Dis­se fem ting for­try­der vi på vo­res døds­le­je

Im­ran Ras­hid er spe­ci­al­la­e­ge i al­men me­di­cin, for­fat­ter til be­st­sel­le­ren ’SLUK’ og stif­ter af fored­rags­virk­som­he­den Sund­di­gi­tal.dk og medstif­ter af Kre­a­kas­sen.dk

BT - - TV -

DET ER LØR­DAG for­mid­dag, vi er li­ge ble­vet fa­er­di­ge med bør­ne­nes ten­ni­stra­e­ning og er nu på vej hjem i bi­len. DA VI HOL­DER for rødt, li­ge in­den vi er nå­et hjem, ta­ger jeg chan­cen: ’Børn, jeg vil ger­ne stil­le jer et vig­tigt, men sva­ert spørgs­mål, hvor I skal ta­en­ke jer godt om, in­den I sva­rer.’ DE KIG­GER MED det sam­me på hin­an­den med det der ’åh-nej-nu-vil­han-sik­kert-si­geno­get-om-hjer­ne­ni­gen’-blik og kig­ger så af­ven­ten­de til­ba­ge på mig med let spør­gen­de øjen­bryn. ’HVAD TROR I me­nin­gen med li­vet er?’ spør­ger jeg så, vel­vi­den­de at de to hhv. syv- og ni-åri­ge hjer­ner nu kom­mer på over­ar­bej­de, for­di de tror, at de skal sva­re rig­tigt på et spørgs­mål, hvor far har fa­cit. IN­SPIRA­TIO­NEN TIL AT stil­le mi­ne børn det­te spørgs­mål er op­stå­et 36 ti­mer tid­li­ge­re, da jeg er nå­et til si­de 46 i fi­lo­sof­fen Mor­ten Al­ba­eks nye bog ’Et liv. En tid. Et men­ne­ske.’ En bog, der om­hand­ler pa­ra­dok­set om, at vi le­ver i et land, som gang på gang kå­res til at va­e­re et af ver­dens lyk­ke­lig­ste, men som al­li­ge­vel dø­jer med en grad af men­tal us­und­hed, der ef­ter­hån­den na­er­mest min­der om en fol­ke­syg­dom. DE TO SKELSAETTENDE be­gi­ven­he­der, der har in­spi­re­ret Al­ba­ek til at skri­ve den­ne bog, er dels sin fars bort­gang for nog­le år si­den samt en la­e­se­op­le­vel­se, han hav­de, om­hand­len­de men­ne­skers fem stør­ste for­try­del­ser, når de lå på de­res døds­le­je. Dis­se for­try­del­ser var: 1) AT DE ik­ke hav­de holdt kon­tak­ten til de­res ven­ner 2) AT DE ik­ke hav­de til­ladt sig selv at va­e­re me­re lyk­ke­li­ge 3) AT DE ik­ke hav­de haft mo­det til at ud­tryk­ke de­res fø­lel­ser me­re 4) AT DE ik­ke i hø­je­re grad hav­de le­vet et liv ud fra de­res eg­ne pra­e­mis­ser og min­dre ud fra an­dres for­vent­nin­ger - og til slut det, den sto­re ma­jo­ri­tet af dø­en­de men­ne­sker på tva­ers af et­ni­ske, re­li­gi­øse og so­ci­a­le skel al­ler­mest fortrød: 5) AT DE hav­de brugt så me­get af de­res liv på at ar­bej­de ET LIV, DER el­lers alt for nemt bli­ver de­gra­de­ret til en prik-til­prik teg­ning, hvor vi bru­ger al vo­res tid og fo­kus til blot at for­bin­de stre­ger­ne mel­lem seng, bil, kon­tor, su­per­mar­ked, so­fa - og så til­ba­ge til sen­gen igen.

Me­nin­gen med li­vet er at pas­se på bå­de krop­pen, hjer­tet og hjer­nen.

DAG EF­TER DAG, uge ef­ter uge – ty­pisk af­brudt af fem ugers fe­rie - in­den vi star­ter for­fra igen. Men som Al­ba­ek på­pe­ger: hvor­dan kan vi op­nå me­nings­ful­de liv, hvis ik­ke vi ta­ger stil­ling til, hvad der er me­nings­fuldt? Og hvis hver­ken vi selv el­ler an­dre no­gen­sin­de stil­ler spørgs­må­let om, hvad der er me­nin­gen med vo­res liv - le­ver vi så over­ho­ve­det de liv, vi selv øn­sker - el­ler en­der vi ba­re med at le­ve det liv, vi le­ver? TIL­BA­GE I BI­LEN sva­rer min dat­ter først, lidt tø­ven­de; ’Ka­er­lig­hed, tryg­hed og at man pas­ser på sig selv, ik­ke?’ Jeg nik­ker og kig­ger så over på min dreng, der kom­mer med sit bud; ’At man har det godt og fø­ler sig el­sket.’ JEG SMILER OG forta­el­ler dem, at det er nog­le vir­ke­lig go­de svar, men forta­el­ler og­så, at jeg fak­tisk ik­ke ken­der sva­ret selv, men at jeg ger­ne vil gi­ve mit bud lidt se­ne­re. De kig­ger lidt skuf­fe­de på mig – åben­bart ud fra en helt klar for­vent­ning om, at me­nin­gen med li­vet selv­føl­ge­lig er no­get, som jeg har helt styr på. NOG­LE TI­MER SE­NE­RE ef­ter at ha­ve ta­enkt mig grun­digt om, sa­et­ter jeg mig ned sam­men med dem og gi­ver dem så mit bud på en bør­ne­ven­lig ver­sion af me­nin­gen med li­vet: »ME­NIN­GEN MED LI­VET er at pas­se på bå­de krop­pen, hjer­tet og hjer­nen. Krop­pen pas­ser I bedst på ved at sove, spi­se, drik­ke og hvi­le jer nok hver ene­ste dag. Hjer­tet pas­ser I bedst på ved at op­le­ve ka­er­lig­hed, tryg­hed og respekt nok hver ene­ste dag. Hjer­nen pas­ser I bedst på ved at det, I bru­ger den til, for det før­ste er sva­ert nok til, at I al­tid vil gø­re jer uma­ge, for det an­det er vig­tigt nok til, at I ik­ke kan la­de va­e­re med at bru­ge tid på det – og en­de­lig for det tred­je, at det er med til at gø­re jer bed­re til at va­e­re men­ne­sker, som kan be­ty­de no­get for an­dre end jer selv.« LA­ES MOR­TEN AL­BA­EKS bog og tal der­ef­ter med de men­ne­sker, der be­ty­der no­get for dig om, hvad me­nin­gen med de­res – og dit - liv egent­lig er. DEN SAM­TA­LE KAN bli­ve den vig­tig­ste, du ta­ger i dit liv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.