Mit liv er sta­dig ik­ke kun mit eget

BT - - VOORZIJDE PAGINA -

UGEN PÅ BORGEN

Da jeg sent i for­gårs af­tes kom gå­en­de ned ad Nør­re­bro­ga­de med ti dren­ge i ryg­gen, der skif­te­des til at rå­be ’fuck­ing bøs­se­røv’ af mig - sam­ti­dig med at de i sta­er­ke ven­din­ger og på al­ver­dens må­der fik for­talt mig, at jeg hver­ken var va­er­dig, et ae­g­te men­ne­ske el­ler en, der fortjen­te ka­er­lig­hed og respekt - kun­ne jeg ik­ke bli­ve an­det end vred, in­dig­ne­ret og klar til at gå i gra­ven i kam­pen for at få lov til ba­re at va­e­re til. ’FUCK­ING FORTAEL MIG no­get, jeg ik­ke ved!’ na­er­mest chan­te­de jeg rå­ben­de af dem, som jeg gik der med al ha­det fly­den­de om, ik­ke kun mi­ne, men og­så mi­ne ven­ners ører. DET ER SKØRT, for bedst som jeg tro­e­de, at jeg hav­de få­et kon­trol over min angst, bli­ver jeg løf­tet op fra jor­den i ører­ne og ka­stet di­rek­te til­ba­ge til den­gang, hvor de hår­de dren­ge på sko­len ka­ste­de sten ef­ter mig og tal­te po­int, mens de i ti­de og uti­de skul­le rå­be al­ver­dens ukvem­sord mod bå­de mig, min mor og min den­gang spa­e­de lil­le­sø­ster, hvor vi end mød­te dem på vo­res vej. DEN­GANG VAR MIN re­ak­tion at ta­ge den skam, de prø­ve­de at in­du­ce­re i mig, og gem­me den dybt in­de i min krop som en sand­hed, der var bå­de in­dis­kuta­bel, men og­så som en fø­lel­se af, at den­ne sand­hed ik­ke kun var lagt på mig i kraft af dem, men og­så i kraft af den stil­tien­de og blin­de ver­den om­kring mig, som i jag­ten på egen lyk­ke ik­ke mag­te­de an­det end ba­re at se til. DET NAEGTEDE JEG, og i ste­det valg­te jeg at ud­vik­le mi­ne eg­ne me­ka­nis­mer til at kom­me igen­nem det. HØR AL­TID MU­SIK, når du er ude, så slip­per du for at hø­re folks ha­de­ful­de ord, når de ram­mer din ryg, el­ler du mø­der dem på din vej. GÅ HUR­TIGT. ME­GET hur­tigt, så du er mindst mu­lig tid blandt frem­me­de men­ne­sker, der kan fin­de på at mø­de dig og yt­re sit had imod dig. OG SIDST, MEN ik­ke mindst, hav sol­bril­ler på. Og­så når det reg­ner. Så kan du ik­ke få øjen­kon­takt med folk - da det i sig selv kan va­e­re enormt pro­vo­ke­ren­de for en in­to­le­rant ig­nor­ant. FOLK, DER MØ­DER diskri­mi­na­tion på de­res vej, ken­der de her me­ka­nis­mer. Folk, der al­drig mø­der diskri­mi­na­tion, ved som of­test ik­ke, at de ek­si­ste­rer. Det var alt­så iro­nisk, at vi var to mi­no­ri­te­ter, der kun en ti­me før hav­de sid­det ved et bord og ind­vi­et re­sten af fe­sten i pra­e­cis dis­se så­kald­te co­ping-me­ka­nis­mer. De bru­ges til at le­ve i en ver­den, hvor du uden tvivl kan for­ven­te at bli­ve an­gre­bet, ba­re for­di du er et men­ne­ske, der på en el­ler an­den stik­ker ud fra nor­men; el­ler ba­re in­si­ste­rer på at va­e­re dig selv. JEG VAR LYKKELIG, for jeg tro­e­de fak­tisk, jeg hav­de slup­pet dem, og nu sid­der jeg ba­re i min seng og gra­e­der, for­di jeg i dag fandt mig selv på en skam­mel for­an min ho­ved­dør, rysten­de og ban­ge for at gå ud. JEG VED GODT, jeg er god. Jeg ved godt, at jeg ik­ke skal skam­me mig over mig selv, og jeg ved godt, at jeg fortje­ner ka­er­lig­hed sam­ti­dig med, at jeg hø­rer til. DET VAR DER du­sin­vis af men­ne­sker i al­le far­ver, al­dre og fra al­le ste­der i ver­den, der sør­ge­de for at forta­el­le mig i for­gårs. MEN SORGEN OVER min barn­dom mi­stet til had - min sorg over at MIT liv sta­dig ik­ke kun er mit, men og­så er ang­stens, ho­mo­fo­bi­ens og ha­dets liv - er stør­re, end hvad jeg kan kon­trol­le­re, hånd­te­re el­ler ar­bej­de med, i hvert fald li­ge nu. Det er i hvert fald sta­dig de af­tryk, der dan­ner et spor for, hvor­dan jeg mø­der ver­den hver dag. EN DAG KAN jeg må­ske lyt­te til fug­le­ne kvi­dre igen. Må­ske kan jeg smi­len­de se frem­me­de men­ne­sker i øj­ne­ne og ma­er­ke de­res smil til­ba­ge i mit hjer­te, igen. Må­ske jeg kan ta­ge ud en af­ten med mi­ne ven­ner uden at fryg­te, at bå­de jeg og de bli­ver voldsof­re og ud­sat for had, igen. MÅ­SKE. DET HÅ­BER jeg. For de ting har va­e­ret fal­det som drå­ber af vand i en ør­ken, der al­drig har set regn. De ting gjor­de mig lykkelig. Og jeg skal nok få dem igen. Fri­he­den til li­vet. Men først skal jeg ha­ve gen­vun­det kon­trol­len over min angst. ’Et skridt frem og to til­ba­ge’ må va­e­re tit­len på mit liv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.