’At bli­ve mor er det bed­ste i he­le ver­den’

Et halvt år efter, at hol­land­ske Esta­va­na Pol­man blev mor til en dat­ter, er Team Es­b­jergs hånd­bold­stjer­ne al­le­re­de ta­et på top­for­men igen

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - Si­mo­ne Au­gus­ta Lundt | silu@bt.dk

Kan man va­e­re pro­fes­sio­nel hånd­bold­spil­ler og nybagt mor på sam­me tid? Iføl­ge Esta­va­na Pol­man er sva­ret et klok­ke­klart ’ja’. Men pri­o­ri­te­ter­ne i den hol­land­ske hånd­bold­stjer­nes liv er ble­vet aen­dret. Esta­va­na Pol­man har på re­kord­tid gjort co­me­ba­ck, efter hun i slut­nin­gen af ju­ni fød­te sit og ka­e­re­sten Ra­fa­el van der Vaarts før­ste barn, dat­te­ren Jes­s­lyn. Blot to må­ne­der efter føds­len var 25-åri­ge Pol­man med i Team Es­b­jergs trup til ligapre­mi­e­ren, og i sep­tem­ber var hun til­ba­ge på det suc­ces­ful­de hol­land­ske lands­hold. Og nu er hun for al­vor ved at fin­de top­for­men i den dan­ske liga, hvor Pol­man lig­ner en spil­ler, der er klar til at gø­re Es­b­jerg til en se­ri­øs ti­telkan­di­dat.

Det sker alt­så på trods af, at hånd­bol­den nu er gle­det – lidt – i bag­grun­den.

»Før valg­te jeg nor­malt, hvad der var bedst for mig, men nu hand­ler alt om hen­de. Det er sådan, det skal va­e­re. Men selv­føl­ge­lig er jeg sta­dig en hånd­bold­spil­ler, og hvis jeg vil va­e­re god, kan jeg sag­tens bli­ve det som mor. Men hvis der sker no­get, er den lil­le pi­ge vig­tigst,« si­ger Esta­va­na Pol­man. Si­den 2013 har eli­te­spil­le­ren vae-

Jeg hå­ber, jeg skal med, og mit navn er på li­sten. Men det er lang tid at va­e­re va­ek fra den lil­le, så vi skal la­ve en plan, så al­le er gla­de. Det bli­ver vir­ke­lig hårdt, men vi la­ver en god plan, så jeg kan se hen­de li­ge me­get hvad. Jeg for­la­der ik­ke min lil­le pi­ge i fle­re uger Esta­va­na Pol­man om VM

ret en del af trup­pen hos Team Es­b­jerg, mens hen­des ka­e­re­ste og fa­ren til hen­des barn, Ra­fa­el van der Vaart, spil­ler for FC Midtjyl­land. Hun forta­el­ler, at det er en ga­ve fra oven, at de to blev fora­el­dre. Hun har al­tid øn­sket at bli­ve en ung mor, der­for er hun lyk­ke­lig, selv om det har kra­e­vet of­re i kar­ri­e­ren.

»Jeg var 12 uger hen­ne, da jeg spil­le­de EM-fi­na­le. Det kun­ne jeg, for­di jeg hav­de en dej­lig gravi­di­tet, og det he­le gik godt. Jeg kun­ne se­ne­re dog ik­ke tra­e­ne så me­get, for­di min krop sag­de stop. Det var per­fekt ti­m­ing. Det var per­fekt, for­di jeg fik en pau­se. For at va­e­re ae­r­lig, sav­ne­de jeg slet ik­ke hånd­bold. Det var godt for mig som hånd­bold­spil­ler og per­son at få en pau­se, men jeg føl­te mig ked af det på klub­bens veg­ne,« forta­el­ler Esta­va­na Pol­man.

Efter hun hav­de født, gik hen­des tid med at am­me, kig­ge på Jes­s­lyn og gå tu­re med bar­ne­vog­nen. Tem­po­et var al­de­les an­der­le­des, end hvad Pol­man var vant til.

»At bli­ve mor er det bed­ste i he­le ver­den. Man­ge hav­de sagt det til mig, men jeg skul­le op­le­ve det selv, før jeg kun­ne for­stå det. Det er ik­ke nemt, og der er in­gen bog, der forta­el­ler, hvor­dan man gør i al­le si­tu­a­tio­ner, men jeg får så me­get ka­er­lig­hed. Det er min helt egen lil­le stjer­ne, det er helt fantastisk,« si­ger Esta­va­na Pol­man. Hy­re­de per­son­lig tra­e­ner I be­gyn­del­sen ta­enk­te hun kun på sin ny­fød­te dat­ter, og hun hav­de der­for ik­ke sat et mål for, hvor­når hun vil­le tra­ek­ke Es­b­jerg-trøj­en på igen. Men en dag aen­dre­de det sig.

»Seks uger efter jeg hav­de født, stop­pe­de jeg med at am­me, og i det øje­blik ta­enk­te jeg: ’Nu vil jeg ger­ne til­ba­ge hur­tigt, men og­så godt’. Jeg skul­le va­e­re men­talt klar for at kun­ne kom­me til­ba­ge.«

»Jeg hav­de en god fød­sel. Det he­le hand­ler om det. Jeg hav­de in­gen sting el­ler no­get. Jeg hy­re­de en per­son­lig tra­e­ner, hvor vi tra­e­ne­de tre gan­ge om da­gen i to uger. Så gik det rig­tig hur­tigt. Det er ik­ke kun mus­k­ler, man skal tra­e­ne, det er og­så kvin­de­ting. Den per­son­li­ge tra­e­ner gjor­de det godt, og efter det kun­ne jeg kom­me til­ba­ge til mit hold,« for­kla­rer hun.

Mens hun sved­te i cros­sfit­lo­ka­let, løf­te­de tun­ge va­eg­te og sled på ro­ma­ski­nen, pas­se­de hen­des mor lil­le Jes­s­lyn. Hen­des mor flyt­te­de fra Hol­land til Es­b­jerg for at hja­el­pe de ny­bag­te fora­el­dre og støt­te Esta­va­na Pol­man i sit co­me­ba­ck.

»Min mor var her de før­ste tre

må­ne­der, hvor hun hjalp mig. Det var fantastisk. Man kan ik­ke få en bed­re hja­elp end sin mor. Hun ved li­ge pra­e­cis, hvad man skal gø­re. Hun var en stor hja­elp, så jeg kun­ne fo­ku­se­re på at kom­me til­ba­ge.«

Si­den sep­tem­ber har hun spil­let ni kam­pe for Team Es­b­jerg, men hun har knok­let me­re end nor­malt. Krop­pen og for­men er end­nu ik­ke, som den tid­li­ge­re har va­e­ret, hvil­ket kan va­e­re fru­stre­ren­de for en kvin­de med ka­em­pe am­bi­tio­ner.

»Det ta­ger tid, før man er helt på plads, men jeg tra­e­ner hårdt hver dag. Det ta­ger tid, men jeg er glad for, at jeg er med. Nog­le gan­ge har jeg ting, som jeg ger­ne vil ud­fø­re på ba­nen, men som min krop ik­ke kan gø­re end­nu. Be­va­e­gel­ser­ne og ha­stig­he­den mang­ler jeg nog­le gan­ge. Nog­le da­ge er det der i 10 mi­nut­ter, men jeg skal va­e­re sta­bil igen. Jeg er på ret­te vej, og jeg har det godt, og det er det vig­tig­ste,« si­ger Esta­va­na Pol­man. Ba­by og tra­e­ning hver for sig I den tid, hun bru­ger på ba­nen og til tra­e­ning, er der ik­ke tid til at va­e­re mor. En ba­by­sit­ter pas­ser på Jes­s­lyn, men hun forta­el­ler, at det fak­tisk kun hand­ler om få ti­mer på en dag.

»I be­gyn­del­sen var det sva­ert. I be­gyn­del­sen vil­le jeg ik­ke va­e­re va­ek fra hen­de me­re end 10 mi­nut­ter. Men det er kon­se­kven­sen. Jeg er dog kun va­ek i to ti­mer. At va­e­re hånd­bold­spil­ler er ik­ke et job, som min mor for ek­sem­pel hav­de. Hun var va­ek fra ot­te om mor­ge­nen til fem om af­te­nen,« si­ger Pol­man.

»Jeg ta­ger ik­ke Jes­s­lyn med til tra­e­ning. Når jeg tra­e­ner, så tra­e­ner jeg. Jeg vil ger­ne ha­ve de to ti­mer fuld­sta­en­dig for mig selv. Det er mit ar­bej­de og min pas­sion. Vi har kla­re reg­ler om, at når vi tra­e­ner, så

vi. Jeg vil­le hel­ler ik­ke ha­ve det godt, hvis jeg hør­te min lil­le pi­ge gra­e­de, mens jeg tra­e­ne­de. Jeg har et an­svar over for min klub.«

Esta­va­na Pol­man er ik­ke den før­ste mor i klub­ben, og der­for er der reg­ler for ba­by­er i hal­len. Til kam­pe­ne er de dog vel­kom­ne, og der­for ta­ger ka­e­re­sten, Ra­fa­el van der Vaart, nog­le gan­ge Jes­s­lyn med, når mor spil­ler. Selv om den 34-åri­ge fod­bold­spil­ler i for­vej­en har en søn på 11 år fra et tid­li­ge­re for­hold, har han dog og­så lidt at skul­le la­e­re.

»Vi gør det godt sam­men. Det si­ger al­le fora­el­dre sik­kert,« si­ger hun gri­nen­de.

»Han er en god far, og han gør alt, hvad han kan for sin lil­le pi­ge og sin dreng. Men det er lang tid si­den, han prø­ve­de det sidst, så han har og­så skul­let til­ba­ge i det. Vi hja­el­per hin­an­den, når vi kan – når jeg skal no­get og om­vendt. Vi gør det godt sam­men. Vi gør alt sam­men.« Vil ger­ne til VM I de­cem­ber be­gyn­der årets vig­tig­ste kam­pe for Esta­va­na Pol­man, når VM for kvin­der skal spil­les i Tys­kland. Og Pol­man hå­ber at stå skul­der til skul­der med si­ne med­spil­le­re på det hol­land­ske lands­hold, der 2. de­cem­ber i Leipzig mø­der Syd­korea i før­ste VM-kamp. Men hånd­bold og ba­by­er er ik­ke et godt match.

»Jeg hå­ber, jeg skal med, og mit navn er på li­sten. Men det er lang tid at va­e­re va­ek fra den lil­le, så vi skal la­ve en plan, så al­le er gla­de. Det bli­ver vir­ke­lig hårdt, men vi la­ver en god plan, så jeg kan se hen­de li­ge me­get hvad. Jeg for­la­der ik­ke min lil­le pi­ge i fle­re uger,« si­ger hun, men er­ken­der så, at det na­ep­pe bli­ver sid­ste gang, hun skal for­la­de dat­te­ren i hånd­bol­dens tje­ne­ste.

»Li­ge nu fo­ku­se­rer jeg to­talt på hånd­bold for at kom­me til­ba­ge på mit tid­li­ge­re ni­veau. Mit mål er at kom­me til OL med lands­hol­det, og jeg hå­ber, at jeg kan op­nå det. Jeg vil ger­ne kun­ne ny­de det me­re den­ne her gang,« si­ger Esta­va­na Pol­man

Det er ik­ke ude­luk­ket, at frem­ti­den by­der på end­nu en fa­mi­lie­for­ø­gel­se, men i de her da­ge ta­en­ker hun slet ik­ke på at bli­ve gravid igen. Når Esta­va­na Pol­man er hjem­me, ta­en­ker hun kun på ’min lil­le pi­ge’, som hun om­ta­ler Jes­s­lyn. Hvor­vidt Jes­s­lyn kom­mer til at la­e­re dansk, gå i dansk bør­ne­ha­ve og le­ge på de dan­ske le­ge­plad­ser, vil Esta­va­na Pol­man ik­ke rø­be end­nu:

»Min kon­trakt ud­lø­ber til som­mer, og så må vi se. Jeg ved ik­ke, hvor jeg vil hen, om jeg vil bli­ve el­ler rej­se. Det er mu­ligt, at vi bli­ver, el­lers skal vi ud og ha­ve et nyt even­tyr. Det vig­tig­ste for mig er hen­de, og så kom­mer hånd­bold.«

Jeg skul­le op­le­ve det selv, før jeg kun­ne for­stå det. Det er ik­ke nemt, og der er in­gen bog, der forta­el­ler, hvor­dan man gør i al­le si­tu­a­tio­ner, men jeg får så me­get ka­er­lig­hed Esta­va­na Pol­man om at bli­ve mor

FO­TO: BO AMSTRUP

ONS­DAG 15. NOVEM­BER 2017

Esta­va­na Pol­man har spil­let i Team Es­b­jerg si­den 2013. Hun var top­sco­rer i den dan­ske liga i bå­de sa­e­so­nen 2012/13, hvor hun spil­le­de for Søn­derjy­ske, og i 2013/14 som Team Es­b­jerg-spil­ler. Pol­man har kon­trakt med ve­stjy­der­ne indtil na­e­ste som­mer.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.