Jeg ser in­gen an­den ud­vej

In­ger Støj­berg har va­e­ret med­lem af Fol­ke­tin­get si­den 2001 for par­ti­et Ven­stre. I dag er hun ud­la­en­din­geog in­te­gra­tions­mi­ni­ster

BT - - TV -

Ima­mer­ne vil ik­ke skil­le os. Jeg ken­der én, som er dansk skilt, og som har va­e­ret rundt og spør­ge al­le ima­mer. Men de vil ik­ke skil­le hen­de, for man­den vil ik­ke.«

SÅ­DAN LØD OR­DE­NE, da jeg be­søg­te en grup­pe flygt­nin­ge- og ind­van­drer­kvin­der i Kø­ben­havns Nord­ve­st­kvar­ter for et par uger si­den. An­dre for­tal­te om vol­de­li­ge ae­g­te­ma­end, som de på trods af vol­den for­blev sam­men med, for­di kvin­der­ne tro­e­de, at de vil­le mi­ste ret­ten til at se de­res børn, hvis de blev skilt.

NOG­LE BERETTEDE OM fler­ko­ne­ri, til­ba­ge­hol­del­ser og genop­dra­gel­ses­rej­ser hos for­mør­ke­de fa­mi­lie­med­lem­mer i de­res hjem­lan­de. Alt sam­men fo­re­gik det via tolk. Det til trods for, at nog­le af dem har le­vet i Dan­mark i rig­tig man­ge år.

DET VAR PA­RAL­LEL­SAM­FUND an­no 2018 i fuldt fl­or på en helt al­min­de­lig ons­dag ef­ter­mid­dag. Den­ne gang per­so­ni­fi­ce­ret ved en grup­pe kvin­der, som bli­ver holdt i et jer­n­greb af de­res ma­end og ima­mer­ne via en mid­delal­der­lig le­ve­vis, som er ta­get bog­stav­tro ud af ko­r­a­nens skrif­ter med der­til­hø­ren­de to­tal af­vis­ning af det mo­der­ne fri­sin­de­de liv. De le­ver med an­dre ord ef­ter sha­ri­a­loven, og det har de ik­ke selv valgt. Det er de tvun­get til af ima­mer­ne og de­res ma­end.

DET ER LANGTFRA nyt, at vi har pa­ral­lel­sam­fund i Dan­mark, og jeg ser ik­ke an­den ud­vej end at fø­re en me­get stram ud­la­en­din­gepo­li­tik, der be­gra­en­ser til­strøm­nin­gen, så an­tal­let af men­ne­sker, der kom­mer med en helt frem­med op­fat­tel­se af re­li­gion og le­ve­vis, be­gra­en­ses.

SAM­TI­DIG MED DET, så er det helt nød­ven­digt at in­si­ste­re på, at man pi­ne­død skal ef­ter­le­ve vo­re reg­ler og ta­ge vo­res le­ve­vis til sig, så la­en­ge man le­ver i Dan­mark. Det ga­el­der bå­de i det sto­re og i det små, så man ik­ke stil­ler sa­er­krav, for­di man er mus­lim.

AT MAN FULDT ud respek­te­rer vo­re fri­heds­va­er­di­er og ik­ke stil­ler spørgs­mål ved el­ler li­ge­frem band­ly­ser ret­ten til at teg­ne ka­ri­ka­tur­teg­nin­ger af pro­fe­ten el­ler kri­ti­se­re is­lam el­ler an­dre re­li­gio­ner for den sags skyld.

DET INDBEFATTER NATURLIGVIS og­så, at man fuldt og helt ta­ger li­ge­stil­lin­gen til sig, så man ik­ke tvin­ger si­ne børn ind i ae­g­te­ska­ber el­ler sen­der si­ne døtre på genop­dra­gel­ses­rej­ser til for­mør­ke­de fa­mi­lie­med­lem­mer i hjem­lan­det.

NÅR VI OVER­HO­VE­DET dis­ku­te­rer dis­se pro­blem­stil­lin­ger i da­gens Dan­mark, så er det jo ik­ke for­di folk med rod i bud­dhis­me, jø­de­dom el­ler hin­du­is­me stil­ler spørgs­måls­tegn ved hver­ken re­li­gions­fri­hed, yt­rings­fri­hed el­ler li­ge­stil­ling. Det er i helt over­ve­jen­de grad prak­ti­se­rin­gen af is­lam, der er pro­ble­met.

VI KAN IK­KE la­ve lov­giv­ning, der gør for­skel på folk. Det be­ty­der, at vi for at sik­re os mod ind­van­drin­gen af mus­li­mer, som ik­ke vil vo­re va­er­di­er, bli­ver nødt til at fø­re en stram ud­la­en­din­gepo­li­tik, der desva­er­re nog­le gan­ge ram­mer ud­la­en­din­ge, som ik­ke gør en kat fortra­ed.

Det var pa­ral­lel­sam­fund an­no 2018 i fuldt fl­or på en helt al­min­de­lig ons­dag ef­ter­mid­dag

DER FIN­DES HELDIGVIS man­ge mus­li­mer i Dan­mark, der øn­sker at le­ve et prag­ma­tisk liv, og som el­sker fri­heds­ret­tig­he­der. Jeg ken­der per­son­ligt en ra­ek­ke af dem. Men det aen­drer ik­ke på, at ho­ved­par­ten af de pro­ble­mer, vi har ift. sam­men­ha­engs­kraft og pres på fri­hed, er skabt på grund af prak­ti­se­rin­gen af is­lam.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.