­ser kon­stant står i vej­en for al­men­vel­let. Det er det sam­me, hun op­le­ver i vir­ke­lig­he­den. Ro­ma­nens ho­ved­per­son, der er la­e­ge og ny­an­sat hos WHO, bli­ver un­der­vejs op­ta­get af Al­bert Camus’ bog ’Pe­sten’ fra 1947, som hun forta­el­ler si­ne kol­le­ga­er er en al­le­go­ri over na­zis­men, der som en virus spred­te sig i sam­fun­det. Det er ty­de­ligt, at ’Som pe­sten’ og­så er me­re end en in­ter­na­tio­nal spa­en­dings­ro­man. Smit­ten spre­der sig »Det er en al­le­go­ri for den smit­te, der spre­der sig mel­lem os. Grå­dig­he­den, sel­v­op­ta­get­he­den, kort­sig­tet­he­den, ky­nis­men – al­le døds­syn­der­ne. Det, jeg er op­ta­get af, er, at man kan se symp­to­mer på, at vi er in­fi­ce­ret med en virus, som kan bli­ve fa­tal, hvis ik­ke vi snart fin­der en kur. Ver­dens­sam­fun­dets ev­ne og vil­je til at sam­ar­bej­de og lø­se fa­el­les pro­ble­mer er ble­vet rin­ge­re – i ste­det er der en ten­dens til, at vi hver isa­er luk­ker os om os selv og me­ler vo­res egen ka­ge,« si­ger hun og bru­ger den glo­ba­le op­varm­ning som ek­sem­pel.

»Mens vi sid­der her og ta­ler, er or­ka­nen Ir­ma på vej mod Fl­o­ri­da. En be­bu­det ka­ta­stro­fe, for al­le har vidst, at vi na­er­mer os kon­se­kven­ser­ne af de kli­ma­for­an­drin­ger, der er ad­va­ret mod i 30 år, men der ik­ke er gjort nok ved. Den kort­sig­te­de egois­me be­gyn­der i os selv. Med vo­res egen moral, vo­res eget eti­ske kom­pas.«

Hun kan se det, når hun fa­er­des i by­en. Hun er født i 1959, og den­gang var det god op­dra­gel­se at sa­et­te sig selv sidst. At ta­ge hen­syn. At by­de an­dre en ka­ge, in­den man selv tog, at va­e­re be­ske­den og respek­te­re fa­el­les­ska­bets nor­mer.

»I dag mø­ver vi os ind for­an hin­an­den. Kra­e­ver plads, ret, end­da for­trin­s­ret. Smi­der pizza­bak­ker fra os på ga­den, cyk­ler på Strø­get. En­hver smidt pizza­bak­ke er et symp­tom på mang­len­de respekt for fa­el­les­ska­bet, uvil­je mod at of­re no­get, mod at sa­et­te sig selv i bag­grun­den. I det sto­re ser du det i stormag­ter­nes, Ki­nas og Ruslands, blo­ke­ring af at lø­se kon­flik­ten i Sy­ri­en i FNs sik­ker­heds­råd. I Dan­mark kan man se det hu­ma­ni­ta­e­re ar­ve­gods smul­dre ved, at vi ik­ke vil ta­ge kvo­te­flygt­nin­ge. Det moral­ske fun­da­ment, vi har ta­get for gi­vet si­den An­den Ver­denskrigs slut­ning, la­der vi smul­dre – og det er end­da ble­vet helt le­gi­timt.«

For i ste­det for at er­ken­de, at mora­len smul­drer, flyt­ter bå­de de rø­de og de blå he­le ti­den hegns­pa­e­le­ne for, hvad der er an­sta­en­digt og ac­cep­ta­belt, »så vi sta­dig kan fø­le os som go­de men­ne­sker, mens vi tra­ef­fer umen­ne­ske­li­ge be­slut­nin­ger,« som hun si­ger.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.