Jeg har få­et det lidt stramt med Pe­ter Aal­ba­ek

BT - - TV -

Char­lot­te Højlund er 50 år, jour­na­list og mor til syv børn i al­de­ren seks til 24 år. Pt. spa­en­der bør­ne­flok­ken fra en i 0. til den ae­ld­ste på uni. Char­lot­te er og­så fored­rags­hol­der, de­bat­tør og for­fat­ter til bo­gen ’MOAR!’, hvor hun de­ler ud af si­ne er­fa­rin­ger med fa­mi­li­e­li­vet

DET ER ET år si­den, vi før­ste gang så den glo­ba­le kampag­ne #Me­too eks­plo­de­re.

NOG­LE FNES NEDLADENDE og tal­te om of­fer­men­ta­li­tet og sner­per. Man­ge fle­re fik en­de­lig øj­ne­ne op for, at der er en ver­den til for­skel på at gå gen­nem li­vet som hen­holds­vis kvin­de og mand. Og det blev li­ge så vig­tigt, hvor­dan vi op­dra­ger vo­res dren­gebørn som at forta­el­le vo­res pi­ger, at de skal pas­se på sig

selv …

’HVIS DER ER no­gen, der ta­ler grimt om kvin­der i vo­res hjem, så bli­ver de smidt ud!’ si­ger min sto­re dat­ter.

DET ER SAGT lidt i spøg – og så al­li­ge­vel ik­ke. For i en fa­mi­lie, der be­står af na­e­sten li­ge man­ge pi­ger som dren­ge, har vi bå­de fo­kus på, at pi­ger skal pas­se på sig selv, for­di det er så­dan ver­den desva­er­re er skru­et sam­men. Men og­så på, hvor­dan dren­ge­ne bli­ver op­dra­get. Der­for gi­der vi ik­ke ord som fx ’lu­der’ og ’ho’ – uan­set om man bor her el­ler ej.

DET ER OG­SÅ min sto­re dat­ter, der det sid­ste års tid har haft det no­get stramt, når jeg har hørt Ras­mus Nøhr. Fra at ha­ve knu­sel­sket ham har jeg og­så få­et det sva­ert med ham, men jeg prø­ver at skil­le tin­ge­ne ad – mu­sik­ken og man­den.

JEG HAR OG­SÅ få­et det stramt med Pe­ter Aal­ba­ek, som jeg tid­li­ge­re har respek­te­ret for at va­e­re så me­get en ener og sin egen, men når det er på be­kost­ning af an­dre med bag­grund i et magt­mis­for­hold, så står jeg af.

OG HVOR DEN før­ste trods alt for­søg­te sig med en slags und­skyld­ning, bli­ver sidst­na­evn­te ved og kan slet ik­ke se no­get for­kert i de så­kald­te ’put­te-mid­da­ge’, hvor helt un­ge pi­ger kra­en­kes af de mand­li­ge stu­de­ren­de. Så kan jeg ik­ke la­en­ge­re skil­le tin­ge­ne ad.

SÅ HVOR ER vi nu?

#ME­TOO FIK KVIN­DER i ho­be­tal til at forta­el­le om de­res ne­ga­ti­ve op­le­vel­ser med ma­end. Ik­ke ba­re nog­le få, men man­ge. Rig­tig man­ge. Og for­di vi plud­se­lig var så man­ge, der for­tal­te åbent om vold­ta­eg­ter, over­greb og se­xis­me, blev det ty­de­ligt, at der måt­te va­e­re no­get om snak­ken. Ty­de­ligt, at det ik­ke ba­re var en en­lig sva­ne og et en­kelt ’of­fer’ her og der, men at det er et livsvil­kår som kvin­de.

MA­END, YNGRE SOM ae­l­dre, fik og­så en­de­lig øj­ne­ne op for, at det at va­e­re født som hvid mand er vildt pri­vil­e­ge­ret.

VI FIK KVINDERNE ud af ’flin­ke­sko­len’. Fik kvin­der, der tør si­ge fra over for bå­de over­greb og se­xis­me. Kvin­der, som mi­ne døtre, der ik­ke ba­re fin­der sig i, at en mand står og gnub­ber sig op ad dem, når de er til kon­cert. Mi­ne døtre, der rå­ber til­ba­ge ad un­ge ma­end, der over­skri­der de­res gra­en­ser med til­råb, og slår fra sig, når en ful­de­rik på vej hjem fra fest hi­ver fat i dem ved bus­stop­pe­ste­det el­ler prø­ver at va­el­te dem af cyk­len, når de pas­se­rer dem på en knal­lert.

DET TURDE JEG ik­ke selv. Jeg gik ba­re. El­ler fandt et an­det sted at stå. Kør­te med på ’jo­ken’, for­di jeg var ban­ge for kon­fron­ta­tio­nen og ik­ke sto­le­de på, at der vil­le va­e­re no­gen hja­elp fra om­kring­s­tå­en­de, hvis det gik galt.

DET GØR DE un­ge ik­ke i dag. Og det er godt. De tør. De si­ger fra.

OG VO­RES SØNNER, dren­ge og un­ge ma­end er­ken­der, at de er pri­vil­e­ge­re­de og har få­et en stor magt fora­e­ret i fød­sels­dags­ga­ve. Og de er­ken­der, at den magt for­plig­ter.

#ME­TOO HAR RETTET op på en mas­se fejl, som min ge­ne­ra­tion ik­ke for­må­e­de at aen­dre for os selv. Men må­ske for­di vi ik­ke gjor­de det for os selv, har det va­e­ret så vig­tigt for os at aen­dre det for vo­res børn – pi­ger som dren­ge.

FOR JEG HAR fan­de­me va­e­ret traet af at skul­le forta­el­le mi­ne døtre, at de skul­le pas­se på sig selv og de sig­na­ler, de måt­te sen­de med på­kla­ed­ning og op­før­sel. For hvor­for skal der va­e­re an­dre reg­ler for mi­ne døtre end mi­ne sønner?

OG DET HAR va­e­ret mig magt­på­lig­gen­de at forta­el­le al­le mi­ne børn om de op­le­vel­ser, jeg selv har haft, og op­dra­ge mi­ne dren­ge til at op­fø­re sig or­dent­ligt over for pi­ger samt sør­ge for, at de­res ven­ner og­så gjor­de det. El­ler si­ge fra, når de op­le­ve­de, at de ik­ke gjor­de det.

SÅ HAR DET aen­dret no­get? Ja, det har det sgu! For vi har få­et star­tet sam­ta­len, og den fort­sa­et­ter vi rundt om spi­se­bor­det her­hjem­me. Og for­hå­bent­lig og­så i man­ge an­dre hjem…

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.