’Jeg er ble­vet glemt og tabt’

BT - - DEBAT -

DAGENS NØDRÅB

Mit navn er Emi­lie. Jeg er fra Kø­ben­havn og er 24 år gam­mel. Jeg skri­ver, for­di jeg har et in­der­ligt øn­ske om at bry­de et ta­bu. Et ta­bu, der har ramt mig, og som jeg øn­sker at ska­be de­bat om­kring, da det er ek­stremt ud­bredt, bå­de i of­fent­lig­he­den men og­så i skjul og i skam­fuld­hed. Det er spi­se­for­styr­rel­ser. JEG BLEV RAMT i gym­na­sie­ti­den i 2010, og det star­te­de helt kon­kret med en ha­en­del­se, hvor jeg sim­pelt­hen blev fy­sisk dår­lig efter et må­l­tid og end­te med at ka­ste op. Det fort­sat­te, og jeg op­le­ve­de den ef­fekt, at jeg tab­te mig og fik kon­trol over min va­egt. Jeg føl­te mig plud­se­lig som her­re over mig selv, men i vir­ke­lig­he­den blev det til det, der i dag er det mest ukon­trol­ler­ba­re i mit liv. Min spi­se­for­styr­rel­se er ble­vet her­re over mit liv. DER GIK MAN­GE man­ge år med en­ten over­spis­nin­ger el­ler in­gen mad. Det af­skar mig fra so­ci­a­le ar­ran­ge­men­ter med mad - isa­er ju­len, hvor det er me­nin­gen, at man skal hyg­ge sig med al den go­de mad og sin fa­mi­lie. Jeg fryg­te­de den. Jeg skam­me­de mig og føl­te mig ale­ne. Helt ale­ne med no­get, som fyld­te he­le min hver­dag og no­get, som gjor­de, at jeg al­drig føl­te mig til ste­de i sel­ska­ber. Jeg var be­sat! JEG HAR RAKT ud efter hja­elp i sund­heds­sy­ste­met, men jeg er ble­vet glemt og tabt, og jeg kan hver­ken pas­se et ar­bej­de el­ler en ud­dan­nel­se, for­di jeg nu sid­der og ven­ter på en be­hand­ling, som jeg er ble­vet lo­vet, men som sta­dig ik­ke er sat i va­erk trods gen­tag­ne te­le­fo­nopkald til Rigs­ho­spi­ta­let. I 2017 TOG jeg for al­vor fat og star­te­de i dag­be­hand­ling på Gen­tof­te Ho­spi­tal, hvor jeg me­get hur­tigt blev vur­de­ret til at skul­le døg­nind­la­eg­ges, da min so­ma­ti­ske til­stand var kri­tisk. Jeg blev her di­ag­no­sti­ce­ret med spi­se­for­styr­rel­sen ’aty­pisk anorek­si’, ve­je­de 37 kg og var så fy­sisk dår­lig, at det var nød­ven­digt med ind­la­eg­gel­se. Det blev jeg, og med stor suc­ces blev jeg igen ud­skre­vet til dag­be­hand­ling på Gen­tof­te Ho­spi­tal i juli 2017. DER GIK IK­KE la­en­ge, før min syg­dom fik fat igen, men de har nu af­slut­tet min be­hand­ling, for­di jeg ik­ke har ta­get det på i va­egt, som de kra­e­ver. Jeg er i en si­tu­a­tion, hvor sy­ste­met ik­ke ra­ek­ker mig den hja­elp, jeg har brug for, selv­om jeg har bedt om den. Jeg er ’den (for)tab­te pa­tient,’ der står med en hen­vis­ning til am­bu­lant be­hand­ling på Rigs­ho­spi­ta­let, der har en me­get lang ven­te­li­ste. Jeg sid­der li­ge nu uden no­gen for­mer for hja­elp, selv­om det er nu, jeg har ek­stra me­get brug for den. Jeg er igen mag­tes­løs og er igen me­get ale­ne med min syg­dom. DER ER NU gå­et over en må­ned si­den jeg af­slut­te­de dag­be­hand­lin­gen på Gen­tof­te Ho­spi­tal, og jeg har sta­dig in­tet hørt. Mi­ne da­ge er lan­ge, og jeg sid­der fast. Jeg sid­der fast i en lang og ud­for­dren­de ven­tepo­si­tion, hvor min spi­se­for­styr­rel­se får lov til at ha­ve mag­ten, og hvor jeg in­gen hja­elp får. Jeg har selv måt­te kon­tak­te Rigs­ho­spi­ta­let for at få at vi­de, at det ene­ste, de kun­ne forta­el­le mig, er, at ven­te­li­sten er lang. Her­ef­ter har jeg søgt egen la­e­ge for at bli­ve hen­vist til døg­nind­la­eg­gel­se - end­nu en gang. DET ER SMERTEFULDT at gå på ga­den og va­e­re pin­lig over mig selv og min krop. Jeg er hver dag fyldt med tan­ker om­kring, hvor­dan folk mon ta­en­ker om mig, og om de døm­mer mig, når de ser mig og min lil­lepi­ge­krop gå for­bi på ga­den. Vi le­ver i et sam­fund, hvor kro­p­si­de­a­ler ef­ter­hån­den er et ta­bu i sig selv, og hvor man, iføl­ge min over­be­vis­ning, skal le­ve op til en mas­se krav an­gå­en­de krop og va­egt. HEL­DIG­VIS ER DER kom­met fo­kus på det­te, og pro­gram­mer som ’Tyk­ke Ida’ og hash­tag­get #slut­med­for­budt har gjort mi­ne da­ge me­re over­kom­me­li­ge. Mest af alt for­di det vid­ner om, hvor vig­tigt det er, at der skal va­e­re en ac­cept af hin­an­den, tyk som tynd - sta­erk som svag. Det har per­son­ligt gi­vet mig blod på tan­den til at stå frem med min op­le­vel­se af at va­e­re fa­engs­let med tan­ker om mig selv og mit ud­se­en­de. SPI­SE­FOR­STYR­REL­SER SKAL FREM, for­di det kan va­e­re altø­de­la­eg­gen­de for man­ge - man­ge fle­re end hvad øjet kan skue. Og al­le fortje­ner et bed­re liv end et liv med spi­se­for­styr­rel­ser, men det kra­e­ver den ret­te be­hand­ling, så man ik­ke igen en­der som en (for)tabt pa­tient med et liv, hvor kost og va­egt be­ty­der alt. Vi er al­le me­get me­re end det.

DEBATINDLAEG

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.